Revised Common Lectionary (Complementary)
7 rinder op ved Himlens ene Rand, og dens Omløb når til den anden. Intet er skjult for dens Glød.
8 Herrens Lov er fuldkommen, kvæger Sjælen, Herrens Vidnesbyrd holder, gør enfoldig viis, 9 Herrens Forskrifter er rette, glæder Hjertet, Herrens Bud er purt, giver Øjet Glans, 10 Herrens Frygt er ren, varer evigt, Herrens Lovbud er Sandhed, rette til Hobe, 11 kostelige fremfor Guld, ja fint Guld i Mængde, søde fremfor Honning og Kubens Saft. 12 Din Tjener tager og Vare på dem; at holde dem lønner sig rigt.
13 Hvo mærker selv, at han fejler? Tilgiv mig lønlige Brøst! 14 Værn også din Tjener mod frække, ej råde de over mig! Så bliver jeg uden Lyde og fri for svare Synder.
13 Næste Morgen tog Moses Sæde for at holde Ret for Folket, og Folket stod omkring Moses fra Morgen til Aften. 14 Men da Moses's Svigerfader så alt det Arbejde, han havde med Folket, sagde han: "Hvad er dog det for et Arbejde, du har med Folket? Hvorfor sidder du alene til Doms, medens alt Folket står omkring dig fra Morgen til Aften?" 15 Moses svarede sin Svigerfader: "Jo, Folket kommer til mig for at rådspørge Gud; 16 når de har en Retssag, kommer de til mig, og jeg dømmer Parterne imellem og kundgør dem Guds Anordninger og Love." 17 Da sagde Moses's Svigerfader til ham: "Det er ikke klogt, som du bærer dig ad med det. 18 På den Måde bliver jo både du selv og Folket der omkring dig ganske udmattet, thi det Arbejde er dig for anstrengende, du kan ikke overkomme det alene. 19 Læg dig nu på Sinde, hvad jeg siger; jeg vil give dig et Råd, og Gud skal være med dig: Du skal. selv træde frem for Gud på Folkets Vegne og forelægge Gud de forefaldende Sager; 20 og du skal indskærpe dem Anordningerne og Lovene og lære dem den Vej, de skal vandre, og hvad de har at gøre. 21 Men du skal af hele Folket udvælge dig dygtige Mænd, som frygter Gud, Mænd, som er til at lide på og hader uretfærdig Vinding, og dem skal du sætte over dem som Forstandere, nogle over tusinde, andre over hundrede, andre over halvtredsindstyve, andre over ti; 22 lad dem til Stadighed holde Ret for Folket. Alle vigtigere Sager skal de forebringe dig, men alle mindre Sager skal de selv afgøre. Let dig således Arbejdet og lad dem komme til at bære Byrden med dig. 23 Dersom du handler således og Gud vil det så, kan du holde ud, og alt Folket der kan gå tilfreds hjem."
24 Moses fulgte sin Svigerfaders Råd og gjorde alt, hvad han foreslog. 25 Og Mose's udvalgte dygtige Mænd af hele Israel og gjorde dem til Øverster over Folket, til Forstandere, nogle over tusinde, andre over hundrede, andre over halvtredsindstyve, andre over ti. 26 De holdt derpå til Stadighed Ret for Folket; de vanskelige Sager forebragte de Moses, men alle mindre Sager afgjorde de selv. 27 Derpå tog Moses Afsked med sin Svigerfader, og denne begav sig til sit Land.
13 Men da de så Peters og Johannes Frimodighed og kunde mærke, at de vare ulærde Mænd og Lægfolk, forundrede de sig, og de kendte dem, at de havde været med Jesus. 14 Og da de så Manden, som var helbredt, stå hos dem, havde de intet at sige derimod. 15 Men de bøde dem at træde ud fra Rådet og rådførte sig med hverandre og sagde: 16 "Hvad skulle vi gøre med disse Mennesker? thi at et vitterligt Tegn er sket ved dem, det er åbenbart for alle dem, som bo i Jerusalem, og vi kunne ikke nægte det. 17 Men for at det ikke skal komme videre ud iblandt Folket, da lader os true dem til ikke mere at tale til noget Menneske i dette Navn." 18 Og de kaldte dem ind og forbøde dem aldeles at tale eller lære i Jesu Navn. 19 Men Peter og Johannes svarede og sagde til dem: "Dømmer selv. om det er ret for Gud at lyde eder mere end Gud. 20 Thi vi kunne ikke lade være at tale om det, som vi have set og hørt." 21 Men de truede dem end mere og løslode dem, da de ikke kunde udfinde, hvorledes de skulde straffe dem, for Folkets Skyld; thi alle priste Gud for det, som var sket. 22 Thi den Mand, på hvem dette Helbredelsestegn var sket, var mere end fyrretyve År gammel.
23 Da de nu vare løsladte, kom de til deres egne og fortalte dem alt, hvad Ypperstepræsterne og de Ældste havde sagt til dem. 24 Men da de hørte dette, opløftede de endrægtigt Røsten til Gud og sagde: "Herre, du, som har gjort Himmelen og Jorden og Havet og alle Ting, som ere i dem, 25 du, som har sagt ved din Tjener Davids Mund: "Hvorfor fnyste Hedninger, og Folkeslag oplagde forfængelige Råd? 26 Jordens Konger rejste sig, og Fyrsterne samlede sig til Hobe imod Herren og imod hans Salvede." 27 Ja, de have i Sandhed forsamlet sig i denne Stad imod din hellige Tjener Jesus, hvem du har salvet, både Herodes og Pontius Pilatus tillige med Hedningerne og Israels Folkestammer 28 for at gøre det, som din Hånd og dit Råd forud havde bestemt skulde ske. 29 Og nu, Herre! se til deres Trusler, og giv dine Tjenere at tale dit Ord med al Frimodighed, 30 idet du udrækker din Hånd til Helbredelse, og der sker Tegn og Undere ved din hellige Tjeners Jesu Navn." 31 Og da de havde bedt, rystedes Stedet, hvor de vare forsamlede; og de bleve alle fyldte med den Helligånd, og de talte Guds Ord med Frimodighed.