Revised Common Lectionary (Complementary)
11 Lær mig, Herre, din Vej, at jeg kan vandre i din Sandhed; vend mit Hjerte til dette ene: at frygte dit Navn. 12 Jeg vil takke dig, Herre min Gud, af hele mit Hjerte, evindelig ære dit Navn; 13 thi stor er din Miskundhed mod mig, min Sjæl har du frelst fra Dødsrigets Dyb. 14 Frække har rejst sig imod mig, Gud; Voldsmænd, i Flok vil tage mit Liv, og dig har de ikke for Øje. 15 Men, Herre, du er en barmhjertig og nådig Gud, langmodig og rig på Nåde og Sandhed. 16 Vend dig til mig og vær mig nådig, giv din Tjener din Styrke, frels din Tjenerindes Søn! 17 Und mig et Tegn på din Godhed; at mine Fjender med Skamme må se, at du, o Herre, hjælper og trøster mig!
9 De, der laver Gudebilleder, er alle intet, og deres kære Guder gavner intet; deres Vidner ser intet og kender intet, at de må blive til Skamme. 10 Når nogen laver en Gud og støber et Billede, er det ingen Gavn til; 11 se, alle dets Tilbedere bliver til Skamme; Mestrene er jo kun Mennesker lad dem samles til Hobe og træde frem, de skal alle som een forfærdes og blive til Skamme. 12 En smeder Jern til en Økse og arbejder ved Kulild, tildanner den med Hamre og gør den færdig med sin stærke Arm; får han ikke Mad, afkræftes han, og får han ikke Vand at drikke, bliver han træt. 13 Så fælder ban Træer, udspænder Målesnoren, tegner Billedet med Gravstikken, skærer det ud med Kniven og sætter det af med Cirkelen; han laver det efter en Mands Skikkelse, efter menneskelig Skønhed, til at stå i et Hus. 14 Han fældede sig Cedre, tog Elm og Eg og arbejdede af al sin Kraft på Skovens Træer, som Gud havde plantet og Regnen givet Vækst. 15 Det tjener et Menneske til Brændsel, han tager det og varmer sig derved; han sætter Ild i det og bager Brød - og desuden laver han en Gud deraf og tilbeder den, han gør et Gudebillede deraf og knæler for det. 16 Halvdelen brænder han i Ilden, og over Gløderne steger han Kød; han spiser Stegen og mættes; og han varmer sig derved og siger: "Ah, jeg bliver varm, jeg mærker Ilden" - 17 og af Resten laver han en Gud, et Billede; han knæler for det, kaster sig ned og beder til det og siger: "Frels mig, thi du er min Gud!"
13 Thi da Gud gav Abraham Forjættelsen, svor han ved sig selv, fordi han ingen større havde at sværge ved, og sagde: 14 "Sandelig, jeg vil rigeligt velsigne dig og rigeligt mangfoldiggøre dig." 15 Og således opnåede han Forjættelsen ved at vente tålmodigt. 16 Mennesker sværge jo ved en større, og Eden er dem en Ende på al Modsigelse til Stadfæstelse. 17 Derfor, da Gud ydermere vilde vise Forjættelsens Arvinger sit Råds Uforanderlighed, føjede han en Ed dertil, 18 for at vi ved to uforanderlige Ting, i hvilke det var umuligt, at Gud kunde lyve, skulde have en kraftig Opmuntring, vi, som ere flyede hen for at holde fast ved det Håb, som ligger foran os, 19 hvilket vi have som et Sjælens Anker, der er sikkert og fast og går ind inden for Forhænget, 20 hvor Jesus som Forløber gik ind for os, idet han efter Melkisedeks Vis blev Ypperstepræst til evig Tid.