Revised Common Lectionary (Complementary)

65 Til Sangmesteren. En Salme af David. En Sang.

² Lovsang tilkommer dig på Zion,o Gud, dig indfrier man Løfter, du, som hører Bønner; ³ alt Kød kommer til dig, når Brøden tynger. ⁴ Vore Overtrædelser blev os for svare, du tilgiver dem. ⁵ Salig den, du udvælger, lader bo i dine Forgårde! Vi mættes af dit Huses Rigdom, dit Tempels Hellighed.

⁶ Du svarer os underfuldt i Retfærd, vor Frelses Gud, du Tilflugt for den vide Jord, for fjerne Strande, ⁷ du, som grundfæster Bjerge med Vælde, omgjorde med Kraft, ⁸ du, som dæmper Havenes Brusen, deres Bølgers Brusen og Folkefærds Larm, ⁹ så Folk ved Verdens Ende gruer for dine Tegn; hvor Morgen og Aften oprinder, bringer du Jubel.

¹⁰ Du så til Landet, vanded det, gjorde det såre rigt, Guds Bæk er fuld af Vand, du bereder dets Korn, ¹¹ du vander dets Furer, jævner knoldene, bløder det med Regn, velsigner dets Sæd. ¹² Med din Herlighed kroner du Året, dine Vognspor flyder af Fedme; ¹³ de øde Græsgange flyder, med Jubel omgjordes Højene; ¹⁴ Engene klædes med Får, Dalene hylles i Korn, i Jubel bryder de ud og synger!

¹³ Derpå sagde Herren til Moses: "Træd i Morgen tidlig frem for Farao og sig til ham: Så siger Herren, Hebræernes Gud: Lad mit Folk rejse, for at de kan dyrke mig! ¹⁴ Thi denne Gang vil jeg sende alle mine Plager mod dig selv og mod dine Tjenere og dit Folk, for at du kan kende, at der er ingen som jeg på hele Jorden. ¹⁵ Thi ellers havde jeg nu udrakt min Hånd for at ramme dig og dit Folk med Pest, så du blev udryddet fra Jordens Overflade; ¹⁶ dog derfor har jeg ladet dig blive i Live for at vise dig min Magt, og for at mit Navn kan blive forkyndt på hele Jorden. ¹⁷ Endnu stiller du dig i Vejen for mit Folk og vil ikke lade det rejse. ¹⁸ Se, jeg lader i Morgen ved denne Tid et frygteligt Haglvejr bryde løs, hvis Lige ikke har været i Ægypten, fra den Dag det blev til og indtil nu. ¹⁹ Derfor må du sørge for at bringe dit Kvæg og alt, hvad du har på Marken, i Sikkerhed! Thi alle Mennesker og Dyr, der befinder sig på Marken og ikke er kommet under Tag, skal rammes af Haglen og omkomme." ²⁰ De blandt Faraos Tjenere, der frygtede Herrens Ord, bragte nu deres Trælle og Kvæg under Tag; ²¹ men de, der ikke lagde sig Herrens Ord på Hjerte, lod deres Trælle og Kvæg blive ude på Marken. ²² Da sagde Herren til Moses: "Ræk din Hånd op mod Himmelen, så skal der falde Hagl i hele Ægypten på Mennesker og Dyr og på alle Markens Urter i Ægypten!" ²³ Da rakte Moses sin Stav op mod Himmelen, og Herren sendte Torden og Hagl; Ild for ned mod Jorden, og Herren lod Hagl falde over Ægypten; ²⁴ og der kom et Haglvejr, med Ildsluer flammende mellem Haglen, så voldsomt, at dets Lige aldrig havde været nogetsteds i Ægypten, siden det blev befolket; ²⁵ og i hele Ægypten slog Haglen alt ned, hvad der var på Marken, både Mennesker og Kvæg, og alle Markens Urter slog Haglen ned, og alle Markens Træer knækkede den; ²⁶ kun i Gosen, hvor Israeliterne boede, faldt der ikke Hagl.

²⁷ Da sendte Farao Bud efter Moses og Aron og sagde til dem: "Denne Gang har jeg syndet; Herren har Ret, og jeg og mit Folk har Uret; ²⁸ gå i Forbøn hos Herren, at det nu må være nok med Guds Torden og Haglvejret, så vil jeg lade eder rejse, og I skal ikke blive længer!" ²⁹ Moses svarede ham: "Så snart jeg kommer ud af Byen, skal jeg udbrede mine Hænder mod Herren; så skal Tordenen høre op, og Haglen skal ikke falde mere, for at du kan kende, at Jorden tilhører Herren." ³⁰ Dog, jeg ved, at du og dine Tjenere endnu ikke frygter for Gud Herren." ³¹ Hørren og Byggen blev slået ned, thi Byggen stod i Aks, og Hørren i Blomst; ³² derimod blev Hveden og Spelten ikke slået ned, thi de modnes senere. ³³ Da Moses var gået bort fra Farao og var kommet ud af Byen, udbredte han sine Hænder mod Herren, og da hørte Tordenen og Haglen op, og Regnen strømmede ikke mere ned. ³⁴ Men da Farao så, at Regnen, Haglen og Tordenen var hørt op, fremturede han i sin Synd, og han og hans Tjenere forhærdede deres Hjerte. ³⁵ Faraos Hjerte blev forhærdet, så at han ikke lod Israeliterne rejse, således som Herren havde sagt ved Moses.

³⁹ Men da det blev Dag, kendte de ikke Landet; men de bemærkede en Vig med en Forstrand, som de besluttede, om muligt, at sætte Skibet ind på. ⁴⁰ Og de kappede Ankrene, som de lode blive i Søen, og løste tillige Rortovene, og idet de satte Råsejlet til for Vinden, holdt de ind på Strandbredden. ⁴¹ Men de stødte på en Grund med dybt Vand på begge Sider, og der satte de Skibet, og Forstavnen borede sig fast og stod urokkelig, men Bagstavnen sloges sønder af Bølgernes Magt. ⁴² Det var nu Stridsmændenes Råd, at man skulde ihjelslå Fangerne, for at ingen skulde svømme bort og undkomme. ⁴³ Men Høvedsmanden, som vilde frelse Paulus, forhindrede dem i dette Forehavende og bød, at de, som kunde svømme, skulde først kaste sig ud og slippe i Land, ⁴⁴ og de andre bjærge sig, nogle på Brædder, andre på Stykker af Skibet. Og således skete det, at alle bleve reddede i Land.