Revised Common Lectionary (Complementary)
135 Halleluja! Pris Herrens navn, pris det, I Herrens Tjenere, 2 som står i Herrens Hus, i vor Guds Huses Forgårde! 3 Pris Herren, thi god er Herren, lovsyng hans Navn, thi lifligt er det. 4 Thi Herren udvalgte Jakob, Israel til sin Ejendom. 5 Ja, jeg ved, at Herren er stor, vor Herre er større end alle Guder.
6 Herren gør alt, hvad han vil, i Himlene og på Jorden, i Have og alle Verdensdyb. 7 Han lader Skyer stige op fra Jordens Ende, får Lynene til at give Regn, sender Stormen ud fra sine Forrådskamre;
8 han, som slog Ægyptens førstefødte, både Mennesker og Kvæg, 9 og sendte Tegn og Undere i din Midte, Ægypten, mod Farao og alle hans Folk; 10 han, som fældede store Folk og veg så mægtige Konger, 11 Amoriternes konge Sion og Basans Konge Og, og alle Kana'ans Riger 12 og gav deres Land i Eje, i Eje til Israel, hans Folk. 13 Herre, dit Navn er evigt, din Ihukommelse, Herre, fra Slægt til Slægt, 14 thi Ret skaffer Herren sit Folk og ynkes over sine Tjenere.
15 Folkenes Billeder er Sølv og Guld, Værk af Menneskehænder; 16 de har Mund, men taler ikke, Øjne, men ser dog ej; 17 de har Ører, men hører ikke, ej heller er der Ånde i deres Mund. 18 Som dem skal de, der laved dem, blive enhver, som stoler på dem. 19 Lov Herren, Israels Hus, lov Herren, Arons Hus, 20 lov Herren, Levis Hus, lov Herren, I, som frygter Herren! 21 Fra Zion være Herren lovet, han, som bor i Jerusalem!
26 På hin Dag skal denne Sang synges i Judas Land: "En stærk Stad har vi, til Frelse satte han Mur og Bolværk. 2 Luk Portene op for et retfærdigt Folk, som gemmer på Troskab, 3 hvis Sind er fast, som vogter på Fred, thi det stoler på dig. 4 Stol for evigt på Herren, thi Herren er en evig Klippe. 5 Thi han ydmyger dem, der bor i det høje, den knejsende By, styrter den til Jorden, lægger den i Støvet. 6 De armes Fod, de ringes Trin skal træde den ned.
7 Den retfærdiges Sti er jævn, du jævner den retfærdiges Vej. 8 Ja, vi venter dig, Herre, på dine Dommes Sti; til dit Navn og dit Ry står vor Sjæls Attrå. 9 Min Sjæl attrår dig om Natten, min Ånd i mit indre søger dig. Thi når dine Domme rammer Jorden, lærer de; som bor på Jorderig, Retfærd. 10 Vises der Nåde mod den gudløse, lærer han aldrig Retfærd; i Rettens Land gør han Uret og ser ikke Herrens Højhed. 11 Herre, din Hånd er løftet, men de ser det ikke; lad dem med Skam se din Nidkærhed for Folket, lad dine Fjenders Ild fortære dem! 12 Herre, du skaffe os Fred, thi alt, hvad vi har udrettet, gjorde du for os. 13 Herre vor Gud, andre Herrer end du har hersket over os; men dit Navn alene priser vi. 14 Døde bliver ikke levende, Dødninger står ikke op; derfor hjemsøgte og tilintetgjorde du dem og udslettede hvert et Minde om dem. 15 Du har mangfoldiggjort Folket, Herre, du har mangfoldiggjort Folket, du herliggjorde dig, du udvidede alle Landets Grænser.
18 Og der kommer Saddukæere til ham, hvilke jo sige, at der ingen Opstandelse er, og de spurgte ham og sagde: 19 "Mester! Moses har foreskrevet os, at når nogens Broder dør og og efterlader, en Hustru og ikke efterlader noget Barn, da skal hans Broder tage hans Hustru og oprejse sin Broder Afkom. 20 Der var syv Brødre; og den første tog en Hustru, og da han døde, efterlod han ikke Afkom. 21 Og den anden tog hende og døde uden at efterlade Afkom, og den tredje ligeså. 22 Og alle syv, de efterlode ikke Afkom. Sidst af dem alle døde og så Hustruen. 23 I Opstandelsen, når de opstå, hvem af dem skal så have hende til Hustru? Thi de have alle syv haft hende til Hustru." 24 Jesus sagde til dem: "Er det ikke derfor, I fare vild, fordi I ikke kende Skrifterne, ej heller Guds Kraft? 25 Thi når de opstå fra de døde, da tage de hverken til Ægte eller bortgiftes, men de ere som Engle i Himlene. 26 Men hvad de døde angår, at de oprejses, have I da ikke læst i Mose Bog i Stedet om Tornebusken, hvorledes Gud talede til ham og sagde: Jeg er Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud? 27 Han er ikke dødes, men levendes Gud; I fare meget vild."