Revised Common Lectionary (Complementary)

²³ Af Herren stadfæstes Mandens Skridt, når han har Behag i hans Vej; ²⁴ om end han snubler, falder han ikke, thi Herren støtter hans Hånd. ²⁵ Ung har jeg været, og nu er jeg gammel, men aldrig så jeg en retfærdig forladt eller hans Afkom tigge sit Brød; ²⁶ han ynkes altid og låner ud, og hans Afkom er til Velsignelse. ²⁷ Vig fra ondt og øv godt, så bliver du boende evindelig; ²⁸ thi Herren elsker Ret og svigter ej sine fromme. De onde udslettes for evigt, de gudløses Afkom udryddes; ²⁹ de retfærdige arver Landet og skal bo der til evig Tid. ³⁰ Den retfærdiges Mund taler Visdom; hans Tunge siger, hvad ret er; ³¹ sin Guds Lov har han i Hjertet, ikke vakler hans Skridt. ³² Den gudløse lurer på den retfærdige og står ham efter Livet, ³³ men, Herren giver ham ej i hans Hånd og lader ham ikke dømmes for Retten. ³⁴ Bi på Herren og bliv på hans Vej, så skal han ophøje dig til at arve Landet; du skal skue de gudløses Undergang. ³⁵ Jeg har set en gudløs trodse, bryste sig som en Libanons Ceder ³⁶ men se, da jeg gik der forbi, var han borte; da jeg søgte ham, fandtes han ikke. ³⁷ Vogt på Uskyld, læg Vind på Oprigtighed, thi Fredens Mand har en Fremtid; ³⁸ men Overtræderne udryddes til Hobe, de gudløses Fremtid går tabt. ³⁹ De retfærdiges Frelse kommer fra Herren, deres Tilflugt i Nødens Stund; ⁴⁰ Herren hjælper og frier dem, fra de gudløse frier og frelser han dem; thi hos ham har de søgt deres Tilflugt.

8 Da Samuel var blevet gammel, satte han sine Sønner til Dommere over Israel; ² hans førstefødte Søn hed Joel og hans anden Søn Abija; de dømte i Be'ersjeba. ³ Men hans Sønner vandrede ikke i hans Spor; de lod sig lede af egen Fordel, tog imod Bestikkelse og bøjede Retten.

⁴ Da kom alle Israels Ældste sammen og begav sig til Samuel i Rama ⁵ og sagde til ham: "Se, du er blevet gammel, og dine Sønner vandrer ikke i dit Spor. Sæt derfor en Konge over os til at dømme os, ligesom alle de andre Folk har det!" ⁶ Men det vakte Samuels Mishag, at de sagde: "Giv os en Konge, som kan dømme os!" Og Samuel bad til Herren. ⁷ Da sagde Herren til Samuel: "Ret dig i et og alt efter, hvad Folket siger, thi det er ikke dig, de vrager, men det er mig, de vrager som deres Konge. ⁸ Ganske som de har handlet imod mig, lige siden jeg førte dem ud af Ægypten og indtil denne Dag, idet de forlod mig og dyrkede andre Guder, således handler de også imod dig. ⁹ Men ret dig nu efter dem; dog skal du indtrængende advare dem og lade dem vide, hvad Ret den Konge skal have, som skal herske over dem!"

¹⁰ Så forebragte Samuel Folket, som krævede en Konge af ham, alle Herrens Ord ¹¹ og sagde: "Denne Ret skal den Konge have, som skal herske over eder: Eders Sønner skal han tage og sætte ved sin Vogn og sine Heste, så de må løbe foran hans Vogn, ¹² og sætte dem til Tusindførere og Halvhundredførere og til at pløje og høste for ham og lave hans Krigsredskaber og Vogntøj. ¹³ Eders Døtre skal han tage til at blande Salver, koge og bage. ¹⁴ De bedste af eders Marker, Vingårde og Oliventræer skal han tage og give sine Folk. ¹⁵ Af eders Sæd og Vinhøst skal han tage Tiende og give sine Hofmænd og Tjenere. ¹⁶ De bedste af eders Trælle og Trælkvinder, det bedste af eders Hornkvæg og Æsler skal han tage og bruge til sit eget Arbejde. ¹⁷ Af eders Småkvæg skal han tage Tiende; og I selv skal blive hans Trælle. ¹⁸ Og når l da til den Tid klager over eders Konge, som I har valgt eder, så vil Herren ikke bønhøre eder!"

6 Lader os derfor forbigå Begyndelsesordet om Kristus og skride frem til Fuldkommenhed uden atter at lægge Grundvold med Omvendelse fra døde Gerninger og med Tro på Gud, ² med Lære om Døbelser og Håndspålæggelse og dødes Opstandelse og evig Dom. ³ Ja, dette ville vi gøre, såfremt Gud tilsteder det. ⁴ Thi dem, som een Gang ere blevne oplyste og have smagt den himmelske Gave og ere blevne delagtige i den Helligånd ⁵ og have smagt Guds gode Ord og den kommende Verdens Kræfter, og som ere faldne fra, - dem er det umuligt atter at forny til Omvendelse ⁶ da de igen korsfæste sig Guds Søn og stille ham til Spot. ⁷ Thi Jorden, som drikker den ofte derpå faldende Regn og frembringer Vækster, tjenlige for dem, for hvis Skyld den også dyrkes, får Velsignelse fra Gud; ⁸ men når den bærer Torne og Tidsler, er den ubrugbar og Forbandelse nær; Enden med den er at brændes.

⁹ Dog, i Henseende til eder, I elskede! ere vi overbeviste om det bedre og det, som bringer Frelse, selv om vi tale således. ¹⁰ Thi Gud er ikke uretfærdig, så at han skulde glemme eders Gerning og den Kærlighed, som I have udvist imod hans Navn, idet I have tjent og tjene de hellige. ¹¹ Men vi ønske, at enhver af eder må udvise den samme Iver efter den fulde Vished i Håbet indtil Enden, ¹² for at I ikke skulle blive sløve, men efterfølge dem, som ved Tro og Tålmodighed arve Forjættelserne.