Revised Common Lectionary (Complementary)

38 En Salme af David. Lehazkir.

² Herre, revs mig ej i din vrede, tugt mig ej i din Harme! ³ Thi dine pile sidder i mig, din Hånd har lagt sig på mig. ⁴ Intet er karskt på min Krop for din Vredes Skyld, intet uskadt i mine Ledemod for mine Synders Skyld; ⁵ thi over mit Hoved skyller min Brøde som en tyngende Byrde, for tung for mig. ⁶ Mine Sår både stinker og rådner, for min Dårskabs Skyld går jeg bøjet; ⁷ jeg er såre nedtrykt, sorgfuld vandrer jeg Dagen lang. ⁸ Thi Lænderne er fulde af Brand, intet er karskt på min Krop, ⁹ jeg er lammet og fuldkommen knust, jeg skriger i Hjertets Vånde. ¹⁰ Herre, du kender al min Attrå, mit Suk er ej skjult for dig; ¹¹ mit Hjerte banker, min Kraft har svigtet, selv mit Øje har mistet sin Glans.

¹² For min Plages Skyld flyr mig Ven og Frænde, mine Nærmeste holder sig fjert; ¹³ de, der vil mig til Livs, sætter Snarer, og de, der vil mig ondt, lægger Råd om Fordærv, de tænker Dagen igennem på Svig. ¹⁴ Men jeg er som en døv, der intet hører, som en stum, der ej åbner sin Mund, ¹⁵ som en Mand, der ikke kan høre, i hvis Mund der ikke er Svar. ¹⁶ Thi til dig står mit Håb, o Herre, du vil bønhøre, Herre min Gud, ¹⁷ når jeg siger: "Lad dem ikke glæde sig over mig, hovmode sig over min vaklende Fod!" ¹⁸ Thi jeg står allerede for Fald, mine Smerter minder mig stadig; ¹⁹ thi jeg må bekende min Skyld må sørge over min Synd. ²⁰ Mange er de, der med Urette er mine Fjender, talrige de, der hader mig uden Grund, ²¹ som lønner mig godt med ondt, som står mig imod, fordi jeg søger det gode. ²² Herre, forlad mig ikke, min Gud, hold dig ikke borte fra mig, ²³ il mig til Hjælp, o Herre, min Frelse!

¹⁸ Derfor længes Herren efter at vise eder Nåde, derfor står han op for at forbarme sig over eder. Thi Rettens Gud er Herren; salige alle, der længes efter ham! ¹⁹ Ja, du Folk i Zion, du, som bor i Jerusalem, lad ikke Gråden overmande dig! Nådig vil han vise dig Nåde, når du råber; så snart han hører dig, svarer han. ²⁰ Herren skal give eder Trængselsbrød og Fængselsdrik; men så skal din Vejleder ikke mere dølge sig, dine, Øjne skal skue din Vejleder; ²¹ dine Ører skal høre det Ord bag ved dig: "Her er Vejen, I skal gå!" hver Gang I er ved at vige til højre eller venstre. ²² Da skal du holde dine Sølvbilleders Overtræk og dine Guldbilleders Klædning for urene; du skal slænge dem bort som Skarn. "Herud!" skal du sige til dem. ²³ Da giver han Regn til Sæden, du,sår i din Jord; og Brødet, som din Jord bærer, skal være kraftigt og nærende. På hin Dag græsser dit Kvæg på vide Vange; ²⁴ Okserne og Æslerne, der arbejder på Marken, skal æde saltet Blandfoder, renset med Kasteskovl og Fork. ²⁵ På hvert højt Bjerg og hver knejsende Banke skal Kilder vælde frem med rindende Vand på det store Blodbads Dag, når Tårne falder. ²⁶ Månens Lys skal blive som Solens, og Solens Lys skal blive syvfold stærkere, som syv Dages Lys, på hin Dag da Herren forbinder sit Folks Brud og læger dets slagne Sår.

⁸ Og i Lystra sad der en Mand, som var kraftesløs i Fødderne, lam fra Moders Liv, og han havde aldrig gået. ⁹ Han hørte Paulus tale; og da denne fæstede Øjet på ham og så, at han havde Tro til at frelses, sagde han med høj Røst: ¹⁰ "Stå ret op på dine Fødder!" Og han sprang op og gik omkring. ¹¹ Men da Skarerne så, hvad Paulus havde gjort, opløftede de deres Røst og sagde på Lykaonisk: "Guderne ere i menneskelig Skikkelse stegne ned til os." ¹² Og de kaldte Barnabas Zens, men Paulus Hermes, fordi han var den, som førte Ordet. ¹³ Men Præsten ved Zenstemplet, som var uden for Byen, bragte Tyre og Kranse hen til Portene og vilde ofre tillige med Skarerne. ¹⁴ Men da Apostlene, Barnabas og Paulus, hørte dette, sønderreve de deres Klæder og sprang ind i Skaren, ¹⁵ råbte og sagde: "I Mænd! hvorfor gøre I dette? Vi ere også Mennesker, lige Kår undergivne med eder, og vi forkynde eder Evangeliet om at vende om fra disse tomme Ting til den levende Gud, som har gjort Himmelen og Jorden og Havet og alt, hvad der er i dem; ¹⁶ han, som i de forbigangne Tider lod alle Hedningerne vandre deres egne Veje, ¹⁷ ihvorvel han ikke lod sig selv være uden Vidnesbyrd, idet han gjorde godt og gav eder Regn og frugtbare Tider fra Himmelen og mættede eders Hjerter med Føde og Glæde." ¹⁸ Og det var med Nød og næppe, at de ved at sige dette afholdt Skarerne fra at ofre til dem.