Revised Common Lectionary (Complementary)
Bøn om tilgivelse
51 1-2 Til korlederen: En sang af David, efter at profeten Natan havde konfronteret ham med hans affære med Batsheba.
3 Vær mig nådig, oh, Gud, og tilgiv mig,
for du er barmhjertig og trofast.
4 Forbarm dig over mig og tilgiv min synd,
så jeg kan begynde på en frisk.
5 Jeg ved, at jeg har handlet forkert,
min synd plager mig dag og nat.
6 Det er først og fremmest dig, jeg har syndet imod,
det er dine bud, jeg har overtrådt.
Du anklager mig med rette,
din dom er retfærdig.
7 Jeg har været en synder fra fødslen af,
været skyldig, siden jeg blev undfanget.
8 Du ønsker at se et oprigtigt hjerte,
du længes efter at lære mig visdom.
9 Stænk vand på mig og rens mig fra min skyld,
så jeg bliver ren som nyfalden sne.
10 Jeg føler mig knust på grund af din straf,
men jeg ser frem til at blive glad igen.
11 Bliv ikke ved at stirre på min synd,
men tilgiv mig og udslet min skyld.
12 Giv mig et rent hjerte, oh, Gud,
og skab en ny ånd i mit indre.
13 Skub mig ikke væk fra din nærhed,
tag ikke din Helligånd[a] fra mig.
14 Lad mig igen glædes over din frelse,
og giv mig et lydigt hjerte.
15 Så vil jeg lære syndere dine bud,
så de omvender sig til dig.
16 Lad mig ikke dø, selv om jeg er skyldig i drab,
men frels mig, så jeg kan synge om din tilgivelse.
17 Giv mig noget godt at fortælle om,
så jeg kan lovprise dig og give dig ære.
18 Du er ikke interesseret i slagtofre,
mine brændofre formilder dig ikke.
19 Det offer, du ønsker, er en ydmyg ånd,
du længes efter at se et angrende hjerte.
20 Se også i nåde til Zion.
Genopbyg Jerusalems mure.
21 Derefter kan du glæde dig over vore ofre,
både brændofre og helofre.
Vi vil ofre vore tyre på dit alter.
58 Hvis I nægter at adlyde de love, som er optegnet i denne bog, og derved undlader at vise ærefrygt for Herrens herlige og frygtindgydende navn, 59-60 vil han sende uhelbredelige sygdomme over jer og jeres børn, ja, han vil ramme jer med de samme plager, han sendte over Egypten, og som I frygtede så stærkt. 61 Ikke nok med det. Herren vil ramme jer med alskens plager og ulykker, med katastrofer, der ikke engang er nævnt i denne bog, indtil I er udryddet. 62 Kun en rest vil blive tilbage, skønt I før var talrige som himlens stjerner. Det bliver konsekvensen, hvis I ikke vil adlyde Herren, jeres Gud, 63 for i så fald er Herren lige så opsat på at straffe jer, som han var opsat på at velsigne jer med fremgang og tilvækst. Han viger ikke tilbage for at rykke jer op med rode fra det land, I nu skal over og tage i besiddelse. 64 Han vil sprede jer blandt alle jordens folk. Dér vil I komme til at dyrke andre folkeslags guder af træ og sten, guder, som hverken I eller jeres forfædre før har kendt. 65 I vil blive et rodløst og hvileløst folk. Herren vil slå jer med frygt, håbløshed og fortvivlelse. 66 Både dag og nat vil I frygte for at blive slået ihjel. Jeres liv vil hænge i en tynd tråd. 67 Om morgenen vil I ønske, det var aften, og om aftenen vil I ønske, det var morgen. Så frygtelig er den terror, der truer jer. 68 Da vil Herren sende jer tilbage til Egypten på skibe, en rejse jeg lovede, I aldrig mere skulle gøre, og dér vil I prøve at sælge jer selv som slaver til jeres fjender, men ingen vil være interesseret i at købe jer.”
69 Alle de her ord hører til den pagt, som Herren bad Moses slutte med israelitterne på Moabs sletter. Det er en tilføjelse til og fornyelse af pagten ved Horebs bjerg.
Opfordring til lydighed mod pagten
29 1-2 Moses fortsatte med at tale til folket: „I har hørt om de vældige undere og frygtelige plager, som Herren sendte over egypterkongen, hans tjenere og hele hans folk.
17 Nu nærmede tidspunktet sig, da Gud ville opfylde sit løfte til Abraham om, at hans efterkommere skulle befries fra slaveriet og få det lovede land i eje. Netop i den periode voksede det jødiske folk og blev meget talstærkt i Egypten. 18 Så kom der en ny konge til magten, og han kendte ikke noget til Josefs bedrifter. 19 Han udnyttede vores folk groft og mishandlede vores forfædre. Blandt andet tvang han de israelitiske forældre til at sætte deres spædbørn ud, så de døde. 20 På den tid blev Moses født, og Gud syntes godt om barnet. I tre måneder passede moderen i al hemmelighed det lille barn hjemme, 21 men til sidst måtte hun alligevel sætte ham ud. Faraoens datter fandt ham og adopterede ham, 22 og han blev oplært i egypternes visdom og voksede op til at blive en magtfuld mand i ord og gerning.
23 Da Moses var 40 år gammel, besluttede han at opsøge sine landsmænd, Israels folk. 24 Under sit besøg hos dem blev han øjenvidne til, at en egypter mishandlede en israelit. Moses angreb egypteren og slog ham ihjel. 25 Han regnede nu med, at det måtte få hans landsmænd til at indse, at Gud havde sendt ham for at redde dem, men det forstod de ikke.
26 Næste dag fik han øje på to israelitter, der var oppe at slås. Han forsøgte at lægge sig imellem og råbte: ‚Stands! Hvorfor slås I, når I er landsmænd?’ 27 Men manden, som var årsag til slagsmålet, skubbede Moses til side og sagde: ‚Hvem har sat dig til at dømme os imellem og være vores leder? 28 Du vil måske slå mig ihjel, ligesom du i går slog egypteren ihjel?’ 29 Da Moses hørte det, flygtede han skyndsomt ud af landet og boede som fremmed i Midjan, hvor han blev gift og fik to sønner.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.