Revised Common Lectionary (Complementary)
2 Og da Pinsefestens Dag kom, vare de alle endrægtigt forsamlede. 2 Og der kom pludseligt fra Himmelen en Lyd som af et fremfarende vældigt Vejr og fyldte hele Huset, hvor de sade. 3 Og der viste sig for dem Tunger som af Ild, der fordelte sig og satte sig på hver enkelt af dem. 4 Og de bleve alle fyldte med den Helligånd, og de begyndte at tale i andre Tungemål, efter hvad Ånden gav dem at udsige. 5 Men der var Jøder, bosiddende i Jerusalem, gudfrygtige Mænd af alle Folkeslag under Himmelen. 6 Da denne Lyd kom, strømmede Mængden sammen og blev forvirret; thi hver enkelt hørte dem tale på hans eget Mål. 7 Og de forbavsedes alle og undrede sig og sagde: "Se, ere ikke alle disse, som tale, Galilæere? 8 Hvor kunne vi da høre dem tale, hver på vort eget Mål, hvor vi ere fødte, 9 Parthere og Medere og Elamiter, og vi, som høre hjemme i Mesopotamien, Judæa og Happadokien. Pontus og Asien, 10 i Frygien og Pamfylien, Ægypten og Libyens Egne ved Kyrene, og vi her boende Romere, 11 Jøder og Proselyter, Kretere og Arabere, vi høre dem tale om Guds store Gerninger i vore Tungemål?" 12 Og de forbavsedes alle og,vare tvivlrådige og sagde den ene til den anden: "Hvad kan dette være?" 13 Men andre sagde spottende: "De ere fulde af sød Vin."
14 Da stod Peter frem med de elleve og opløftede sin Røst og talte til dem: "I jødiske Mænd og alle I, som bo i Jerusalem! dette være eder vitterligt, og låner Øre til mine Ord! 15 Thi disse ere ikke drukne, som I mene; det er jo den tredje Time på Dagen; 16 men dette er, hvad der et sagt ved Profeten Joel: 17 "Og det skal ske i de sidste Dage, siger Gud, da vil jeg udgyde af min Ånd over alt Kød; og eders Sønner og eders Døtre skulle profetere, og de unge iblandt eder skulle se Syner, og de gamle iblandt eder skulle have Drømme. 18 Ja, endog over mine Trælle og over mine Trælkvinder vil jeg i de Dage udgyde af min Ånd, og de skulle profetere. 19 Og jeg vil lade ske Undere på Himmelen oventil og Tegn på Jorden nedentil, Blod og Ild og rygende Damp. 20 Solen skal forvandles til Mørke og Månen til Blod, førend Herrens store og herlige Dag kommer. 21 Og det skal ske, enhver, som påkalder Herrens Navn, skal frelses."
37 Herrens hånd kom over mig, og han førte mig i ånden ud og satte mig midt i dalen. Den var fuld af Ben; 2 og han førte mig rundt omkring dem, og se, de lå i store Mængder ud over Dalen, og se, de var aldeles tørre. 3 Derpå sagde han til mig: "Menneskesøn! kan disse Ben blive levende?" Jeg svarede: "Herre, Herre, du ved det!" 4 Så sagde han til mig: Profeter over disse Ben og sig til dem: I tørre Ben, hør Herrens Ord! 5 Så siger den Herre Herren til disse Ben: Se, jeg bringer Ånd i eder, så I bliver levende. 6 Jeg lægger Sener om eder, lader Kød vokse frem på eder, overtrækker eder med Hud og indgiver eder Ånd, så I bliver levende; og I skal kende, at jeg er Herren.
