Revised Common Lectionary (Complementary)

⁴ Vi troede, at hans lidelser var Guds straf. Men det var vores sygdomme han tog på sig, vores lidelser han bar. ⁵ Han blev gennemboret for vores synder og lemlæstet for vores overtrædelser. Straffen ramte ham, for at vi kunne gå fri. Ved hans sår blev vi helbredt. ⁶ Vi var som får, der var faret vild, vi gik hver vores egen vej. Men Herren lod ham bære den straf, som vi skulle have haft.

⁷ Han blev pint og mishandlet, men var tavs som et lam, der føres til slagtning, som et får, der lader sig klippe uden at klynke. ⁸ Han blev ydmyget, dømt og ført bort. Efterkommere har han ingen af, for hans liv på jorden endte brat. Han tog straffen for folkets skyld. ⁹ Man ville begrave ham sammen med forbrydere, men han fik en gravplads blandt de rige, for han havde ikke gjort noget forkert og aldrig bedraget nogen.

¹⁰ Det var Herrens plan, at han skulle lide. Men når han har bragt det offer, som soner andres synd og skyld, vil han få talrige efterkommere og et langt liv, og Herrens plan skal lykkes gennem ham. ¹¹ Når han ser, hvad der kommer ud af hans lidelse, glæder han sig og føler, at det var det hele værd. Herren siger: „Min retfærdige tjener vil få frikendt mange, fordi han har sonet deres synd. ¹² Jeg vil belønne ham med ære og magt fordi han frivilligt gav sit liv. Han blev regnet som en synder, men han tog straffen for mange menneskers synd og gik i forbøn for de oprørske.”

5 De jødiske ypperstepræster var mennesker som alle andre, men de blev udvalgt til at tjene Gud på deres medmenneskers vegne. De skulle bringe ofre og gaver til Gud, for at menneskers synder kunne blive tilgivet. ² De kunne vise barmhjertighed og forståelse for tankeløse og vildførte menneskers synd og svigten, fordi de selv var mennesker, som begik fejl. ³ Derfor måtte de bringe syndofre både for folkets synder og deres egne synder.

⁴ Ingen har ret til selv at påtage sig den ære at være ypperstepræst. Han skal kaldes og indsættes af Gud, ligesom Aron blev det. ⁵ Heller ikke Kristus påtog sig selv den ære at være ypperstepræst. Nej, han blev indsat af Gud, som sagde til ham:

⁶ Og et andet sted taler Skriften således om ham: „Du skal være præst efter Melkizedeks forbillede for evigt.”^[a]

⁷ Engang, mens Jesus levede her på jorden som menneske, bad han inderligt til Gud med tårer og smerte, for han vidste, at Gud var den eneste, der kunne redde ham fra en frygtelig død. Og Gud hørte hans bøn på grund af hans gudsfrygt.^{[b] 8} Selvom Jesus var Guds Søn, måtte han gennem sine lidelser lære, hvad fuld lydighed indebærer. ⁹ Da hans gerning var fuldført, havde han dermed skabt grundlaget for, at alle, som adlyder ham, opnår en evig frelse. ¹⁰ Gud havde jo kaldt ham ypperstepræst for evigt efter Melkizedeks forbillede.

Lederskab i Guds rige^(A)

³⁵ Lidt senere gik Zebedæussønnerne, Jakob og Johannes, hen til Jesus og sagde: „Mester, vi vil bede dig gøre noget for os.”

³⁶ „Hvad vil I have, jeg skal gøre for jer?” spurgte Jesus.

³⁷ „Når du bliver konge i Guds rige, vil vi gerne sidde på de troner, der står nærmest ved din. Den ene af os på højre side og den anden på venstre side.”

³⁸ „I ved ikke, hvad I beder om. Kan I tømme det lidelsens bæger, som jeg skal tømme? Kan I følge mig i den smertefulde dåb, som jeg skal igennem?”

³⁹ „Ja, det kan vi.”

„Godt, I skal få lov at tømme samme bæger og døbes med samme dåb som jeg, ⁴⁰ men det er ikke mig, der afgør, hvem der skal sidde ved min højre og venstre side. Gud har allerede bestemt, hvem der skal sidde der.”

⁴¹ Da de andre ti disciple hørte, hvad Jakob og Johannes havde bedt om, blev de vrede. ⁴² Men Jesus kaldte dem sammen og sagde: „I ved, hvordan magthaverne i denne verden holder af at herse og hundse med folk, og hvordan de store nyder at vise deres magt over for de små. ^43-44 Sådan må det ikke være hos jer. De, som gerne vil være store og betydningsfulde iblandt jer, skal være tjenere for alle de andre. ⁴⁵ Menneskesønnen kom heller ikke for at lade sig betjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum, for at mange kan blive sat fri.”