Revised Common Lectionary (Complementary)

111 Halleluja! jeg takker Herren af hele mit hjerte i oprigtiges kreds og i menighed! ² Store er Herrens gerninger, gennemtænkte til bunds. ³ Hans værk er højhed og herlighed, hans retfærd bliver til evig tid. ⁴ Han har sørget for, at hans undere mindes, nådig og barmhjertig er Herren. ⁵ Dem, der frygter ham, giver han føde, han kommer for evigt sin pagt i hu. ⁶ Han viste sit folk sine vældige gerninger, da han gav dem folkenes eje. ⁷ Hans hænders værk er sandhed og ret, man kan lide på alle hans bud; ⁸ de står i al evighed fast, udført i sandhed og retsind. ⁹ Han sendte sit folk udløsning, stifted sin pagt for evigt. Helligt og frygteligt er hans navn. ¹⁰ Herrens frygt er visdoms begyndelse; forstandig er hver, som øver den. Evigt varer hans pris!

18 Siden åbenbarede Herren sig for ham ved Mamres Lund, engang han sad i Teltdøren på den hedeste Tid af Dagen. ² Da han så op, fik han Øje på tre Mænd, der stod foran ham. Så snart han fik Øje på dem, løb han dem i Møde fra Teltdøren, bøjede sig til Jorden ³ og sagde: "Herre, hvis jeg har fundet Nåde for dine Øjne, så gå ikke din Træl forbi! ⁴ Lad der blive hentet lidt Vand, så I kan tvætte eders Fødder og hvile ud under Træet. ⁵ Så vil jeg bringe et Stykke Brød, for at I kan styrke eder; siden kan I drage videre - da eders Vej nu engang har ført eder forbi eders Træl!" De svarede: "Gør, som du siger!" ⁶ Da skyndte Abraham sig ind i Teltet til Sara og sagde: "Tag hurtigt tre Mål fint Mel, ælt det og bag Kager deraf!" ⁷ Så ilede han ud til Kvæget, tog en fin og lækker Kalv og gav den til Svenden, og han tilberedte den i Hast. ⁸ Derpå tog han Surmælk og Sødmælk og den tilberedte Kalv, satte det for dem og gik dem til Hånde under Træet, og de spiste.

⁹ Da sagde de til ham: "Hvor er din Hustru Sara?" Han svarede: "Inde i Teltet!" ¹⁰ Så sagde han: "Næste År ved denne Tid kommer jeg til dig igen, og så har din Hustru Sara en Søn!" Men Sara lyttede i Teltdøren bag ved dem; ¹¹ og da Abraham og Sara var gamle og højt oppe i Årene, og det ikke mere gik Sara på Kvinders Vis, ¹² lo hun ved sig selv og tænkte: "Skulde jeg virkelig føle Attrå. nu jeg er affældig, og min Herre er gammel?" ¹³ Da sagde Herren til Abraham: "Hvorfor ler Sara og tænker: Skulde jeg virkelig føde en Søn. nu jeg er gammel? ¹⁴ Skulde noget være umuligt for Herren? Næste År ved denne Tid kommer jeg til dig igen, og så har Sara en Søn!" ¹⁵ Men Sara nægtede og sagde: "Jeg lo ikke!" Thi hun frygtede. Men han sagde: "Jo, du lo!"

¹⁰ Men jeg har højlig glædet mig i Herren over, at I nu omsider ere komne til Kræfter, så at I kunne tænke på mit Vel, hvorpå I også forhen tænkte, men I manglede Lejlighed. ¹¹ Dette siger jeg ikke af Trang; thi jeg har lært at nøjes med det, jeg har. ¹² Jeg forstår at være i ringe Kår, og jeg forstår også at have Overflod; i alt og hvert er jeg indviet, både i at mættes og i at hungre, både i at have Overflod og i at lide Savn. ¹³ Alt formår jeg i ham, som gør mig stærk. ¹⁴ Dog gjorde I vel i at tage Del i min Trængsel. ¹⁵ Men I vide det også selv, Filippensere! at i Evangeliets Begyndelse, da jeg drog ud fra Makedonien, var der ingen Menighed, som havde Regning med mig over givet og modtaget, uden I alene. ¹⁶ Thi endog i Thessalonika sendte I mig både een og to Gange, hvad jeg havde nødig. ¹⁷ Ikke at jeg attrår Gaven, men jeg attrår den Frugt, som bliver rigelig til eders Fordel. ¹⁸ Nu har jeg nok af alt og har Overflod; jeg har fuldt op efter ved Epafroditus at have modtaget eders Gave, en Vellugts-Duft, et velkomment Offer, velbehageligt for Gud. ¹⁹ Men min Gud skal efter sin Rigdom fuldelig give eder alt, hvad I have nødig, i Herlighed i Kristus Jesus. ²⁰ Men ham, vor Gud og Fader, være Æren i Evigheders Evigheder! Amen.