Revised Common Lectionary (Complementary)

139 Herre, du ransager mig og kender mig! ² Du ved, når jeg står op, du fatter min Tanke i Frastand, ³ du har Rede på, hvor jeg går eller ligger, og alle mine Veje kender du grant. ⁴ Thi før Ordet er til på min Tunge, se, da ved du det, Herre, til fulde. ⁵ Bagfra og forfra omslutter du mig, du lægger din Hånd på mig. ⁶ At fatte det er mig for underfuldt, for højt, jeg evner det ikke!

¹³ Thi du har dannet mine Nyrer, vævet mig i Moders Liv. ¹⁴ Jeg vil takke dig, fordi jeg er underfuldt skabt; underfulde er dine Gerninger, det kender min Sjæl til fulde. ¹⁵ Mine Ben var ikke skjult for dig, da jeg blev skabt i Løndom, virket i Jordens Dyb; ¹⁶ som Foster så dine Øjne mig, i din Bog var de alle skrevet, Dagene var bestemt, før en eneste af dem var kommet. ¹⁷ Hvor kostelige er dine Tanker mig, Gud, hvor stor er dog deres Sum! ¹⁸ Tæller jeg dem, er de flere end Sandet, jeg vågner - og end er jeg hos dig.

⁶ Da Josua havde ladet Folket fare, drog Israelitterne hver til sin Arvelod for at tage Landet i Besiddelse. ⁷ Og Folket dyrkede Herren, så længe Josua levede, og så længe de Ældste var i Live, som overlevede Josua og havde set hele det Storværk, Herren havde øvet for Israel. ⁸ Og Josua, Nuns Søn, Herrens Tjener, døde, 110 År gammel; ⁹ og de jordede ham på hans Arvelod i Timnat-Heres i Efraims Bjerge norden for Bjerget Ga'asj. ¹⁰ Men også hele hin Slægt samledes til sine Fædre, og efter dem kom en anden Slægt, som hverken kendte Herren eller det Værk, han havde øvet for Israel. ¹¹ Da gjorde Israelitterne, hvad der var ondt i Herrens Øjne, og dyrkede Ba'alerne; ¹² de forlod Herren, deres Fædres Gud, som havde ført dem ud af Ægypten, og holdt sig til andre Guder, de omboende Folks Guder, og tilbad dem og krænkede Herren. ¹³ De forlod Herren og dyrkede Ba'al og Astarte. ¹⁴ Da blussede Herrens Vrede op imod Israel, og han gav dem i Røveres Hånd, så de udplyndrede dem. Han gav dem til Pris for de omboende Fjender, så de ikke længer kunde holde Stand mod deres Fjender. ¹⁵ Hvor som helst de rykkede frem, var Herrens Hånd imod dem og voldte dem Ulykke, som Herren havde sagt og tilsvoret dem. Således bragte han dem i stor Vånde. Men når de så råbte til Herren,

10 Men jeg selv, Paulus, formaner eder ved Kristi Sagtmodighed og Mildhed, jeg, som, "når I se derpå, er ydmyg iblandt eder, men fraværende er modig over for eder", ² ja, jeg beder eder om ikke nærværende at skulle være modig med den Tillidsfuldhed, hvormed jeg agter at træde dristigt op imod nogle, som anse os for at vandre efter Kødet. ³ Thi om vi end vandre i Kødet, så stride vi dog ikke efter Kødet; ⁴ thi vore Stridsvåben er ikke kødelige, men mægtige for Gud til Fæstningers Nedbrydelse, ⁵ idet vi nedbryde Tankebygninger og al Højhed, som rejser sig imod Erkendelsen af Gud, og tage enhver Tanke til Fange til Lydighed imod Kristus ⁶ og ere rede til at straffe al Ulydighed, når eders Lydighed er bleven fuldkommen. ⁷ Se I på det udvortes? Dersom nogen trøster sig til selv at høre Kristus til, da slutte han igen fra sig selv, at ligesom han hører Kristus til, således gøre vi det også. ⁸ Ja, dersom jeg endog vilde rose mig noget mere af vor Magt, som Herren gav os til eders Opbyggelse og ikke til eders Nedbrydelse, skal jeg dog ikke blive til Skamme, ⁹ for at jeg ikke skal synes at ville skræmme eder ved mine Breve; ¹⁰ thi Brevene, siger man, ere vægtige og stærke, men hans legemlige Nærværelse er svag, og hans Tale intet værd. ¹¹ En sådan betænke, at således som vi fraværende ere med Ord ved Breve, således ville vi, også nærværende være i Gerning.