Revised Common Lectionary (Complementary)

⁵ Ja, de oplægger Råd om at styrte ham fra hans Højhed. De elsker Løgn, velsigner med Munden, men forbander i deres Indre. - Sela. ⁶ Vær stille hos Gud alene, min Sjæl, thi fra ham kommer mit Håb; ⁷ ja, han er min Klippe, min Frelse, mit Værn, jeg skal ikke rokkes. ⁸ Hos Gud er min Hjælp og min Ære, min stærke Klippe, min Tilflugt har jeg i Gud; ⁹ stol på ham, al Folkets Forsamling, udøs for ham eders Hjerte, Gud er vor Tilflugt. - Sela.

¹⁰ Kun Tomhed er Mennesker, Mænd en Løgn, på Vægtskålen vipper de op, de er Tomhed til Hobe. ¹¹ Forlad eder ikke på vold, lad jer ikke blænde af Ran; om Rigdommen vokser, agt ikke derpå! ¹² Een Gang talede Gud, to Gange hørte jeg det: at Magten er Guds,

19 Således sagde Herren: Gå hen og køb dig et krus hos pottemageren, tag nogle af Folkets og Præsternes Ældste med ² og gå ud i Hinnoms Søns Dal ved Indgangen til Potteskårporten og udråb der de Ord, jeg taler til dig! ³ Du skal sige: Hør Herrens Ord, Judas Konger og Jerusalems Borgere: Så siger Hærskarers Herre, Israels Gud: Se, jeg sender over dette Sted en Ulykke, så det skal ringe for Ørene på enhver, der hører derom, ⁴ fordi de forlod mig og gjorde dette Sted fremmed og tændte Offerild der for andre Guder, som hverken de eller deres Fædre før kendte til, og Judas Konger fyldte dette Sted med skyldfries Blod, ⁵ og de byggede Baalshøjene for at brænde deres Børn i Ild som Brændofre til Baal, hvad jeg ikke havde påbudt eller talt om, og hvad aldrig var opkommet i min Tanke. ⁶ Se, derfor skal Dage komme, lyder det fra Herren, da dette Sted ikke mere skal hedde Tofet og Hinnoms Søns Dal, men Morddalen. ⁷ Jeg gør Juda og Jerusalem rådvilde på dette Sted og lader dem falde for Sværdet for deres Fjenders Øjne og for deres Hånd, som står dem efter Livet, og jeg giver Himmelens Fugle og Jordens Dyr deres Lig til Føde. ⁸ Jeg gør denne By til Gru og Spot; alle, der komnmer forbi, skal grue og spotte over alle dens Sår. ⁹ Jeg lader dem æde deres Sønners og Døtres Kød, den ene skal æde den andens Kød under Belejringen og den Trængsel, deres Fjender og de, der står dem efter Livet, volder dem. ¹⁰ Knus så Kruset i de Mænds Påsyn, der følger med dig, ¹¹ og sig til dem: Så siger Hærskarers Herre: Jeg vil knuse dette Folk og denne By, som man knuser et Lerkar, så det ikke kan heles igen. De døde skal jordes i Tofet, fordi Pladsen til at jorde på ikke slår til. ¹² Således vil jeg gøre med dette Sted og dets indbyggere, lyder det fra Herren, idet jeg gør denne By til et Tofet: ¹³ Jerusalems og Judas Kongers Huse skal blive urene som Tofets Sted, alle de Huse, på hvis Tage de tændte Offerild for al Himmelens Hær og udgød Drikofre for andre Guder.

¹⁴ Derpå gik Jerenmias fra Tofet, hvorhen Herren havde sendt ham for at profetere, og stod frenm i Forgården til Herrens Hus og sagde til alt Folket:

¹⁵ Så siger Hærskarers Herre, Israels Gud: Se, over denne By og alle Byerne, der hører til den, sender jeg al den Ulykke, jeg har truet den med, fordi de gjorde Nakken stiv og ikke hørte mine Ord.

¹¹ Og Jordens Købmænd græde og sørge over hende, fordi ingen mere køber deres Ladning: ¹² Ladning af Guld og Sølv og Ædelsten og Perler og fint Linned og Purpur og Silke og Skarlagen og alle Hånde vellugtende Træ og alle Hånde Arbejde af Elfenben og alle Hånde Arbejde af kostbart Træ og af Kobber og Jern og Marmor, ¹³ og Kanelbark og Hårsalve og Røgelser og Salve og Virak og Vin og Olie og fint Mel og Hvede og Okser og Får og Heste og Vogne og Slaver, ja, Menneskesjæle. ¹⁴ Og den Frugt, din Sjæl lystedes ved, er vegen fra dig og alt det lækre og glimrende er forbi for dig, og man skal aldrig finde det mere. ¹⁵ De, som handlede dermed og ere blevne rige ved hende, skulle stå langt borte af Frygt for hendes Pinsel grædende og sørgende og sige: ¹⁶ Ve ve! den store Stad, som var klædt i fint Linned og Purpur og Skarlagen og strålede af Guld og Ædelsten og Perler; thi i een Time er så stor en Rigdom lagt øde. ¹⁷ Og alle Styrmænd og alle Skippere og Søfolk og alle, som arbejde på Havet, stode langt borte ¹⁸ og råbte, da de så Røgen af hendes Brand, og sagde: Hvor var der Mage til den store Stad? ¹⁹ Og de kastede Støv på deres Hoveder og råbte grædende og sørgende og sagde: Ve! ve! den store Stad, hvori alle, som havde Skibe på Havet, berigedes ved dens Pragt; thi i een Time er den bleven lagt øde.

²⁰ Fryd dig over den, du Himmel, og I hellige og Apostle og Profeter! fordi Gud har skaffet eder Ret over den.