Revised Common Lectionary (Complementary)
88 En Sang. En Salme af Koras Sønner. Til Sangmesteren. Al-mahalat-leannot. En Maskil af Ezraiten Heman.
2 Herre min Gud, jeg råber om dagen, om Natten når mit Skrig til dig; 3 lad min Bøn komme frem for dit Åsyn, til mit Klageråb låne du Øre! 4 Thi min Sjæl er mæt af Lidelser, mit Liv er Dødsriget nær, 5 jeg regnes blandt dem, der sank i Graven, er blevet som den, det er ude med, 6 kastet hen imellem de døde, blandt faldne, der hviler i Graven, hvem du ej mindes mere, thi fra din Hånd er de revet. 7 Du har lagt mig i den underste Grube, på det mørke, det dybe Sted; 8 tungt hviler din Vrede på mig, alle dine Brændinger lod du gå over mig. - Sela. 9 Du har fjernet mine Frænder fra mig, gjort mig vederstyggelig for dem; jeg er fængslet, kan ikke gå ud, 10 mit Øje er sløvt af Vånde. Hver Dag, Herre, råber jeg til dig og rækker mine Hænder imod dig.
11 Gør du Undere for de døde, står Skyggerne op og takker dig? - Sela. 12 Tales der om din Nåde i Graven, i Afgrunden om din Trofasthed? 13 Er dit Under kendt i Mørket, din Retfærd i Glemselens Land? 14 Men jeg, o Herre, jeg råber til dig, om Morgenen kommer min Bøn dig i Møde. 15 Hvorfor forstøder du, Herre, min Sjæl og skjuler dit Åsyn for mig? 16 Elendig er jeg og Døden nær, dine Rædsler har omgivet mig fra min Ungdom; 17 din Vredes Luer går over mig, dine Rædsler har lagt mig øde, 18 som Vand er de om mig Dagen lang, til Hobe slutter de Kreds om mig; 19 Ven og Frænde fjerned du fra mig, holdt mine Kendinge borte.
21 Og Herren sagde til Moses: Tal til Præsterne, Arons Sønner, og sig til dem: Præsten må ikke gøre sig uren ved Lig blandt sin Slægt, 2 medmindre det er hans nærmeste kødelige Slægtninge, hans Moder eller Fader, hans Søn eller Datter, hans Broder 3 eller Søster, for så vidt hun var Jomfru og endnu hørte til hans Familie og ikke var gift; i så Fald må han gøre sig uren ved hende; 4 men han må ikke gøre sig uren ved hende, når hun var gift med en Mand af hans Slægt, og således pådrage sig Vanhelligelse. 5 De må ikke klippe sig en skaldet Plet på deres Hoved, ikke studse deres Skæg eller gøre Indsnit i deres Legeme. 6 Hellige skal de være for deres Gud og må ikke vanhellige deres Guds Navn, thi de frembærer Herrens Ildofre, deres Guds Spise; derfor skal de være hellige. 7 En Horkvinde og en skændet Kvinde må de ikke ægte; heller ikke en Kvinde, der er forstødt af sin Mand, må de ægte; thi han er helliget sin Gud. 8 Du skal regne ham for hellig, thi han frembærer din Guds Spise; han skal være dig hellig, thi hellig er jeg Herren, som helliger dem. 9 Når en Præstedatter vanhelliger sig ved at bedrive Hor, da vanhelliger hun sin Fader; hun skal brændes på Bål,
10 Den Præst, der er den ypperste blandt sine Brødre, han, over hvis Hoved Salveolien udgydes, og som indsættes ved at iføres Klæderne, må hverken lade sit Hovedhår vokse frit eller sønderrive sine Klæder. 11 Han må ikke gå hen til noget som helst Lig, end ikke ved sin Fader eller Moder må han gøre sig uren. 12 Han må ikke forlade Helligdommen for ikke at vanhellige sin Guds Helligdom, thi hans Guds Salveolies Vielse er på ham; jeg er Herren! 13 Han skal ægte en Kvinde, der er Jomfru; 14 en Enke, en forstødt, en skændet, en Horkvinde må han ikke ægte, kun en Jomfru af sin Slægt må han tage til Hustru, 15 for at han ikke skal vanhellige sit Afkom blandt sin Slægt; thi jeg er Herren, som helliger ham.
16 Men Gud ske Tak, som giver den samme Iver for eder i Titus's Hjerte! 17 Thi vel har han modtaget min Opfordring; men da han er så ivrig, så er det af egen Drift, at han rejser til eder. 18 Og sammen med ham sende vi den Broder, hvis Ros i Evangeliet går igennem alle Menighederne, 19 og ikke det alene, men han er også udvalgt af Menighederne til at rejse med os med denne Gave, som besørges af os, for at fremme selve Herrens Ære og vor Redebonhed, 20 idet vi undgå dette, at nogen skulde kunne laste os i Anledning af denne rige Hjælp, som besørges af os; 21 thi vi lægge Vind på, hvad der er godt ikke alene i Herrens, men også i Menneskers Øjne. 22 Men sammen med dem sende vi vor Broder, hvis Iver vi ofte i mange Måder have prøvet, men som nu er langt ivrigere på Grund af sin støre Tillid til eder. 23 Hvad Titus angår, da er han min Fælle og Medarbejder hos eder, og hvad vore Brødre angår, da ere de Menighedsudsendinge, Kristi Ære. 24 Så giver dem da for Menighedernes Åsyn Beviset på eders Kærlighed og for det, vi have rost eder for.