Revised Common Lectionary (Complementary)
65 Til Sangmesteren. En Salme af David. En Sang.
2 Lovsang tilkommer dig på Zion,o Gud, dig indfrier man Løfter, du, som hører Bønner; 3 alt Kød kommer til dig, når Brøden tynger. 4 Vore Overtrædelser blev os for svare, du tilgiver dem. 5 Salig den, du udvælger, lader bo i dine Forgårde! Vi mættes af dit Huses Rigdom, dit Tempels Hellighed.
6 Du svarer os underfuldt i Retfærd, vor Frelses Gud, du Tilflugt for den vide Jord, for fjerne Strande, 7 du, som grundfæster Bjerge med Vælde, omgjorde med Kraft, 8 du, som dæmper Havenes Brusen, deres Bølgers Brusen og Folkefærds Larm, 9 så Folk ved Verdens Ende gruer for dine Tegn; hvor Morgen og Aften oprinder, bringer du Jubel.
10 Du så til Landet, vanded det, gjorde det såre rigt, Guds Bæk er fuld af Vand, du bereder dets Korn, 11 du vander dets Furer, jævner knoldene, bløder det med Regn, velsigner dets Sæd. 12 Med din Herlighed kroner du Året, dine Vognspor flyder af Fedme; 13 de øde Græsgange flyder, med Jubel omgjordes Højene; 14 Engene klædes med Får, Dalene hylles i Korn, i Jubel bryder de ud og synger!
10 Da Kong Adonizedek af Jerusalem hørte, at Josua havde indfaget Aj og lagt Band på det som han havde gjort ved Jeriko og Kongen der, gjorde han ved Aj og Kongen der og at Gibeons Indbyggere havde sluttet Overenskomst med Israel og var optaget imellem dem, 2 så påkom der ham stor Frygt; thi Gibeon var en stor By, som en af Kongsbyerne, større end Aj, og alle Mændene der var tapre Krigere. 3 Derfor sendte Kong Adonizedek af Jerusalem Bud til Kong Hobam af Hebron, Kong Piram af Jarmut, Kong Jafia af Lakisj og Kong Debir af Eglon og lod sige: 4 "Kom op til mig og hjælp mig med at slå Gibeon, thi det har sluttet Overenskomst med Josua og Israeliterne!" 5 Da samledes fem Amoriterkonger, Kongerne i Jerusalem, Hebron, Jarmut, Lakisj og Eglon, og de drog op med hele deres Hær og slog Lejr uden for Gibeon og angreb det.
6 Men Mændene i Gibeon sendte Bud til Josua i Lejren i Gilgal og lod sige: "Lad ikke dine Trælle i Stikken, men kom hurtigt op til os, hjælp os og stå os bi; thi alle Amoriterkongerne, som bor i Bjergene, har samlet sig imod os!" 7 Da drog Josua op fra Gilgal med alle Krigerne, alle de kampdygtige Mænd. 8 Og Herren sagde til Josua: "Frygt ikke for dem, thi jeg giver dem i din Hånd; ikke een af dem skal kunne holde Stand imod dig!" 9 Og Josua faldt pludselig over dem, efter at han i Nattens Løb var draget derop fra Gilgal, 10 og Herren bragte dem i Uorden foran Israel og tilføjede dem et stort Nederlag ved Gibeon; og de forfulgte dem hen imod Opgangen ved Bet Horon og slog dem lige til Azeka og Makkeda. 11 Og da de flygtede for Israeliterne og netop var på Skråningen ved Bet Horon, lod Herren store Sten falde ned på dem fra Himmelen helt hen til Azeka, så de døde; og de, som dræbtes af Haglstenene, var flere end dem, Israeliterne dræbte med Sværdet. 12 Ved den Lejlighed, den Dag Herren gav Amoriterne i Israeliternes Magt, talte Josua til Herren og sagde i Israels Nærværelse: "Sol, stat stille i Gibeon, og Måne i Ajjalons Dal!" 13 Og Solen stod stille, og Månen standsed, til Folket fik Hævn over Fjenden. Således står der jo skrevet i de Oprigtiges Bog. Og Solen blev stående midt på Himmelen og tøvede næsten en hel Dag med at gå ned. 14 Og hverken før eller siden har der nogen Sinde været en Dag som denne, en Dag, da Herren adlød et Menneskes Røst; thi Herren kæmpede for Israel.
45 Og straks nødte han sine Disciple til at gå om Bord i Skibet og i Forvejen sætte over til hin Side, til Bethsajda, medens han selv lod Skaren gå bort. 46 Og da han havde taget Afsked med dem, gik han op på Bjerget for at bede. 47 Og da det var blevet silde, var Skibet midt på Søen og han alene på Landjorden. 48 Og da han så, at de havde deres Nød med at ro (thi Vinden var dem imod); kommer han ved den fjerde Nattevagt til dem vandrende på Søen. Og han vilde gå dem forbi. 49 Men da de så ham vandre på Søen, mente de, at det var et Spøgelse, og de skrege. 50 Thi de så ham alle og bleve forfærdede. Men han talte straks med dem og sagde til dem: "Værer frimodige, det er mig, frygter ikke!" 51 Og han steg op i Skibet til dem, og Vinden lagde sig, og de forfærdedes over al Måde ved sig selv. 52 Thi de havde ikke fået Forstand af det, som var sket med Brødene; men deres Hjerte var forhærdet