Revised Common Lectionary (Complementary)

²³ hans Nåde er ny hver Morgen, hans Trofasthed stor. ²⁴ Min Del er Herren, (siger min Sjæl,) derfor håber jeg på ham. ²⁵ Dem, der bier på Herren, er han god, den Sjæl, der ham søger; ²⁶ det er godt at håbe i Stilhed på Herrens Frelse, ²⁷ godt for en Mand, at han bærer Åg i sin Ungdom. ²⁸ Han sidde ensom og tavs, når han lægger det på ham; ²⁹ han trykke sin Mund mod Støvet, måske er der Håb. ³⁰ Række Kind til den, der slår ham, mættes med Hån. ³¹ Thi Herren bortstøder ikke for evigt, ³² har han voldt Kvide, så ynkes han, stor er hans Nåde; ³³ ej af Hjertet plager og piner han Menneskens Børn.

30 En Salme. En Sang ved Husets Indvielse. Af David.

² Herre, jeg ophøjer dig, thi du bjærgede mig, lod ej mine Fjender glæde sig over mig; ³ Herre min Gud, jeg råbte til dig, og du helbredte mig. ⁴ Fra Dødsriget, Herre, drog du min Sjæl, kaldte mig til Live af Gravens Dyb. ⁵ Lovsyng Herren, I hans fromme, pris hans hellige Navn! ⁶ Thi et Øjeblik varer hans Vrede, Livet igennem hans Nåde; om Aftenen gæster os Gråd, om Morgenen Frydesang.

⁷ Jeg tænkte i min Tryghed: "Jeg rokkes aldrig i Evighed!" ⁸ Herre, i Nåde havde du fæstnet mit Bjerg; du skjulte dit Åsyn, jeg blev forfærdet. ⁹ Jeg råbte, Herre, til dig, og tryglende bad jeg til Herren: ¹⁰ "Hvad Vinding har du af mit Blod, af at jeg synker i Graven? Kan Støv mon takke dig, råbe din Trofasthed ud? ¹¹ Herre, hør og vær nådig, Herre, kom mig til Hjælp!" ¹² Du vendte min Sorg til Dans, løste min Sørgedragt, hylled mig i Glæde, ¹³ at min Ære skal prise dig uden Ophør. Herre min Gud, jeg vil takke dig evigt!

⁷ Men ligesom I ere rige i alt, i Tro og Tale og Erkendelse og al Iver og i eders Kærlighed til os: måtte I da være rige også i denne Gave! ⁸ Jeg siger det ikke som en Befaling, men for ved andres Iver at prøve også eders Kærligheds Ægthed. ⁹ I kende jo vor Herres Jesu Kristi Nåde, at han for eders Skyld blev fattig, da han var rig, for at I ved hans Fattigdom skulde blive rige. ¹⁰ Og jeg giver min Mening herom til Kende; thi dette er eder gavnligt, I, som jo i Fjor vare de første til at begynde, ikke alene med Gerningen, men endogså med Villien dertil. ¹¹ Men fuldbringer da nu også Gerningen, for at, ligesom I vare redebonne til at ville, I også må fuldbringe det efter eders Evne. ¹² Thi når Redebonheden er til Stede, da er den velbehagelig efter, hvad den evner, ikke efter, hvad den ikke evner. ¹³ Det er nemlig ikke Meningen, at andre skulle have Lettelse og I Trængsel; nej, det skal være ligeligt. Nu for Tiden må eders Overflod komme hines Trang til Hjælp, ¹⁴ for at også hines Overflod kan komme eders Trang til Hjælp, for at der kan blive Ligelighed, ¹⁵ som der er skrevet: "Den, som sankede meget, fik ikke for meget, og den, som sankede lidet, fik ikke for lidt."

²¹ Og da Jesus igen i Skibet var faren over til hin Side, samledes der en stor Skare om ham, og han var ved Søen. ²² Og der kommer en af Synagogeforstanderne ved Navn Jairus, og da han ser ham, falder han ned for hans Fødder. ²³ Og han beder ham meget og siger: "Min lille Datter er på sit yderste; o! at du vilde komme og lægge Hænderne på hende, for at hun må frelses og leve!" ²⁴ Og han gik bort med ham, og en stor Skare fulgte ham, og de trængte ham. ²⁵ Og der var en Kvinde, som havde haft Blodflod i tolv År, ²⁶ og hun havde døjet meget af mange Læger og havde tilsat alt, hvad hun ejede, og hun var ikke bleven hjulpen, men tværtimod, det var blevet værre med hende. ²⁷ Da hun havde hørt om Jesus, kom hun bagfra i Skaren og rørte ved hans Klædebon. ²⁸ Thi hun sagde: "Dersom jeg rører blot ved hans Klæder, bliver jeg frelst." ²⁹ Og straks tørredes hendes Blods Kilde, og hun mærkede i sit Legeme, at hun var bleven helbredt fra sin Plage. ³⁰ Og straks da Jesus mærkede på sig selv, at den Kraft var udgået fra ham, vendte han sig om i Skaren og sagde: "Hvem rørte ved mine Klæder?" ³¹ Og hans Disciple sagde til ham: "Du ser, at Skaren trænger dig, og du siger: Hvem rørte ved mig?" ³² Og han så sig om for at se hende, som havde gjort dette. ³³ Men da Kvinden vidste, hvad der var sket hende, kom hun frygtende og bævende og faldt ned for ham og sagde ham hele Sandheden. ³⁴ Men han sagde til hende: "Datter! din Tro har frelst dig; gå bort med Fred, og vær helbredt fra din Plage!" ³⁵ Endnu medens han talte, komme nogle fra Synagogeforstanderens Hus og sige: "Din Datter er død, hvorfor umager du Mesteren længere?" ³⁶ Men Jesus hørte det Ord, som blev sagt, og han siger til Synagogeforstanderen: "Frygt ikke, tro blot!" ³⁷ Og han tilstedte ingen at følge med sig uden Peter og Jakob og Johannes, Jakobs Broder. ³⁸ Og de komme ind i Synagogeforstanderens Hus, og han ser en larmende Hob, der græd og hylede meget. ³⁹ Og han går ind og siger til dem: "Hvorfor larme og græde I? Barnet er ikke død, men det sover." ⁴⁰ Og de lo ad ham; men han drev dem alle ud, og han tager Barnets Fader og Moder og sine Ledsagere med sig og går ind, hvor Barnet var. ⁴¹ Og han tager Barnet ved Hånden og siger til hende: "Talitha kumi!" hvilket er udlagt: "Pige, jeg siger dig, stå op!" ⁴² Og straks stod Pigen op og gik omkring; thi hun var tolv År gammel. Og de bleve straks overmåde forfærdede ⁴³ Og han bød dem meget, at ingen måtte få dette at vide; og han sagde, at de skulde give hende noget at spise.