Revised Common Lectionary (Complementary)
41 Til Sangmesteren. En Salme af David.
2 Salig den Mand, der tager sig af de svage, ham frelser Herren på Ulykkens Dag; 3 Herren vogter ham, holder ham i Live, det går ham vel i Landet, han giver ham ikke i Fjendevold. 4 På Sottesengen står Herren ham bi, hans Smertensleje gør du ham let.
5 Så siger jeg da: Vær mig nådig, Herre, helbred min Sjæl, jeg har syndet mod dig! 6 Mine Fjender ønsker mig ondt: "Hvornår mon han dør og hans Navn udslettes?" 7 Kommer en i Besøg, så fører han hyklerisk Tale, hans Hjerte samler på ondt, og så går han bort og taler derom. 8 Mine Avindsmænd hvisker sammen imod mig, alle regner de med, at det går mig ilde: 9 "En dødelig Sot har grebet ham; han ligger der - kommer aldrig op!" 10 Endog min Ven, som jeg stolede på, som spiste mit Brød, har løftet Hælen imod mig. 11 Men du, o Herre, vær mig nådig og rejs mig, så jeg kan øve Gengæld imod dem. 12 Deraf kan jeg kende, at du har mig kær, at min Fjende ikke skal juble over mig. 13 Du holder mig oppe i Kraft af min Uskyld, lader mig stå for dit Åsyn til evig Tid.
14 Lovet være Herren, Israels Gud, fra Evighed og til Evighed, Amen, Amen!
38 Ved den Tid blev Ezekias dødssyg. Da kom Profeten Esajas, Amoz's Søn, til ham og sagde: "Så siger Herren: Beskik dit Hus, thi du skal dø og ikke leve!" 2 Da vendte han Ansigtet om mod Væggen og bad således til Herren: 3 "Ak, Herre, kom dog i Hu, hvorledes jeg har vandret for dit Åsyn i Oprigtighed og med helt Hjerte og gjort, hvad der er godt i dine Øjne!" Og Ezekias græd højt. 4 Da kom Herrens Ord til Esajas således: 5 "Gå hen og sig til Ezekias: Så siger Herren, din Fader Davids Gud: Jeg har hørt din Bøn, jeg har set dine Tårer! Se, jeg vil lægge femten År til dit Liv 6 og udfri dig og denne By af Assyrerkongens Hånd og værne om denne By! 7 Og Tegnet fra Herren på, at Herren vil udføre, hvad han har sagt, skal være dig dette: 8 Se, jeg vil lade Skyggen gå de Streger tilbage, som den har flyttet sig med Solen på Akaz's Solur, ti Streger!" Da gik Solen de ti Streger, som den havde flyttet sig, tilbage på Soluret.
7 Holder ud og lader eder tugte; Gud handler med eder som med Sønner; thi hvem er den Søn, som Faderen ikke tugter? 8 Men dersom I ere uden Tugtelse, hvori alle have fået Del, da ere I jo uægte og ikke Sønner. 9 Fremdeles, vore kødelige Fædre havde vi til Optugtere, og vi følte Ærefrygt; skulde vi da ikke meget mere underordne os under Åndernes Fader og leve? 10 thi hine tugtede os for nogle få Dage efter deres Tykke, men han gør det til vort Gavn, for at vi skulle få Del i hans Hellighed. 11 Al Tugtelse synes vel, imedens den er nærværende, ikke at være til Glæde, men til Bedrøvelse; men siden giver den til Gengæld dem, som derved ere øvede, en Fredens Frugt i Retfærdighed.
12 Derfor, retter de slappede Hænder og de lammede Knæ, 13 og træder lige Spor med eders Fødder, for at ikke det lamme skal vrides af Led, men snarere helbredes.