Revised Common Lectionary (Complementary)
95 Kom, lad os Juble, for Herren, råbe af fryd for vor Frelses Klippe, 2 møde med Tak for hans Åsyn, juble i Sang til hans Pris! 3 Thi Herren er en vældig Gud, en Konge stor over alle Guder; 4 i hans Hånd er Jordens dybder, Bjergenes Tinder er hans; 5 Havet er hans, han har skabt det, det tørre Land har hans Hænder dannet. 6 Kom, lad os bøje os, kaste os ned, knæle for Herren, vor Skaber!
7 Thi han er vor Gud, og vi er det Folk, han vogter, den Hjord, han leder. Ak, lytted I dog i Dag til hans Røst: 8 "Forhærder ej eders Hjerte som ved Meriba, som dengang ved Massa i Ørkenen, 9 da eders Fædre fristede mig, prøved mig, skønt de havde set mit Værk. 10 Jeg væmmedes fyrretyve År ved denne Slægt, og jeg sagde: Det er et Folk med vildfarne Hjerter, de kender ej mine Veje. 11 Så svor jeg da i min Vrede: De skal ikke gå ind til min Hvile!
11 Derpå samlede hele Israel sig hos David i Hebron og sagde: "Vi er jo dit Kød og Blod!" 2 Allerede før i Tiden, medens Saul var Konge, var det dig, som førte Israel ud i Kamp og hjem igen; og Herren din Gud sagde til dig: Du skal vogte mit Folk Israel og være Hersker over mit Folk Israel!" 3 Og alle Israels Ældste kom til Kongen i Hebron, og David sluttede i Hebron Pagt med dem for HerrRNs Åsyn, og de salvede David til Konge over Israel efter Herrens Ord ved Samuel.
4 Derpå drog David med hele Israel til Jerusalem, det er Jebus; der boede Jebusiterne, Landets oprindelige Indbyggere; 5 og Indbyggerne i Jebus sagde til David: "Her kan du ikke trænge ind!" Men David indtog Klippeborgen Zion, det er Davidsbyen. 6 Og David sagde: "Den, der først slår en Jebusit, skal være Øverste og Hærfører!" Og da Joab, Zentjas Søn, var den første, der steg derop, blev han Øverste. 7 Så tog David Bolig i Klippeborgen, hvorfor man kaldte den Davidsbyen; 8 og han befæstede Byen hele Vejen rundt fra Millo af; Resten af Byen genopførte Joab. 9 Og David blev mægtigere og mægtigere; Hærskarers Herre var med ham.
13 Og en af de Ældste tog til Orde og sagde til mig: Disse, som ere iførte de lange, hvide Klæder, hvem ere de? og hvorfra ere de komne? 14 Og jeg sagde til ham: Min Herre! du ved det. Og han sagde til mig: Det er dem, som komme ud af den store Trængsel, og de have tvættet deres Klæder og gjort dem hvide i Lammets Blod. 15 Derfor ere de foran Guds Trone og tjene ham Dag og Nat i hans Tempel; og han, som sidder på Tronen, skal opslå sit Telt over dem. 16 De skulle ikke hungre mere, ej heller tørste mere, ej heller skal Solen eller nogen Hede falde på dem. 17 Thi Lammet, som er midt for Tronen, skal vogte dem og lede dem til Livets Vandkilder; og Gud skal aftørre hver Tåre af deres Øjne.