Revised Common Lectionary (Complementary)
18 Til Sangmesteren. Af HerrenS Tjener David, som sang Herren denne Sang, dengang Herren havde frelst ham af alle hans Fjenders og af Sauls Haand.
2 Herre, jeg har dig! hjerteligt kær, min Styrke! 3 Herre, min Klippe, min Borg. min Befrier, min Gud, mit Bjerg, hvortil jeg tyr, mit Skjold, mit Frelseshorn, mit Værn! 4 Jeg påkalder Herren, den Højlovede, og frelses fra mine Fjender.
5 Dødens Reb omsluttede mig, Ødelæggelsens Strømme forfærdede mig, 6 Dødsrigets Reb omspændte mig, Dødens Snarer faldt over mig; 7 i min Vånde påkaldte jeg Herren og råbte til min Gud. Han hørte min Røst fra sin Helligdom, mit Råb fandt ind til hans Ører! 8 Da rystede Jorden og skjalv, Bjergenes Grundvolde bæved og rysted, thi hans Vrede blussede op. 9 Røg for ud af hans Næse, fortærende Ild af hans Mund, Gløder gnistrede fra ham. 10 Han sænkede Himlen, steg ned med Skymulm under sine Fødder; 11 båret af Keruber fløj han, svæved på Vindens Vinger; 12 han omgav sig med Mulm som en Bolig, mørke Vandmasser, vandfyldte Skyer. 13 Fra Glansen foran ham for der Hagl og Ildgløder gennem hans Skyer. 14 Herren tordnede fra Himlen, den Højeste lod høre sin Røst, Hagl og Ildgløder. 15 Han udslyngede Pile, adsplittede dem, Lyn i Mængde og skræmmede dem. 16 Vandenes Bund kom til Syne, Jordens Grundvolde blottedes ved din Trusel, Herre, for din Vredes Pust. 17 Han udrakte Hånden fra det høje og greb mig, drog mig op af de vældige Vande, 18 frelste mig fra mine mægtige Fjender, fra mine Avindsmænd; de var mig for stærke. 19 På min Ulykkes Dag faldt de over mig, men Herren blev mig til Værn.
11 i Noas 600de Leveår på den syttende Dag i den anden Måned, den Dag brast det store Verdensdybs Kilder, og Himmelens Sluser åbnedes, 12 og Regnen faldt over Jorden i fyrretyve Dage og fyrretyve Nætter. 13 Selvsamme Dag gik Noa ind i Arken og med ham hans Sønner Sem, Kam og Jafet, hans Hustru og hans tre Sønnekoner 14 og desuden alle vildtlevende Dyr efter deres Arter, alt Kvæg efter dets Arter, alt Kryb på Jorden efter dets Arter og alle Fugle efter deres Arter, alle Fugle, alt, hvad der har Vinger; 15 af alt Kød, som har Livsånde, gik Par for Par ind i Arken til Noa; 16 Han og Hundyr af alt Kød gik ind, som Gud havde påbudt, og Herren lukkede efter ham. 17 Da kom Vandfloden over Jorden i fyrretyve Dage, og Vandet steg og løftede Arken, så den hævedes over Jorden. 18 Og Vandet steg og stod højt over Jorden, og Arken flød på Vandet; 19 og Vandet steg og steg over Jorden, så de højeste Bjerge under Himmelen stod under Vand; 20 femten Alen stod Vandet over dem, så Bjergene stod helt under Vand.
21 Da omkom alt Kød, som rørte sig på Jorden, Fugle, Kvæg, vildtlevende Dyr og alt Kryb på Jorden og alle Mennesker; 22 alt, i hvis Næse det var Livets Ånde, alt, hvad der var på det faste Land, døde. 23 Således udslettedes alle Væsener, der var på Jordens Flade, Mennesker, Kvæg, Kryb og Himmelens Fugle; de udslettedes af Jorden, og tilbage blev kun Noa og de, der var hos ham i Arken. 24 Vandet steg over Jorden i 150 Dage.
8 Da ihukom Gud Noa og alle de vilde Dyr og Kvæget, som var hos ham i Arken; og Gud lod en Storm fare hen over Jorden, så at Vandet begyndte at falde; 2 Verdensdybets Kilder og Himmelens Sluser lukkedes, Regnen fra Himmelen standsede, 3 og Vandet veg lidt efter lidt bort fra Jorden, og Vandet tog af efter de 150 Dages Forløb. 4 På den syttende Dag i den syvende Måned sad Arken fast på Ararats Bjerge, 5 og Vandet vedblev at synke indtil den tiende Måned, og på den første Dag i denne Måned dukkede Bjergenes Toppe frem.
4 Thi når Gud ikke sparede Engle, da de syndede, men nedstyrtede dem i Afgrunden og overgav dem til Mørkets Huler for at bevogtes til Dom, 5 og ikke sparede den gamle Verden, men bevarede Retfærdighedens Prædiker Noa selv ottende, da han førte Oversvømmelse over en Verden af ugudelige 6 og lagde Sodomas og Gomorras Stæder i Aske og domfældte dem til Ødelæggelse, så han har sat dem til Forbillede for dem, som i Fremtiden ville leve ugudeligt, 7 og udfriede den retfærdige Lot, som plagedes af de ryggesløses uterlige Vandel, 8 (thi medens den retfærdige boede iblandt dem, pintes han Dag for Dag i sin retfærdige Sjæl ved de lovløse Gerninger, som han så og hørte): 9 - da ved Herren at udfri gudfrygtige af Fristelse, men at straffe og bevogte uretfærdige til Dommens Dag, 10 og mest dem, som vandre efter Kød, i Begær efter Besmittelse, og foragte Herskab. Frække, selvbehagelige, bæve de ikke ved at bespotte Herligheder,