Revised Common Lectionary (Complementary)
146 Halleluja! Pris Herren, min Sjæl! 2 Jeg vil prise Herren hele mit Liv, lovsynge min Gud, så længe jeg lever. 3 Sæt ikke eders Lid til Fyrster, til et Menneskebarn, der ikke kan hjælpe! 4 Hans Ånd går bort, han bliver til Jord igen, hans Råd er bristet samme Dag. 5 Salig den, hvis Hjælp er Jakobs Gud, hvis Håb står til Herren hans Gud, 6 som skabte Himmel og Jord, Havet og alf, hvad de rummer, som evigt bevarer sin Trofasthed 7 og skaffer de undertrykte Ret, som giver de sultne Brød! Herren løser de fangne, 8 Herren åbner de blindes Øjne, Herren rejser de bøjede, Herren elsker de retfærdige, 9 Herren vogter de fremmede, opholder faderløse og Enker, men gudløses Vej gør han kroget. 10 Herren er Konge for evigt, din Gud, o Zion, fra Slægt til Slægt. Halleluja!
33 Ve dig, du Hærværksmand, selv ikke hærget, du Ransmand, skånet for Ran! Når dit Hærværk er endt, skal du hærges, når din Ranen har Ende, skal der ranes fra dig!
2 Herre, vær os nådig, vi bier på dig, vær du vor Arm hver Morgen, vor Frelse i Nødens Stund!
3 For Bulderet må Folkeslag fly; når du rejser dig, splittes Folkene. 4 Som Græshopper bortriver, bortrives Bytte, man styrter derover som Græshoppesværme. 5 Ophøjet er Herren, thi han bor i det høje, han fylder Zion med Ret og Retfærd. 6 Trygge Tider skal du have, en Frelsesrigdom er Visdom og Indsigt, Herrens Frygt er din Skat.
7 Se, deres Helte skriger derude, Fredens Sendebud græder bittert; 8 Vejene er øde, vejfarende borte. Han brød sin Pagt, agted Byer ringe, Mennesker regned han ikke. 9 Landet blegner og sygner, Libanon skæmmes og visner; Saron er som en Ørken, Basan og Karmel uden Løv.
21 Og Jesus gik bort derfra og drog til Tyrus's og Sidons Egne. 22 Og se, en kananæisk Kvinde kom fra disse Egne, råbte og sagde: "Herre, Davids Søn! forbarm dig over mig! min Datter plages ilde af en ond Ånd." 23 Men han svarede hende ikke et Ord. Da trådte hans Disciple til, bade ham og sagde: "Skil dig af med hende, thi hun råber efter os." 24 Men han svarede og sagde: "Jeg er ikke udsendt uden til de fortabte Får af Israels Hus." 25 Men hun kom og kastede sig ned for ham og sagde: "Herre, hjælp mig!" 26 Men han svarede og sagde: "Det er ikke smukt at tage Børnenes Brød og kaste det for de små Hunde." 27 Men hun sagde: "Jo, Herre! de små Hunde æde jo dog også af de Smuler, som falde fra deres Herrers Bord." 28 Da svarede Jesus og sagde til hende: "O Kvinde, din Tro er stor, dig ske, som du vil!" Og hendes Datter blev helbredt fra samme Time.
29 Og Jesus gik bort derfra og kom hen til Galilæas Sø, og han gik op på Bjerget og satte sig der. 30 Og store Skarer kom til ham og havde lamme, blinde, stumme, Krøblinge og mange andre med sig; og de lagde dem for hans Fødder, og han helbredte dem, 31 så at Skaren undrede sig, da de så, at stumme talte, Krøblinge bleve raske, lamme gik, og blinde så; og de priste Israels Gud.