Revised Common Lectionary (Complementary)
4 sig til de ængstede Hjerter: Vær stærke, vær uden Frygt! Se eders Gud! Han kommer med Hævn, Gengæld kommer fra Gud; han kommer og frelser eder. 5 Da åbnes de blindes Øjne, de døves Ører lukkes op; 6 da springer den halte som Hjort, den stummes Tunge jubler; thi Vand vælder frem i Ørkenen, Bække i Ødemark; 7 det glødende Sand bliver Vanddrag, til Kildevæld tørstigt Land. I Sjakalers Bo holder Hjorde Rast, på Strudsenes Enemærker gror Rør og Siv.
146 Halleluja! Pris Herren, min Sjæl! 2 Jeg vil prise Herren hele mit Liv, lovsynge min Gud, så længe jeg lever. 3 Sæt ikke eders Lid til Fyrster, til et Menneskebarn, der ikke kan hjælpe! 4 Hans Ånd går bort, han bliver til Jord igen, hans Råd er bristet samme Dag. 5 Salig den, hvis Hjælp er Jakobs Gud, hvis Håb står til Herren hans Gud, 6 som skabte Himmel og Jord, Havet og alf, hvad de rummer, som evigt bevarer sin Trofasthed 7 og skaffer de undertrykte Ret, som giver de sultne Brød! Herren løser de fangne, 8 Herren åbner de blindes Øjne, Herren rejser de bøjede, Herren elsker de retfærdige, 9 Herren vogter de fremmede, opholder faderløse og Enker, men gudløses Vej gør han kroget. 10 Herren er Konge for evigt, din Gud, o Zion, fra Slægt til Slægt. Halleluja!
2 Mine Brødre! Eders Tro på vor Herre Jesus Kristus, den herliggjorte, være ikke forbunden med Persons Anseelse! 2 Når der nemlig kommer en Mand ind i eders Forsamling med Guldring på Fingeren, i prægtig Klædning, men der også kommer en fattig ind i smudsig Klædning, 3 og I fæste Øjet på den, som bærer den prægtige Klædning og sige: Sæt du dig her på den gode Plads, og I sige til den fattige: Stå du der eller sæt dig nede ved min Fodskammel: 4 ere I så ikke komne i Strid med eder selv og blevne Dommere med slette Tanker? 5 Hører, mine elskede Brødre! Har Gud ikke udvalgt de for Verden fattige til at være rige i Tro og Arvinger til det Rige, som han har forjættet dem, der elske ham? 6 Men I have vanæret den fattige! Er det ikke de rige, som underkue eder, og er det ikke dem, som slæbe eder for Domstolene? 7 Er det ikke dem, som bespotte det skønne Navn, som er nævnet over eder?
8 Ganske vist, dersom I opfylde den kongelige Lov efter Skriften: "Du skal elske din Næste som dig selv", gøre I ret; 9 men dersom I anse Personer, gøre I Synd og revses af Loven som Overtrædere. 10 Thi den, som holder hele Loven, men støder an i eet Stykke, er bleven skyldig i alle.
11 Thi han, som sagde: "Du må ikke bedrive Hor," sagde også: "Du må ikke slå ihjel." Dersom du da ikke bedriver Hor, men slår ihjel, da er du bleven en Lovens Overtræder. 12 Taler således og gører således, som de, der skulle dømmes efter Frihedens Lov. 13 Thi Dommen er ubarmhjertig imod den, som ikke har øvet Barmhjertighed; Barmhjertighed træder frimodigt op imod Dommen.
14 Hvad gavner det, mine Brødre! om nogen siger, han har Tro, men ikke har Gerninger? mon Troen kan frelse ham? 15 Dersom en Broder eller Søster er nøgen og fattes den daglige Føde, 16 og en af eder siger til dem: Går bort i Fred, varmer eder og mætter eder, men I ikke give dem det, som hører til Legemets Nødtørst, hvad gavner det? 17 Ligeså er også Troen, dersom den ikke har Gerninger, død i sig selv.
24 Og han stod op og gik bort derfra til Tyrus's og Sidons Egne. Og han gik ind i et Hus og vilde ikke, at nogen skulde vide det. Og han kunde dog ikke være skjult; 25 men en Kvinde, hvis lille Datter havde en uren Ånd, havde hørt om ham og kom straks ind og faldt ned for hans Fødder; 26 (men Kvinden var græsk, af Herkomst en Syrofønikerinde), og hun bad ham om, at han vilde uddrive den onde Ånd af hendes Datter. 27 Og han sagde til hende: "Lad først Børnene mættes; thi det er ikke smukt at tage Børnenes Brød og kaste det for de små Hunde." 28 Men hun svarede og siger til ham: "Jo, Herre! også de små Hunde æde under Bordet af Børnenes Smuler." 29 Og han sagde til hende: "For dette Ords Skyld gå bort; den onde Ånd er udfaren af din Datter" 30 Og hun gik bort til sit Hus og fandt Barnet liggende på Sengen og den onde Ånd udfaren.
31 Og da han gik bort igen fra Tyrus's Egne, kom han over Sidon midt igennem Dekapolis's Egne til Galilæas Sø. 32 Og de bringe ham en døv, som også vanskeligt kunde tale, og bede ham om, at han vilde lægge Hånden på ham. 33 Og han tog ham afsides fra Skaren og lagde sine Fingre i hans Øren og spyttede og rørte ved hans Tunge 34 og så op til Himmelen, sukkede og sagde til ham: "Effata!" det er: lad dig op! 35 Og hans Øren åbnedes, og straks løstes hans Tunges Bånd, og han talte ret. 36 Og han bød dem, at de ikke måtte sige det til nogen; men jo mere han bød dem, desto mere kundgjorde de det. 37 Og de bleve over al Måde slagne af Forundring og sagde: "Han har gjort alle Ting vel; både gør han, at de døve høre, og at målløse tale."