7 Så profeterede jeg, som mig var pålagt, og der hørtes en Lyd, da jeg profeterede, og se, der hørtes Raslen, og Benene nærmede sig hverandre. 8 Og jeg skuede, og se, der kom Sener på dem, Kød voksede frem, og de blev overtrukket med Hud, men der var ingen Ånd i dem. 9 Så sagde han til mig: Profeter og tal til Ånden, profeter, du Menneskesøn, og sig til dem: Så siger den Herre Herren: Ånd, kom fra de fre Verdenshjørner og blæs på disse dræbte, at de må blive levende! 10 Da profeterede jeg, som han bød mig, og Ånden kom i dem, og de blev levende og rejste sig på deres Fødder, en såre, såre stor Hær.
11 Derpå sagde han til mig: Menneskesøn! Disse Ben er alt Israels Hus. Se, de siger: "Vore Ben er tørre, vort Håb er svundet, det er ude med os!" 12 Profeter derfor og sig til dem: Så siger den Herre Herren: Se, jeg åbner eders Grave og fører eder ud af dem, mit Folk, og bringer eder til Israels Land; 13 og I skal kende, at jeg er Herren, når jeg åbner eders Grave og fører eder ud af dem, mit Folk. 14 Jeg indgiver eder min Ånd, så I bliver levende, og jeg bosætter eder i eders Land; og I skal kende, at jeg er Herren; jeg har talet, og jeg fuldbyrder det, lyder det fra Herren.
24 Hvor mange er dine Gerninger, Herre, du gjorde dem alle med Visdom; Jorden er fuld af, hvad du har skabt! 25 Der er Havet, stort og vidt, der vrimler det uden Tal af Dyr, både små og store; 26 Skibene farer der, Livjatan, som du danned til Leg deri. 27 De bier alle på dig, at du skal give dem Føde i Tide; 28 du giver dem den, og de sanker, du åbner din Hånd, og de mættes med godt. 29 Du skjuler dit Åsyn, og de forfærdes; du tager deres Ånd, og de dør og vender tilbage til Støvet; 30 du sender din Ånd, og de skabes, Jordens Åsyn fornyer du.
31 Herrens Herlighed vare evindelig, Herren glæde sig ved sine Værker! 32 Et Blik fra ham, og Jorden skælver, et Stød fra ham, og Bjergene ryger 33 Jeg vil synge for Herren, så længe jeg lever, lovsynge min Gud, den Tid jeg er til. 34 Min Sang være ham til Behag, jeg har min Glæde i Herren.
35 Måtte Syndere svinde fra Jorden og gudløse ikke mer være til! Min Sjæl, lov Herren! Halleluja!
22 Thi vi vide, at hele Skabningen tilsammen sukker og er tilsammen i Veer indtil nu. 23 Dog ikke det alene, men også vi selv, som have Åndens Førstegrøde, også vi sukke ved os selv, idet vi forvente en Sønneudkårelse, vort Legemes Forløsning. 24 Thi i Håbet bleve vi frelste. Men et Håb, som ses, er ikke et Håb; thi hvad en ser, hvor kan han tillige håbe det? 25 Men dersom vi håbe det, som vi ikke se, da forvente vi det med Udholdenhed. 26 Og ligeledes kommer også Ånden vor Skrøbelighed til Hjælp; thi vi vide ikke, hvad vi skulle bede om, som det sig bør, men Ånden selv går i Forbøn for os med uudsigelige Sukke. 27 Og han, som ransager Hjerterne, ved, hvad Åndens Higen er, at den efter Guds Villie går i Forbøn for hellige.
