Revised Common Lectionary (Complementary)
19 Herren talede fremdeles til Moses og sagde: 2 Tal til hele Israeliternes Menighed og sig til dem: I skal være hellige, thi jeg Herren eders Gud er hellig!
15 I må ikke øve Uret, når I holder Rettergang; du må ikke begunstige den ringe, ej heller tage Parti for den store, men du skal dømme din Næste med Retfærdighed. 16 Du må ikke gå rundt og bagvaske din Landsmand eller stå din Næste efter Livet. Jeg er Herren! 17 Du må ikke bære Nag til din Broder i dit Hjerte, men du skal tale din Næste til Rette, at du ikke skal pådrage dig Synd for hans Skyld. 18 Du må ikke hævne dig eller gemme på Vrede mod dit Folks Børn, du skal elske din Næste som dig selv. Jeg er Herren!
1 Salig den Mand, som ikke går efter gudløses Råd, står på Synderes Vej eller sidder i Spotteres Lag, 2 men har Lyst til Herrens Lov, og som grunder på hans Lov både Dag og Nat. 3 Han er som et Træ, der, plantet ved Bække, bærer sin Frugt til rette Tid, og Bladene visner ikke: Alt, hvad han gør, får han Lykke til.
4 De gudløse derimod er som Avner, Vinden bortvejrer. 5 Derfor består de gudløse ikke i Dommen og Syndere ej i retfærdiges Menighed. 6 Thi Herren kender retfærdiges Vej, men gudløses Vej brydes af.
2 I vide jo selv, Brødre! at vor Indgang hos eder ikke har været forgæves; 2 men skønt vi, som I vide, forud havde lidt og vare blevne mishandlede i Filippi, fik vi Frimodighed i vor Gud til at tale Guds Evangelium til eder under megen Kamp. 3 Thi vor Prædiken skyldes ikke Bedrag, ej heller Urenhed og er ikke forbunden med Svig; 4 men ligesom vi af Gud ere fundne værdige til at få Evangeliet betroet, således tale vi, ikke for at behage Mennesker, men Gud, som prøver vore Hjerter. 5 Thi vor Færd var hverken nogen Sinde med smigrende Tale - som I vide - ej heller var den et Skalkeskjul for Havesyge - Gud er Vidne; 6 ikke heller søgte vi Ære af Mennesker, hverken af eder eller af andre, skønt vi som Kristi Apostle nok kunde have været eder til Byrde. 7 Men vi færdedes med Mildhed iblandt eder. Som når en Moder ammer sine egne Børn, 8 således fandt vi, af inderlig Kærlighed til eder, en Glæde i at dele med eder ikke alene Guds Evangelium, men også vort eget Liv, fordi I vare blevne os elskelige.
34 Men da Farisæerne hørte, at han havde stoppet Munden på Saddukæerne, forsamlede de sig. 35 Og en af dem, en lovkyndig, spurgte og fristede ham og sagde: 36 "Mester, hvilket er det store Bud i Loven?" 37 Men han sagde til ham: "Du skal elske Herren din Gud med hele dit Hjerte og med hele din Sjæl og med hele dit Sind. 38 Dette er det store og første Bud. 39 Men et andet er dette ligt: Du skal elske din Næste som dig selv. 40 Af disse to Bud afhænger hele Loven og Profeterne."
41 Men da Farisæerne vare forsamlede, spurgte Jesus dem og sagde: 42 "Hvad tykkes eder om Kristus? Hvis Søn er han?" De sige til ham: "Davids." 43 Han siger til dem: "Hvorledes kan da David i Ånden kalde ham Herre, idet han siger: 44 Herren sagde til min Herre: Sæt dig ved min højre Hånd, indtil jeg får lagt dine Fjender under dine Fødder. 45 Når nu David kalder ham Herre, hvorledes er han da hans Søn?" 46 Og ingen kunde svare ham et Ord, og ingen vovede mere at rette Spørgsmål til ham efter den Dag.