Revised Common Lectionary (Complementary)

100 Råb af Fryd for Herren, al jorden, ² tjener Herren med Glæde, kom for hans Åsyn med Jubel! ³ Kend, at Herren er Gud! Han skabte os, vi er hans, hans Folk og den Hjord, han vogter. ⁴ Gå ind i hans Porte med Takkesang, med Lovsange ind i hans Forgårde, tak ham og lov hans Navn! ⁵ Thi god er Herren, hans Miskundhed varer evindelig, fra Slægt til Slægt hans Trofasthed!

5 Derpå kom alle Israels Stammer til David i Hebron og sagde: "Vi er jo dit Kød og Blod! ² Allerede før i Tiden, da Saul var Konge over os, var det dig,som førte Israel ud i Kamp og hjem igen; og Herren sagde til dig: Du skal vogte mit Folk Israel og være Hersker over Israel!" ³ Og alle Israels Ældste kom til Kongen i Hebron, og Kong David sluttede i Hebron Pagt med dem for Herrens Åsyn, og de salvede David til Konge over Israel. ⁴ David var tredive År, da han blev Konge, og han herskede fyrretyve År. ⁵ I Hebron herskede han over Juda syv År og seks Måneder, og i Jerusalem herskede han tre og tredive År over hele Israel og Juda.

⁶ Derpå drog Kongen med sine Mænd til Jerusalem mod Jebusiterne, som boede deri Landet. Man sagde til Kongen: "Her kan du ikke trænge ind, thi blinde og lamme vil slå dig tilbage!" Dermed vilde de sige: "David kommer ikke herind!" ⁷ Men David indtog Klippeborgen Zion, det er Davidsbyen. ⁸ På den Dag sagde David: "Enhver, som trænger frem til Vandledningen og slår en Jebusit, de halte og blinde, som Davids Sjæl hader, skal være Øverste og Hærfører". Derfor siger man: "En blind og en lam kommer ikke ind i Huset!" ⁹ Så tog David Bolig i Klippeborgen og kaldte den Davidsbyen; og han befæstede Byen rundt om fra Millo og indefter. ¹⁰ Og David blev mægtigere og mægtigere; Herren, Hærskarers Gud, var med ham.

¹¹ Kong Hiram af Tyrus sendte Sendebud til David med Cedertræer og tillige Tømmermænd og Stenhuggere, som byggede ham et Hus. ¹² Da skønnede David, at Herren havde sikret hans Kongemagt over Israel og højnet hans Kongedømme for sit Folk Israels Skyld.

15 Men alle Toldere og Syndere holdt sig nær til ham for at høre ham. ² Og både Farisæerne og de skriftkloge knurrede og sagde: "Denne tager imod Syndere og spiser med dem." ³ Men han talte denne Lignelse til dem og sagde: ⁴ "Hvilket Menneske af eder, som har hundrede Får og har mistet eet af dem, forlader ikke de ni og halvfemsindstyve i Ørkenen og går ud efter det, han har mistet, indtil han finder det? ⁵ Og når han har fundet det, lægger han det på sine Skuldre med Glæde. ⁶ Og når han kommer hjem, sammenkalder han sine Venner og Naboer og siger til dem: Glæder eder med mig; thi jeg har fundet mit Får, som jeg havde mistet. ⁷ Jeg siger eder: Således skal der være Glæde i Himmelen over een Synder, som omvender sig, mere end over ni og halvfemsindstyve retfærdige, som ikke trænge til Omvendelse.