Revised Common Lectionary (Complementary)

104 Min sjæl, lov Herren! Herren min Gud, du er såre stor! Du er klædt i Højhed og Herlighed, ² hyllet i Lys som en Kappe! Himlen spænder du ud som et Telt; ³ du hvælver din Højsal i Vandene, gør Skyerne til din Vogn, farer frem på Vindens Vinger; ⁴ Vindene gør du til Sendebud, Ildsluer til dine Tjenere! ⁵ Du fæsted Jorden på dens Grundvolde, aldrig i Evighed rokkes den; ⁶ Verdensdybet hylled den til som en Klædning, Vandene stod over Bjerge. ⁷ For din Trusel flyede de, skræmtes bort ved din Tordenrøst, ⁸ for op ad Bjerge og ned i Dale til det Sted, du havde beredt dem; ⁹ du satte en Grænse, de ej kommer over, så de ikke igen skal tilhylle Jorden. ¹⁰ Kilder lod du rinde i Dale, hen mellem Bjerge flød de; ¹¹ de læsker al Markens Vildt, Vildæsler slukker deres Tørst; ¹² over dem bygger Himlens Fugle, mellem Grenene lyder deres Kvidder. ¹³ Fra din Højsal vander du Bjergene, Jorden mættes fra dine Skyer; ¹⁴ du lader Græs gro frem til Kvæget og Urter til Menneskets Tjeneste, så du frembringer Brød af Jorden ¹⁵ og Vin, der glæder Menneskets Hjerte, og lader Ansigtet glinse af Olie, og Brødet skal styrke Menneskets Hjerte. ¹⁶ Herrens Træer bliver mætte, Libanons Cedre, som han har plantet, ¹⁷ hvor Fuglene bygger sig Rede; i Cypresser har Storken sin Bolig. ¹⁸ Højfjeldet er for Stenbukken, Klipperne Grævlingens Tilflugt. ¹⁹ Du skabte Månen for Festernes Skyld, Solen kender sin Nedgangs Tid; ²⁰ du sender Mørke, Natten kommer, da rører sig alle Skovens Dyr; ²¹ de unge Løver brøler efter Rov, de kræver deres Føde af Gud. ²² De sniger sig bort, når Sol står op, og lægger sig i deres Huler; ²³ Mennesket går til sit Dagværk, ud til sin Gerning, til Kvæld falder på. ²⁴ Hvor mange er dine Gerninger, Herre, du gjorde dem alle med Visdom; Jorden er fuld af, hvad du har skabt! ²⁵ Der er Havet, stort og vidt, der vrimler det uden Tal af Dyr, både små og store; ²⁶ Skibene farer der, Livjatan, som du danned til Leg deri. ²⁷ De bier alle på dig, at du skal give dem Føde i Tide; ²⁸ du giver dem den, og de sanker, du åbner din Hånd, og de mættes med godt. ²⁹ Du skjuler dit Åsyn, og de forfærdes; du tager deres Ånd, og de dør og vender tilbage til Støvet; ³⁰ du sender din Ånd, og de skabes, Jordens Åsyn fornyer du.

³¹ Herrens Herlighed vare evindelig, Herren glæde sig ved sine Værker! ³² Et Blik fra ham, og Jorden skælver, et Stød fra ham, og Bjergene ryger ³³ Jeg vil synge for Herren, så længe jeg lever, lovsynge min Gud, den Tid jeg er til. ³⁴ Min Sang være ham til Behag, jeg har min Glæde i Herren. ³⁵ Måtte Syndere svinde fra Jorden og gudløse ikke mer være til! Min Sjæl, lov Herren! Halleluja!

17 Tisjbiten Elias fra Tisjbe i Gilead sagde til Akab: "Så sandt Herren, Israels Gud, lever, han, for hvis Åsyn jeg står, i de kommende År skal der ikke falde dug eller Regn uden på mit udtrykkelige Bud!"

² Derpå kom Herrens Ord til ham således: ³ "Gå bort herfra og begiv dig østerpå og hold dig skjult ved Bækken Krit østen for Jordan; ⁴ du skal drikke af Bækken, og Ravnene har jeg pålagt at sørge for Føde til dig der." ⁵ Da gik han og gjorde efter Herrens Ord, han gik hen og tog Bolig ved Bækken Krit østen for Jordan; ⁶ og Ravnene bragte ham Brød om Morgenen og kød om Aftenen, og han drak af Bækken.

