Revised Common Lectionary (Complementary)
142 En Maskil af David, da han var i Hulen. En Bøn.
2 Jeg løfter min røst og råber til Herren, jeg løfter min Røst og trygler Herren, 3 udøser min Klage for ham, udtaler min Nød for ham. 4 Når Ånden vansmægter i mig, kender du dog min Sti. På Vejen, ad hvilken jeg vandrer, lægger de Snarer for mig. 5 Jeg skuer til højre og spejder, men ingen vil kendes ved mig, afskåret er mig hver Tilflugt, ingen bryder sig om min Sjæl. 6 Herre, jeg råber til dig og siger: Du er min Tilflugt, min Del i de levendes Land! 7 Lyt til mit Klageråb, thi jeg er såre ringe, frels mig fra dem, der forfølger mig, de er for stærke for mig; 8 udfri min Sjæl af dens Fængsel, at jeg kan prise dit Navn! De retfærdige venter i Spænding på at du tager dig af mig.
11 På hin dag rejser jeg Davids faldne Hytte; jeg tætter dens Revner, opfører, hvad der sank i Grus, og bygger den som i gamle Dage, 12 så de tager Edoms Rest i Eje og alle de Folk, over hvilke mit Navn er nævnt, lyder det fra Herren, som fuldbyrder dette.
13 Se, Dage skal komme, lyder det fra Herren, da Plovmand følger Høstmand i Hælene og Drueperser Sædemand, da Bjergene drypper med Most og alle Høje flyder. 14 Da vender jeg mit Folk Israels skæbne, og de skal bygge de ødelagte byer og bo deri, de skal plandte vingåre og drikke vinen, anlægge haver og spise frugten. 15 Jeg planter dem i deres jord, og de skal aldrig mere rykkes op af deres jord, som jeg gav dem, siger herren din Gud.
31 Ved hvem skal jeg da ligne denne Slægts Mennesker? og hvem ligne de? 32 De ligne Børn, som sidde på Torvet og råbe til hverandre og sige: Vi blæste på Fløjte for eder, og I dansede ikke, vi sang Klagesange for eder, og I græd ikke. 33 Thi Johannes Døberen kom, som hverken spiste Brød eller drak Vin, og I sige: Han er besat. 34 Menneskesønnen kom, som spiser og drikker, og I sige: Se, en Frådser og en Vindranker, Tolderes og Synderes Ven! 35 Dog Visdommen er retfærdiggjort ved alle sine Børn!"