Revised Common Lectionary (Complementary)

2 Dengang Herren ville lade Elias fare op til Himmelen i et Stormvejr, gik Elias fra Gilgal. ² Og Elias sagde til Elisa: "Bliv her, thi Herren vil have mig til Betel!" Men Elisa svarede: "Så sandt Herren lever, og så sandt du lever, jeg går ikke fra dig!" De gik da ned til Betel. ³ Så kom Profetsønnerne i Betel ud til Elisa og sagde til ham: "Ved du, at Herren i dag vil tage din Herre bort fra dig?" Han svarede: "Ja, jeg ved det, ti kun stille!" ⁴ Derpå sagde Elias til ham: "Bliv her, Elisa, thi Herren vil have mig til Jeriko!" Men han svarede: "Så sandt Herren lever, og så sandt du lever, jeg går ikke fra dig!" De kom da til Jeriko. ⁵ Men Profetsønnerne i Jeriko trådte hen til Elisa og sagde til ham: "Ved du, at Herren i Dag vil tage din Herre bort fra dig?" Han svarede: "Ja, jeg ved det, ti kun stille!" ⁶ Derpå sagde Elias til ham: "Bliv her, thi Herren vil have mig til Jordan!" Men han svarede: "Så sandt Herren lever, og så sandt du lever, jeg går ikke fra dig!" Så fulgtes de ad. ⁷ Men halvtredsindstyve af Profetsønnerne gik hen og stillede sig et godt Stykke derfra, medens de to stod ved Jordan.

⁸ Elias tog nu sin Kappe, rullede den sammen og slog Vandet med den; da skiltes det ad, og de gik begge over på tør Bund. ⁹ Og da de var kommet over, sagde Elias til Elisa: "Sig, hvad du ønsker, jeg skal gøre for dig, før jeg tages bort fra dig!" Elisa svarede: "Måtte to Dele af din Ånd komme over mig!" ¹⁰ Da sagde han: "Det er et stort Forlangende, du kommer med! Dersom du ser mig, når jeg tages bort fra dig, skal det blive dig til Del, ellers ikke!" ¹¹ Medens de nu gik og talte sammen, se, da kom en lldvogn og Ildheste og skilte dem ad, og Elias for op til Himmelen i Stormvejret. ¹² Og Elisa så det og råbte: "Min Fader, min Fader, du Israels Vogne og Ryttere!" Og han så ham ikke mere. Så greb han sine Klæder og sønderrev dem.

50 Gud, Gud Herren talede og stævnede Jorden hid fra Sol i Opgang til Sol i Bjærge; ² fra Zion, Skønhedens Krone, viste Gud sig i Stråleglans ³ vor Gud komme og tie ikke! - Foran ham gik fortærende Ild, omkring ham rasede Storm; ⁴ han stævnede Himlen deroppe hid og Jorden for at dømme sit Folk: ⁵ "Saml mig mine fromme, der sluttede Pagt med mig ved Ofre!" ⁶ Og Himlen forkyndte hans Retfærd, at Gud er den, der dømmer. Sela.

³ Men om også vort Evangelium er tildækket, da er det tildækket iblandt dem, som fortabes, ⁴ dem, i hvem denne Verdens Gud har forblindet de vantros Tanker, for at Lyset ikke skulde skinne fra Evangeliet om Kristi Herlighed, han, som er Guds Billede. ⁵ Thi ikke os selv prædike vi, men Kristus Jesus som Herre, os derimod som eders Tjenere for Jesu Skyld. ⁶ Thi Gud, som sagde: "Af Mørke skal Lys skinne frem", han har ladet det skinne i vore Hjerter for, at bringe Kundskaben om Guds Herlighed på Kristi Åsyn for Lyset.

² Og seks Dage derefter tager Jesus Peter og Jakob og Johannes med sig og fører dem alene afsides op på et højt Bjerg, og han blev forvandlet for deres Øjne. ³ Og hans Klæder bleve skinnende, meget hvide, så at ingen Blegemand på Jorden kan gøre Klæder så hvide. ⁴ Og Elias tillige med Moses viste sig for dem, og de samtalede med Jesus. ⁵ Og Peter tog til Orde og siger til Jesus: "Rabbi! det er godt, at vi ere her, og lader os gøre tre Hytter, dig en og Moses en og Elias en." ⁶ Thi han vidste ikke, hvad han skulde sige; thi de vare blevne helt forfærdede. ⁷ Og der kom en Sky, som overskyggede dem; og en Røst kom fra Skyen: "Denne er min Søn, den elskede, hører ham!" ⁸ Og pludseligt, da de så sig om, så de ingen mere uden Jesus alene hos dem. ⁹ Og da de gik ned fra Bjerget, bød han dem, at de ikke måtte fortælle nogen, hvad de havde set, førend Menneskesønnen var opstanden fra de døde.