Revised Common Lectionary (Complementary)

94 Herre du hævnens Gud, du Hævnens Gud, træd frem i Glans; ² stå op, du Jordens Dommer, øv Gengæld mod de hovmodige! ³ Hvor længe skal gudløse, Herre, hvor længe skal gudløse juble? ⁴ De fører tøjlesløs Tale, hver Udådsmand ter sig som Herre; ⁵ de underkuer, o Herre, dit Folk og undertrykker din Arvelod; ⁶ de myrder Enke og fremmed faderløse slår de ihjel; ⁷ de siger: "Herren kan ikke se,Jakobs Gud kan intet mærke!"

⁸ Forstå dog, I Tåber blandt Folket! Når bliver I kloge, I Dårer? ⁹ Skulde han, som plantede Øret, ej høre, han, som dannede Øjet, ej se? ¹⁰ Skulde Folkenes Tugtemester ej revse, han som lærer Mennesket indsigt? ¹¹ Herren kender Menneskets Tanker, thi de er kun Tomhed.

¹² Salig den Mand, du tugter, Herre, og vejleder ved din Lov ¹³ for at give ham Ro for onde Dage, indtil der graves en Grav til den gudløse; ¹⁴ thi Herren bortstøder ikke sit Folk og svigter ikke sin Arvelod. ¹⁵ Den retfærdige kommer igen til sin Ret, en Fremtid har hver oprigtig af Hjertet.

¹⁶ Hvo står mig bi mod Ugerningsmænd? hvo hjælper mig mod Udådsmænd? ¹⁷ Var Herren ikke min Hjælp, snart hviled min Sjæl i det stille. ¹⁸ Når jeg tænkte: "Nu vakler min Fod", støtted din Nåde mig, Herre; ¹⁹ da mit Hjerte var fuldt af ængstede Tanker, husvaled din Trøst min Sjæl.

²⁰ står du i Pagt med Fordærvelsens Domstol, der skaber Uret i Lovens Navn? ²¹ Jager de end den ret,færdiges Liv og dømmer uskyldigt Blod, ²² Herren er dog mit Bjærgested, min Gud er min Tilflugtsklippe; ²³ han vender deres Uret imod dem selv, udsletter dem for deres Ondskab; dem udsletter Herren vor Gud.

1 I Dommernes Dage blev der engang Hungersnød i Landet. Da drog en Mand fra Betlehem i Juda til Moabiternes Land for at bo der som fremmed med sin Hustru og sine to Sønner. ² Manden bed Elimelek, hans Hustru No'omi og hans to Sønner Malon og Hiljon, Efratiter fra Betlehem i Juda, og de kom til Moabiternes Land og opholdt sig der. ³ Så døde Elimelek, No'omis Mand, og hun sad tilbage med sine to Sønner. ⁴ De tog sig moabitiske Hustruer; den ene hed Orpa, den anden Rut. Men da de havde boet der en halv Snes År, ⁵ døde også de to, Malon og Kiljon, så at Kvinden sad alene tilbage efter sine to Sønner og sin Mand. ⁶ Da brød hun op med sine Sønnekoner for at vende hjem fra Moabiternes Land; thi hun havde hørt i Moabiternes Land, at Herren havde set til sit Folk og givet dem Brød.

⁷ Så drog hun sammen med sine to Sønnekoner bort fra det Sted, hvor hun havde opholdt sig, men på Hjemvejen til Judas Land ⁸ sagde No'omi til sine to Sønnekoner: "Vend nu tilbage hver til sin Moders Hus! Herren være barmhjertig imod eder, som I har været imod de døde og mig; ⁹ Herren give eder, at I må finde Ro, hver i sin Mands Hus!" Og hun kyssede dem. Men de gav sig til at græde højt ¹⁰ og sagde til hende: "Nej! vi vil følge dig hjem til dit Folk!" ¹¹ Men No'omi sagde: "Vend tilbage, mine Døtre! Hvorfor vil I drage med mig? Bærer jeg endnu Sønner i mit Skød, som kan blive eders Mænd? ¹² Vend tilbage, mine Døtre, gå nu hjem, thi jeg er for gammel til at blive en Mands Hustru. Og selv om jeg tænkte, at jeg endnu havde Håb, selv om jeg endnu i Nat tilhørte en Mand og virkelig fødte Sønner, ¹³ skulde I så derfor vente, til de blev voksne? Skulde I derfor stænge eder inde og leve ugifte? Nej, mine Døtre, det gør mig såre ondt for eder, thi mig har Herrens Hånd ramt!" ¹⁴ De gav sig da igen til at græde højt, og Orpa kyssede sin Svigermoder, men Rut klyngede sig til hende. ¹⁵ Da sagde hun: "Se, din Svigerinde er vendt tilbage til sit Folk og sin Gud; vend du også tilbage og følg din Svigerinde!" ¹⁶ Men Rut svarede: "Nød mig ikke til at forlade dig og vende tilbage! Nej, hvor du går hen, der vil jeg gå hen, og hvor du tager Bolig, der vil jeg tage Bolig; dit Folk skal være mit Folk, og din Gud skal være min Gud; ¹⁷ hvor du dør, der vil jeg dø, og der vil jeg jordes. Herren ramme mig både med det ene og det andet: Kun Døden skal skille os ad!" ¹⁸ Da No'omi så, at det var hendes faste Vilje at drage med hende. holdt hun op at tale til hende derom, ¹⁹ og de drog da videre sammen, indtil de kom til Betlehem. Men da de kom til Betlehem, blev der Røre i hele Byen, og Kvinderne sagde: "Er det No'omi?" ²⁰ Men hun sagde til dem: "Kald mig ikke No'omi; kald mig Mara", thi den Almægtige har voldet mig megen bitter Smerte! ²¹ Rig drog jeg herfra, og fattig har Herren ført mig tilbage. Hvorfor kalder I mig No'omi, når Herren har vidnet imod mig og den Almægtige tilskikket mig Ulykke?"

²² Således vendte No'omi tilbage fra Moabiternes Land tillige med sin Sønnekone, Moabiterinden Rut, og de kom til Betlehem først på Byghøsten.

5 En gammel Mand må du ikke skælde på, men forman ham som en Fader, unge Mænd som Brødre, ² gamle Kvinder som Mødre, unge som Søstre, i al Renhed.

³ Ær Enker, dem, som virkelig ere Enker; ⁴ men om en Enke har Børn eller Børnebørn, da lad dem først lære at vise deres eget Hus skyldig Kærlighed og gøre Gengæld imod Forældrene; thi dette er velbebageligt for Gud. ⁵ Men den, som virkelig er Enke og står ene, har sat sit Håb til Gud og bliver ved med sine Bønner og Påkaldelser Nat og Dag; ⁶ men den, som lever efter sine Lyster, er levende død. ⁷ Forehold dem også dette, for at de må være ulastelige. ⁸ Men dersom nogen ikke har Omsorg for sine egne og især for sine Husfæller, han har fornægtet Troen og er værre end en vantro.