Revised Common Lectionary (Complementary)
95 Kom, lad os Juble, for Herren, råbe af fryd for vor Frelses Klippe, 2 møde med Tak for hans Åsyn, juble i Sang til hans Pris! 3 Thi Herren er en vældig Gud, en Konge stor over alle Guder; 4 i hans Hånd er Jordens dybder, Bjergenes Tinder er hans; 5 Havet er hans, han har skabt det, det tørre Land har hans Hænder dannet. 6 Kom, lad os bøje os, kaste os ned, knæle for Herren, vor Skaber!
7 Thi han er vor Gud, og vi er det Folk, han vogter, den Hjord, han leder. Ak, lytted I dog i Dag til hans Røst:
13 Men Budet, der var gået efter Mika, sagde til ham: Se, Profeterne har alle som een givet Kongen gunstigt Svar. Tal du nu som de og giv gunstigt Svar! 14 Men Mika svarede: "Så sandt Herren lever: Hvad Herren siger mig, det vil jeg tale! 15 Da han kom til Kongen, spurgte denne ham: "Mika, skal vi drage i Krig mod Ramot i Gilead, eller skal vi lade være?" Da svarede han: "Drag derop, så skal Lykken følge dig, og Herren vil give det i Kongens Hånd!" 16 Men Kongen sagde til ham: "Hvor mange Gange skal jeg besvære dig, at du ikke siger mig andet end Sandheden i Herrens Navn?" 17 Da sagde han: Jeg så hele Israel spredt på Bjergene som en Hjord uden Hyrd: og Herren sagde: De Folk har ingen Herre, lad dem vende tilbage i Fred, hver til sit! 18 Israels Konge sagde da til Josafat: "Sagde jeg dig ikke, at han aldrig spår mig godt, kun ondt!
19 Da sagde Mika: "Så hør da Herrens Ord! Jeg så Herren sidde på sin Trone og hele Himmelens Hær stå til højre og venstre for ham; 20 og Herren sagde: Hvem vil dåre Akab, så han drager op og falder ved Ramot i Gilead? En sagde nu eet, en anden et andet; 21 men så trådte en Ånd frem og stillede sig foran Herren og sagde: Jeg vil dåre ham! Herren spurgte ham: Hvorledes? 22 Han svarede: Jeg vil gå hen og blive en Løgnens Ånd i alle hans Profefers Mund! Da sagde Herren: Ja, du kan dåre ham; gå hen og gør det! 23 Se, således har Herren lagt en Løgnens Ånd i alle disse dine Profeters Mund, thi Herren har ondt i Sinde imod dig!"
14 Og jeg så, og se, Lammet stod på Zions Bjerg, og med det hundrede og fire og fyrretyve Tusinde, som havde dets Navn og dets Faders Navn skrevet på deres Pander. 2 Og jeg hørte en Lyd fra Himmelen som en Lyd af mange Vande og som en Lyd af stærk Torden, og den Lyd, jeg hørte, var som at Harpespillere, der spillede på deres Harper. 3 Og de sang en ny Sang for Tronen og for de fire levende Væsener og de Ældste; og ingen kunde lære den Sang, uden de hundrede og fire og fyrretyve Tusinde, som ere løskøbte fra Jorden. 4 Dette er dem, som ikke have besmittet sig med Kvinder, thi de ere jomfruelige; dette er dem, som følge Lammet, hvor det går. Disse ere løskøbte fra Menneskene, en Førstegrøde før Gud og Lammet, 5 og i deres Mund er der ikke fundet Løgn; thi de ere ulastelige.
6 Og jeg så en anden Engel flyve midt oppe under Himmelen, som havde et evigt Evangelium at forkynde for dem, der bo på Jorden, og for alle Folkeslag og Stammer og Tungemål og Folk, 7 og han sagde med høj Røst: Frygter Gud og giver ham Ære, thi hans Doms Time er kommen, og tilbeder ham, som har gjort Himmelen og Jorden og Havet og Vandenes Kilder. 8 Og endnu en anden Engel fulgte, som sagde: Falden, falden er Babylon, den store, som har givet alle Folkeslagene at drikke af sin Utugts Harmes Vin. 9 Og en tredje Engel fulgte dem og sagde med høj Røst: Dersom nogen tilbeder Dyret og dets Billede og tager Mærke på sin Pande eller på sin Hånd, 10 så skal han drikke af Guds Harmes Vin, som er iskænket ublandet i hans Vredes Bæger; og han skal pines med Ild og Svovl for de hellige Engles og for Lammets Åsyn. 11 Og deres Pines Røg opstiger i Evighedernes Evigheder; og de have ikke Hvile Dag og Nat, de, som tilbede Dyret og dets Billede, og enhver, som tager dets Navns Mærke.