2 Og da Pinsefestens Dag kom, vare de alle endrægtigt forsamlede. 2 Og der kom pludseligt fra Himmelen en Lyd som af et fremfarende vældigt Vejr og fyldte hele Huset, hvor de sade. 3 Og der viste sig for dem Tunger som af Ild, der fordelte sig og satte sig på hver enkelt af dem. 4 Og de bleve alle fyldte med den Helligånd, og de begyndte at tale i andre Tungemål, efter hvad Ånden gav dem at udsige. 5 Men der var Jøder, bosiddende i Jerusalem, gudfrygtige Mænd af alle Folkeslag under Himmelen. 6 Da denne Lyd kom, strømmede Mængden sammen og blev forvirret; thi hver enkelt hørte dem tale på hans eget Mål. 7 Og de forbavsedes alle og undrede sig og sagde: "Se, ere ikke alle disse, som tale, Galilæere? 8 Hvor kunne vi da høre dem tale, hver på vort eget Mål, hvor vi ere fødte, 9 Parthere og Medere og Elamiter, og vi, som høre hjemme i Mesopotamien, Judæa og Happadokien. Pontus og Asien, 10 i Frygien og Pamfylien, Ægypten og Libyens Egne ved Kyrene, og vi her boende Romere, 11 Jøder og Proselyter, Kretere og Arabere, vi høre dem tale om Guds store Gerninger i vore Tungemål?" 12 Og de forbavsedes alle og,vare tvivlrådige og sagde den ene til den anden: "Hvad kan dette være?" 13 Men andre sagde spottende: "De ere fulde af sød Vin."
14 Da stod Peter frem med de elleve og opløftede sin Røst og talte til dem: "I jødiske Mænd og alle I, som bo i Jerusalem! dette være eder vitterligt, og låner Øre til mine Ord! 15 Thi disse ere ikke drukne, som I mene; det er jo den tredje Time på Dagen; 16 men dette er, hvad der et sagt ved Profeten Joel: 17 "Og det skal ske i de sidste Dage, siger Gud, da vil jeg udgyde af min Ånd over alt Kød; og eders Sønner og eders Døtre skulle profetere, og de unge iblandt eder skulle se Syner, og de gamle iblandt eder skulle have Drømme. 18 Ja, endog over mine Trælle og over mine Trælkvinder vil jeg i de Dage udgyde af min Ånd, og de skulle profetere. 19 Og jeg vil lade ske Undere på Himmelen oventil og Tegn på Jorden nedentil, Blod og Ild og rygende Damp. 20 Solen skal forvandles til Mørke og Månen til Blod, førend Herrens store og herlige Dag kommer. 21 Og det skal ske, enhver, som påkalder Herrens Navn, skal frelses."
26 Men når Talsmanden kommer, som jeg skal sende eder fra Faderen, Sandhedens Ånd, som udgår fra Faderen, da skal han vidne om mig. 27 Men også I skulle vidne; thi I vare med mig fra Begyndelsen."
4 Men dette har jeg talt til eder, for at I, når Timen kommer, skulle komme i Hu, at jeg har sagt eder det; men dette sagde jeg eder ikke fra Begyndelsen, fordi jeg var hos eder.
5 Men nu går jeg hen til ham, som sendte mig, og ingen af eder spørger mig: Hvor går du hen? 6 Men fordi jeg har talt dette til eder, har Bedrøvelsen opfyldt eders Hjerte. 7 Men jeg siger eder Sandheden: Det er eder gavnligt, at jeg går bort, thi går jeg ikke bort, kommer Talsmanden ikke til eder; men går jeg bort, så vil jeg sende ham til eder. 8 Og når han kommer, skal han overbevise Verden om Synd og om Retfærdighed og om Dom. 9 Om Synd, fordi de ikke tro på mig; 10 men om Retfærdighed, fordi jeg går til min Fader, og I se mig ikke længer; 11 men om Dom, fordi denne Verdens Fyrste er dømt. 12 Jeg har endnu meget at sige eder; men I kunne ikke bære det nu. 13 Men når han, Sandhedens Ånd, kommer, skal han vejlede eder til hele Sandheden; thi han skal ikke tale af sig selv, men hvad som helst han hører, skal han tale, og de kommende Ting skal han forkynde eder. 14 Han skal herliggøre mig; thi han skal tage af mit og forkynde eder. 15 Alt, hvad Faderen har, er mit; derfor sagde jeg, at han skal tage af mit og forkynde eder.