Revised Common Lectionary (Complementary)

29 Giver Herren, I Guds Sønner, giver Herren Ære og Pris, ² giver Herren hans Navns Ære; tilbed Herren i helligt Skrud! ³ Herrens Røst er over Vandene, Ærens Gud lader Tordenen rulle, Herren, over de vældige Vande! ⁴ Herrens Røst med Vælde, Herrens Røst i Højhed, ⁵ Herrens Røst, den splintrer Cedre, Herren splintrer Libanons Cedre, ⁶ får Libanon til at springe som en Kalv og Sirjon som den vilde Okse! ⁷ Herrens Røst udslynger Luer. ⁸ Herrens Røst får Ørk til at skælve, Herren får Kadesj's Ørk til at skælve! ⁹ Herrens Røst får Hind til at føde, og den gør lyst i Skoven. Alt i hans Helligdom råber: "Ære!" ¹⁰ Herren tog Sæde og sendte Vandfloden, Herren tog Sæde som Konge for evigt. ¹¹ Herren give Kraft til sit Folk, Herren velsigne sit Folk med Fred!

2 Da det nu lakkede ad Enden med Davids Liv, gav han sin Søn Salomo disse Befalinger: ² "Jeg går nu al Kødets Gang; så vær nu frimodig og vis dig som en Mand! ³ Og hold Herren din Guds Forskrifter, så du vandrer på hans Veje og, holder hans Anordninger, Bud, Bestemmelser og Vidnesbyrd, således som skrevet står i Mose Lov, for at du må have Lykken med dig i alt, hvad du gør, og i alt, hvad du tager dig for, ⁴ for at Herren kan opfylde den Forjættelse, han gav mig, da han sagde: Hvis dine Sønner vogter på deres Vej, så de vandrer i Trofasthed for mit Åsyn af hele deres Hjerte og hele deres Sjæl, skal der aldrig fattes dig en Efterfølger på Israels Trone!

¹⁰ Så lagde David sig til Hvile hos sine Fædre og blev jordet i Davidsbyen. ¹¹ Tiden, han havde været Konge over Israel, udgjorde fyrretyve År; i Hebron herskede han syv År, i Jerusalem tre og tredive År. ¹² Derpå satte Salomo sig på sin Fader Davids Trone, og hans Herredømme blev såre stærkt.

5 Men det skete, da Folkeskaren trængte sig sammen om ham og hørte Guds Ord, og han stod ved Genezareths Sø, ² da så han to Skibe stå ved Søen; men Fiskerne vare gåede fra dem og toede Garnene. ³ Og han gik om Bord i et af Skibene, som var Simons, og bad ham at lægge lidt fra Land; og han satte sig og lærte Skarerne fra Skibet. ⁴ Men da han holdt op med at tale, sagde han til Simon: "Far ud på Dybet, og kaster eders Garn ud til en Dræt!" ⁵ Og Simon svarede og sagde til ham: "Mester! vi have arbejdet hele Natten og fik intet; men på dit Ord vil jeg kaste Garnene ud." ⁶ Og da de gjorde det, fangede de en stor Mængde Fisk, og deres Garn sønderreves. ⁷ Og de vinkede ad deres Staldbrødre i det andet Skib, at de skulde komme og hjælpe dem; og de kom og de fyldte begge Skibene, så at de var nær ved at synke. ⁸ Men da Simon Peter så det, faldt han ned for Jesu Knæ og sagde: "Gå bort fra mig, thi jeg er en syndig Mand, Herre!" ⁹ Thi en Rædsel var påkommen ham og alle dem, som vare med ham, over den Fiskedræt, som de havde fået; ¹⁰ ligeledes også Jakob og Johannes, Zebedæus's Sønner, som vare Simons Staldbrødre. Og Jesus sagde til Simon: "Frygt ikke, fra nu af skal du fange Mennesker." ¹¹ Og de lagde Skibene til Land og forlode alle Ting og fulgte ham.