Revised Common Lectionary (Complementary)

⁴⁶ Og Maria sagde: "Min Sjæl ophøjer Herren; ⁴⁷ og min Ånd fryder sig over Gud, min Frelser; ⁴⁸ thi han har set til sin Tjenerindes Ringhed. Thi se, nu herefter skulle alle Slægter prise mig salig, ⁴⁹ fordi den mægtige har gjort store Ting imod mig. Og hans Navn er helligt; ⁵⁰ og hans Barmhjertighed varer fra Slægt til Slægt over dem, som frygte ham. ⁵¹ Han har øvet Vælde med sin Arm; han har adspredt dem, som ere hovmodige i deres Hjertes Tanke. ⁵² Han har nedstødt mægtige fra Troner og ophøjet ringe. ⁵³ Hungrige har han mættet med gode Gaver, og rige har han sendt tomhændede bort. ⁵⁴ Han har taget sig af sin Tjener Israel for at ihukomme Barmhjertighed ⁵⁵ imod Abraham og hans Sæd til evig Tid, således som han talte til vore Fædre."

1 Der var en Mand fra Ramatajim, en Zufit fra Efraims Bjerge ved Navn Elkana, en Søn af Jerobam, en Søn af Elihu, en Søn af Tohu, en Søn af Zuf, en Efraimit. ² Han havde to Hustruer; den ene hed Hanna, den anden Peninna; Peninna havde Børn, men Hanna ikke. ³ Denne Mand drog hvert År op fra sin By for at tilbede Hærskarers Herre og ofre til ham i Silo, hvor Elis to Sønner Hofni og Pinehas Var Præster for Herren. ⁴ En Dag ofrede nu Elkana han plejede at give sin Hustru Peninna og alle hendes Sønner og Døtre flere Dele, ⁵ men skønt han elskede Hanna, gav han hende kun een Del, fordi Herren havde tillukket hendes Moderliv; ⁶ hendes Medbejlerske tilføjede hende også grove Krænkelser for den Skam, at Herren havde tillukket hendes Moderliv. ⁷ Således gik det År efter År: hver Gang de drog op til Herrens Hus, krænkede hun hende således så skete det, at hun græd og ikke vilde spise.

⁸ Da sagde hendes Mand Elkana til hende: "Hanna, hvorfor græder du, og hvorfor spiser du ikke? Hvorfor er du mismodig? Er jeg dig ikke mere værd end ti Sønner?" ⁹ Men da de havde holdt Måltid i Silo, stod Hanna op og trådte hen for Herrens Åsyn, medens Præsten Eli sad på sin Stol ved en af Dørstolperne i Herrens Hus; ¹⁰ og i sin Vånde bad hun under heftig Gråd til Herren ¹¹ og aflagde det Løfte: "Hærskarers Herre! Hvis du vil se til din Tjenerindes Nød og komme mig i Hu og ikke glemme din Tjenerinde, men give din Tjenerinde en Søn, så vil jeg give ham til Herren alle hans Levedage, og ingen Ragekniv skal komme på hans Hoved!" ¹² Således bad hun længe for Herrens Åsyn, og Eli iagttog hendes Mund; ¹³ men da Hanna talte ved sig selv, så kun hendes Læber bevægede sig, og hendes Stemme ikke kunde høres, troede Eli, at hun var beruset, ¹⁴ og sagde til hende: "Hvor længe vil du gå og være drukken? Se at komme af med din Rus!" ¹⁵ Men Hanna svarede: "Nej, Herre! Jeg er en hårdt prøvet Kvinde; Vin og stærk Drik har jeg ikke drukket; jeg udøste kun min Sjæl for Herrens Åsyn. ¹⁶ Regn ikke din Trælkvinde for en dårlig Kvinde! Nej, hele Tiden har jeg talt ud af min dybe Kummer og Kvide!" ¹⁷ Eli svarede: "Gå bort i Fred! Israels Gud vil give dig, hvad du har bedt ham om!" ¹⁸ Da sagde hun: "Måtte din Trælkvinde finde Nåde for dine Øjne!" Så gik Kvinden sin Vej , og hun spiste og så ikke længer forgræmmet ud.

9 Vel havde også den første Pagt Forskrifter for Gudstjenesten og en jordisk Helligdom. ² Thi der var indrettet et Telt, det forreste, hvori Lysestagen var og Bordet og Skuebrødene, det, som jo kaldes det Hellige. ³ Men bag det andet Forhæng var et Telt, det, som kaldes det Allerhelligste, ⁴ som havde et gyldent Røgelsealter og Pagtens Ark, overalt beklædt med Guld, i hvilken der var en Guldkrukke med Mannaen, og Arons Stav, som havde blomstret, og Pagtens Tavler, ⁵ men oven over den var Herlighedens Keruber, som overskyggede Nådestolen, hvorom der nu ikke skal tales enkeltvis. ⁶ Idet nu dette er således indrettet, gå Præsterne til Stadighed ind i det forreste Telt, når de forrette Tjenesten; ⁷ men i det andet går alene Ypperstepræsten ind een Gang om Året, ikke uden Blod,hvilket han ofrer for sig selv og Folkets Forseelser, ⁸ hvorved den Helligånd giver til Kende, at Vejen til Helligdommen endnu ikke er bleven åbenbar, så længe det førreste Telt endnu står, ⁹ hvilket jo er et Sindbillede indtil den nærværende Tid, og stemmende hermed frembæres der både Gaver og Ofre, som ikke i Henseende til Samvittigheden kunne fuldkomme den, der forretter sin Gudsdyrkelse, ¹⁰ men som kun, ved Siden af Mad og Drikke og forskellige Tvættelser, ere kødelige Forskrifter, pålagte indtil den rette Ordnings Tid.

¹¹ Men da Kristus kom som Ypperstepræst for de kommende Goder, gik han igennem det større og fuldkomnere Telt, som ikke er gjort med Hænder, det er: som ikke er af denne Skabning, ¹² og gik ikke heller med Blod af Bukke eller Kalve, men med sit eget Blod een Gang for alle ind i Helligdommen og vandt en evig Forløsning. ¹³ Thi dersom Blodet af Bukke og Tyre og Aske af en Kvie ved at stænkes på de besmittede helliger til Kødets Renhed: ¹⁴ hvor meget mere skal da Kristi Blod, hans, som ved en evig Ånd frembar sig selv lydeløs for Gud, rense eders Samvittighed fra døde Gerninger til at tjene den levende Gud?