Revised Common Lectionary (Complementary)

²³ Af Herren stadfæstes Mandens Skridt, når han har Behag i hans Vej; ²⁴ om end han snubler, falder han ikke, thi Herren støtter hans Hånd. ²⁵ Ung har jeg været, og nu er jeg gammel, men aldrig så jeg en retfærdig forladt eller hans Afkom tigge sit Brød; ²⁶ han ynkes altid og låner ud, og hans Afkom er til Velsignelse. ²⁷ Vig fra ondt og øv godt, så bliver du boende evindelig; ²⁸ thi Herren elsker Ret og svigter ej sine fromme. De onde udslettes for evigt, de gudløses Afkom udryddes; ²⁹ de retfærdige arver Landet og skal bo der til evig Tid. ³⁰ Den retfærdiges Mund taler Visdom; hans Tunge siger, hvad ret er; ³¹ sin Guds Lov har han i Hjertet, ikke vakler hans Skridt. ³² Den gudløse lurer på den retfærdige og står ham efter Livet, ³³ men, Herren giver ham ej i hans Hånd og lader ham ikke dømmes for Retten. ³⁴ Bi på Herren og bliv på hans Vej, så skal han ophøje dig til at arve Landet; du skal skue de gudløses Undergang. ³⁵ Jeg har set en gudløs trodse, bryste sig som en Libanons Ceder ³⁶ men se, da jeg gik der forbi, var han borte; da jeg søgte ham, fandtes han ikke. ³⁷ Vogt på Uskyld, læg Vind på Oprigtighed, thi Fredens Mand har en Fremtid; ³⁸ men Overtræderne udryddes til Hobe, de gudløses Fremtid går tabt. ³⁹ De retfærdiges Frelse kommer fra Herren, deres Tilflugt i Nødens Stund; ⁴⁰ Herren hjælper og frier dem, fra de gudløse frier og frelser han dem; thi hos ham har de søgt deres Tilflugt.

¹⁷ Derpå stævnede Samuel Folket sammen hos Herren i Mizpa; ¹⁸ og han sagde til Israeliterne: "Så siger Herren, Israels Gud: Jeg førte Israel op fra Ægypten og frelste eder af Ægypternes Hånd og fra alle de Riger, som plagede eder. ¹⁹ Men nu vrager I eders Gud, som var eders Frelser i alle eders Ulykker og Trængsler, og siger: Nej, en Konge skal du sætte over os! Så træd nu frem for Herrens Åsyn Stamme for Stamme og Slægt for Slægt!" ²⁰ Derpå lod Samuel alle Israels Stammer træde frem, og Loddet ramte Benjamins Stamme. ²¹ Så lod han Benjamins Stamme træde frem Slægt for Slægt, og Matris Slægt ramtes. Så lod han Matris Slægt træde frem Mand for Mand, og Saul, Kisjs Søn, ramtes. Men da man ledte efter ham, var han ikke til at finde. ²² Da adspurgte de på ny Herren: "Er Manden her?" Og Herren svarede: "Se, han holder sig skjult ved Trosset." ²³ Så løb de hen og hentede ham der; og da han trådte ind imellem Folket, var han et Hoved højere end alt Folket. ²⁴ Da sagde Samuel til hele Folket: "Ser I ham, Herren har udvalgt? Hans Lige findes ikke i alt Folket!" Og hele Folket brød ud i Jubelskrig og råbte: "Kongen leve!" ²⁵ Derpå fremsagde Samuel Kongedømmets Ret for Folket og optegnede den i en Bog, som han lagde hen for Herrens Åsyn. Så lod Samuel hele Folket gå hver til sit:

¹³ Thi da Gud gav Abraham Forjættelsen, svor han ved sig selv, fordi han ingen større havde at sværge ved, og sagde: ¹⁴ "Sandelig, jeg vil rigeligt velsigne dig og rigeligt mangfoldiggøre dig." ¹⁵ Og således opnåede han Forjættelsen ved at vente tålmodigt. ¹⁶ Mennesker sværge jo ved en større, og Eden er dem en Ende på al Modsigelse til Stadfæstelse. ¹⁷ Derfor, da Gud ydermere vilde vise Forjættelsens Arvinger sit Råds Uforanderlighed, føjede han en Ed dertil, ¹⁸ for at vi ved to uforanderlige Ting, i hvilke det var umuligt, at Gud kunde lyve, skulde have en kraftig Opmuntring, vi, som ere flyede hen for at holde fast ved det Håb, som ligger foran os, ¹⁹ hvilket vi have som et Sjælens Anker, der er sikkert og fast og går ind inden for Forhænget, ²⁰ hvor Jesus som Forløber gik ind for os, idet han efter Melkisedeks Vis blev Ypperstepræst til evig Tid.