Revised Common Lectionary (Complementary)

15 Herre, hvo kan gæste dit Telt, hvo kan bo på dit hellige Bjerg? ² Den, som vandrer fuldkomment og øver Ret, taler Sandhed af sit Hjerte; ³ ikke bagtaler med sin Tunge, ikke volder sin Næste ondt og ej bringer Skam over Ven, ⁴ som agter den forkastede ringe, men ærer dem, der frygter Herren, ej bryder Ed, han svor til egen Skade, ⁵ ej låner Penge ud mod Åger og ej tager Gave mod skyldfri. Hvo således gør, skal aldrig rokkes.

32 Men da Folket så, at Moses tøvede med at komme ned fra Bjerget, samlede det sig om Aron, og de sagde til ham: "Kom og lav os en Gud, som kan drage foran os, thi vi ved ikke, hvad der er blevet af denne Moses, der førte os ud af Ægypten!" ² Da sagde Aron til dem: "Riv de Guldringe af, som eders Hustruer, Sønner og Døtre har i Ørene, og bring mig dem!" ³ Så rev hele Folket deres Guldørenringe af og bragte dem til Aron. ⁴ Og han modtog dem af deres Hånd, formede Guldet med en Mejsel og lavede en støbt Tyrekalv deraf. Da sagde de: "Her, Israel, er din Gud, som førte dig ud af Ægypten!" ⁵ Og da Aron så det, byggede han et Alter for den, og Aron lod kundgøre: "I Morgen er det Højtid for Herren!" ⁶ Tidligt næste Morgen ofrede de så Brændofre og bragte Takofre og Folket satte sig til at spise og drikke, og derpå stod de op for at lege.

⁷ Da sagde Herren til Moses: "Skynd dig og stig ned, thi dit Folk, som du førte ud af Ægypten, har handlet ilde; ⁸ hastigt veg de bort fra den Vej jeg bød dem at vandre; de har lavet sig en støbt Tyrekalv og tilbedt den og ofret til den med de Ord: Her, Israel, er din Gud, som førte dig ud af Ægypten!" ⁹ Og Herren sagde til Moses: "Jeg har iagttaget dette Folk og set, at det er et halsstarrigt Folk. ¹⁰ Lad mig nu råde, at min Vrede kan blusse op imod dem så vil jeg tilintetgøre dem; men dig vil jeg gøre til et stort Folk!" ¹¹ Men Moses bønfaldt Herren sin Gud og sagde: "Hvorfor Herre skal din Vrede blusse op mod dit Folk, som du førte ud af Ægypten med vældig Kraft og stærk Hånd? ¹² Hvorfor skal Ægypterne kunne sige: I ond Hensigt førte han dem ud, for at slå dem ihjel ude mellem Bjergene og udrydde dem af Jorden? Lad din Vredes Glød høre op, og anger den Ulykke, du vilde gøre dit Folk! ¹³ Kom Abraham, Isak og Israel i Hu, dine Tjenere, hvem du tilsvor ved dig selv: Jeg vil gøre eders Afkom talrigt som Himmelens Stjerner, og jeg vil give eders Afkom hele det Land, hvorom jeg har talet, og de skal eje det evindelig!" ¹⁴ Da angrede Herren den Ulykke han havde truet med at gøre sit Folk.

1 Jakob, Guds og den Herres Jesu Kristi Tjener, hilser de tolv Stammer i Adspredelsen.

² Mine Brødre! agter det for idel Glæde, når I stedes i mange Hånde Prøvelser, ³ vidende, at eders Tros Prøve virker Udholdenhed; ⁴ men Udholdenheden bør medføre fuldkommen Gerning, for at I kunne være fuldkomne og uden Brøst, så I ikke stå tilbage i noget. ⁵ Men dersom nogen af eder fattes Visdom, han bede derom til Gud, som giver alle gerne og uden Bebrejdelse, så skal den gives ham. ⁶ Men han bede i Tro, uden at tvivle; thi den, som tvivler, ligner en Havets Bølge, der drives og kastes af Vinden. ⁷ Ikke må nemlig det Menneske mene, at han skal få noget af Her ren, ⁸ en tvesindet Mand, som han er, ustadig på alle sine Veje.