⁷ Men nogen Tid efter tørrede Bækken ud, eftersom der ingen Regn faldt i Landet. ⁸ Da kom Herrens Ord til ham således: ⁹ "Begiv dig til Zarepta, som hører til Zidon, og tag Bolig der; se, jeg har pålagt en Enke der at sørge for Føde til dig." ¹⁰ Så begav han sig til Zarepta, og da han kom til Byens Port, fik han Øje på en Enke, som var ved at sanke Brænde, og råbte til hende: "Hent mig lidt Vand i et Kar, for at jeg kan drikke!" ¹¹ Og da hun gik bort for at hente det, råbte han efter hende: "Tag også et Stykke Brød med til mig!" ¹² Men hun svarede: "Så sandt Herren din Gud lever, jeg ejer ikke Brød, men kun en Håndfuld Mel i Krukken og lidt Olie i Dunken; jeg var nettop ved at sanke et Par Stykker Brænde for at gå hjem og tillave det til mig og min Søn; og når vi har spist det, må vi dø!" ¹³ Da sagde Elias til hende: "Frygt ikke! Gå hjem og gør, som du siger; men lav først et lille Brød deraf til mig og bring mig det; siden kan du lave noget til dig selv og din Søn! ¹⁴ Thi så siger Herren, Israels Gud: Melkrukken skal ikke blive tom, og Olien i Dunken skal ikke slippe op, før den Dag Herren sender Regn over Jorden!" ¹⁵ Da gik hun og gjorde, som Elias sagde; og både hun og han og hendes Søn havde noget at spise en Tid lang. ¹⁶ Melkrukken blev ikke tom, og olien i Dunken slap ikke op, efter det Ord Herren havde talet ved Elias.

⁶ Men dette, Brødre! har jeg anvendt på mig selv og Apollos for eders Skyld, for at I på os kunne lære dette "ikke ud over, hvad der står skrevet", for at ikke nogen af eder for eens Skyld skal opblæse sig mod en anden. ⁷ Thi hvem giver dig Fortrin? og hvad har du, som du ikke har fået givet? men når du virkelig har fået det, hvorfor roser du dig da, som om du ikke havde fået det? ⁸ I ere allerede mættede, I ere allerede blevne rige, I ere blevne Konger uden os, ja, gid I dog vare blevne Konger, for at også vi kunde være Konger med eder! ⁹ Thi mig synes, at Gud har fremstillet os Apostle som de ringeste, ligesom dødsdømte; thi et Skuespilere vi blevne for Verden, både for Engle og Mennesker. ¹⁰ Vi ere Dårer for Kristi Skyld, men I ere kloge i Kristus; vi svage, men I stærke; I hædrede, men vi vanærede. ¹¹ Indtil denne Time lide vi både Hunger og Tørst og Nøgenhed og få Næveslag og have intet blivende Sted ¹² og arbejde møjsommeligt med vore egne Hænder. Udskælder man os, velsigne vi; forfølger man os, finde vi os deri; ¹³ spotter man os, give vi gode Ord; som Verdens Fejeskarn ere vi blevne, et Udskud for alle indtil nu.

¹⁴ Ikke for at beskæmme eder skriver jeg dette; men jeg påminder eder som mine elskede Børn. ¹⁵ Thi om I end have ti Tusinde Opdragere i Kristus, have I dog ikke mange Fædre; thi jeg har i Kristus Jesus avlet eder ved Evangeliet. ¹⁶ Jeg formaner eder altså, vorder mine Efterfølgere! ¹⁷ Derfor har jeg sendt Timotheus til eder, som er mit elskede og trofaste Barn i Herren, og han skal minde eder om mine Veje i Kristus, således som jeg lærer alle Vegne i enhver Menighed. ¹⁸ Men nogle ere blevne opblæste, i den Tanke, at jeg ikke kommer til eder; ¹⁹ men jeg skal snart komme til eder, om Herren vil, og gøre mig bekendt, ikke med de opblæstes Ord, men med deres Kraft. ²⁰ Thi Guds Rige består ikke i Ord, men i Kraft. ²¹ Hvad ville I? Skal jeg komme til eder med Ris eller med Kærlighed og Sagtmodigheds Ånd?