Revised Common Lectionary (Complementary)
139 Herre, du ransager mig og kender mig! 2 Du ved, når jeg står op, du fatter min Tanke i Frastand, 3 du har Rede på, hvor jeg går eller ligger, og alle mine Veje kender du grant. 4 Thi før Ordet er til på min Tunge, se, da ved du det, Herre, til fulde. 5 Bagfra og forfra omslutter du mig, du lægger din Hånd på mig. 6 At fatte det er mig for underfuldt, for højt, jeg evner det ikke! 7 Hvorhen skal jeg gå for din Ånd, og hvor skal jeg fly for dit Åsyn? 8 Farer jeg op til Himlen, da er du der, reder jeg Leje i Dødsriget, så er du der; 9 tager jeg Morgenrødens Vinger, fæster jeg Bo, hvor Havet ender, 10 da vil din Hånd også lede mig der, din højre holde mig fast!
11 Og siger jeg: "Mørket skal skjule mig, Lyset blive Nat omkring mig!" 12 så er Mørket ej mørkt for dig, og Natten er klar som Dagen, Mørket er som Lyset.
13 Thi du har dannet mine Nyrer, vævet mig i Moders Liv. 14 Jeg vil takke dig, fordi jeg er underfuldt skabt; underfulde er dine Gerninger, det kender min Sjæl til fulde. 15 Mine Ben var ikke skjult for dig, da jeg blev skabt i Løndom, virket i Jordens Dyb; 16 som Foster så dine Øjne mig, i din Bog var de alle skrevet, Dagene var bestemt, før en eneste af dem var kommet. 17 Hvor kostelige er dine Tanker mig, Gud, hvor stor er dog deres Sum! 18 Tæller jeg dem, er de flere end Sandet, jeg vågner - og end er jeg hos dig.
21 Joas var syv År gammel, da han blev Konge. 12 1 I Jehus syvende Regeringsår blev Joas Konge, og han herskede fyrretyveÅr i Jerusalem. Hans Moder hed Zibja og var fra Be'ersjeba. 2 Joas gjorde hele sit Liv, hvad der var ret i Herrens Øjne, idet Præsten Jojada vejledede ham. 3 Hun forsvandt Offerhøjene ikke, men Folket blev ved med at ofre og tænde Offerild på Højene.
4 Joas sagde til Præsterne: "Alle Penge, der indkommer i Herrens Hus som Helliggaver, de Penge, det pålægges at udrede efter Vurdering - de Penge, Personer vurderes til - og alle Penge, man efter Hjertets Tilskyndelse bringer til Herrens Hus, 5 skal Præsterne tage imod, hver af sine Kendinge, og for dem skal de istandsætte de brøstfældige Steder på Templet, alle brøstfældige Steder, som findes." 6 Men i Kong Joas's tre og tyvende Regeringsår havde Præsterne endnu ikke istandsat de brøstfældige Steder på Templet. 7 Da lod Kong Joas Præsten Jojada og de andre Præster kalde og sagde til dem: "Hvorfor istandsætter I ikke de brøstfældige Steder på Templet? Nu må I ikke mere tage mod Penge af eders Kendinge, men I skal afgive Pengene til Istandsættelse af de brøstfældige Steder på Templet!" 8 Og Præsterne gik ind på ikke mere at modtage Penge af Folket, mod at de blev fri for at istandsætte de brøstfældige Steder på Templet. 9 Præsten Jojada tog så en Kiste, borede Hul i Låget og satte den ved Stenstøtten til højre for Indgangen til Herrens Hus, og der lagde Præsterne, der holdt Vagt ved Dørtærskelen, alle de Penge, der indkom i Herrens Hus. 10 Og når de så, at der var mange Penge i Kisten, kom Kongens Skriver og Ypperstepræsten op og bandt Pengene, som fandtes i Herrens Hus, sammen og talte dem. 11 Derpå gav man de afvejede Penge til dem, der stod for Arbejdet, dem, der havde Tilsyn med Herrens Hus, og de udbetalte dem til Tømrerne og Bygningsmændene, der arbejdede på Herrens Hus, 12 til Murerne og Stenhuggerne, eller brugte dem til Indkøb af Træ og tilhugne Sten til Istandsættelse af de brøstfældige Steder på Herrens Hus og til at dække alle Udgifter ved Templets Istandsættelse. 13 Derimod blev der for de Penge, der indkom i Herrens Hus, hverken lavet Sølvfade eller Knive, Skåle, Trompeter eller nogen som helst anden Ting af Sølv eller Guld til Herrens Hus; 14 men Pengene blev givet til dem, der stod for Arbejdet, og de brugte dem til Istandsættelsen af Herrens Hus. 15 Og man holdt ikke Regnskab med de Mænd, hvem Pengene overlodes til Udbetaling til Arbejderne, men de handlede på Tro og Love. 16 Men Skyldoffer- og Syndofferpengene blev ikke bragt til Herrens Hus; de tilfaldt Præsterne.
5 Og nu, I rige! græder og jamrer over de Ulykker, som komme over eder. 2 Eders Rigdom er rådnet, og eders Klæder er mølædte; 3 eders Guld og Sølv er rustet op, og deres Rust skal være til Vidnesbyrd imod eder og æde eders Kød som en Ild; I have samlet Skatte i de sidste Dage. 4 Se, den Løn skriger, som I have forholdt Arbejderne, der høstede eders Marker, og Høstfolkenes Råb ere komne ind for den Herre Zebaoths Øren. 5 I levede i Vellevned på Jorden og efter eders Lyster; I gjorde eders Hjerter til gode som på en Slagtedag. 6 I domfældte, I dræbte den retfærdige; han står eder ikke imod.