Revised Common Lectionary (Complementary)
4 Kort efter begyndte nogle af de fremmede, som fulgte med, at længes efter Egyptens kødgryder, og de fik hele Israels folk til at græde af selvmedlidenhed. „Bare vi dog kunne få lidt kød,” klagede de alle sammen. 5 „Åh, hvor vi længes efter de fisk, der var nok af i Egypten—og agurker, vandmeloner, porrer, løg og hvidløg. 6 Man mister appetitten, når det eneste, man får at spise, er manna.”
10 Da Moses hørte folket beklage sig fra deres teltåbninger, blev han meget nedslået, og Herren blev vred. 11 Moses sagde da til Herren: „Hvad har jeg gjort, siden jeg skal belemres med det her genstridige folk? 12 De opfører sig som børn. Men det er ikke mig, der har sat dem i verden. Skal jeg virkelig bære dem i favnen, som en far bærer sit spædbarn, hele vejen til det land, du lovede deres forfædre? 13 Hvor skal jeg få kød fra til alle de mennesker? De græder og plager mig om at få kød at spise. 14 Jeg kan ikke klare at bære ansvaret for dette folk—det er for tung en byrde for mig. 15 Hvis det skal være på den måde, foretrækker jeg, at du tager mit liv, så jeg kan slippe for denne elendighed.”
Gud lader sin Ånd komme over 70 ledere
16 Da sagde Herren til Moses: „Tilkald 70 af folkets ledere og før dem hen til åbenbaringsteltets indgang.
24 Så gik Moses ud og fortalte folket, hvad Herren havde sagt. Derpå udvalgte han 70 af folkets ledere og lod dem tage opstilling rundt om teltet. 25 Da kom Herren ned i skyen for at tale med Moses, og han tog noget af den Ånd, der var over Moses, og lod den komme over de 70 ledere, som straks begyndte at profetere—noget som de dog kun gjorde denne ene gang.
26 To mænd ved navn Eldad og Medad var ikke gået hen til teltet, selv om de hørte med blandt de udvalgte ledere. Alligevel kom Guds Ånd over dem, og de begyndte at profetere dér, hvor de befandt sig i lejren. 27 En ung mand kom nu løbende hen til Moses og fortalte ham, hvad der var på færde. 28 Josva, Nuns søn, der havde været Moses’ medhjælper fra sin ungdom, udbrød: „Mester, stands dem dog.” 29 Men Moses svarede: „Hvorfor er du så nidkær på mine vegne? Jeg ville ønske, at hele folket var profeter, og at Herren ville lade sin Ånd komme over dem alle.”
7 Den ene horisont er dens udgangspunkt,
ved den anden når den sit mål.
Intet undgår dens brændende varme.
Herrens lov
8 Herrens lov er fuldkommen, giver sjælen styrke.
Hans befalinger er troværdige, gør selv en tåbe vis.
9 Herrens anvisninger er gode, giver hjertet glæde.
Hans forordninger er fuldkomne, giver indsigt og forstand.
10 Herrens ord er sande, står fast for altid.
Hans vedtægter er gode og værd at følge.
11 De er mere værd end guld, ja selv det pureste guld,
sødere end frisk honning, der drypper fra bikagen.
12 Dine tjenere bliver vejledt gennem dem,
de, der adlyder dem, bliver rigt belønnet.
Hjælp imod synd
13 Herre, hvem kan se sine egne fejl?
Straf mig ikke for ubevidste synder.
14 Bevar mig fra at synde med vilje,
lad ikke mit begær få magten over mig.
Da kan jeg stå uden skyld for dit ansigt
og skal ikke dømmes for oprør imod dig.
Om bønnens kraft og hjælp til en vildfaren synder
13 Hvis I lider ondt, skal I bede. Er I glade, så syng lovsange. 14 Hvis nogle af jer ligger syge, kan I tilkalde menighedens ledere. De vil så salve jer med olie i Herrens navn og bede for jer, 15 så vil bøn i tillid til Herren gøre jer raske, så I kan stå op fra sygesengen. Og har I begået en synd, vil I få tilgivelse. 16 Bekend derfor jeres synder for hinanden og bed for hinanden, så I kan blive helbredt.
Troens bøn kan udrette store mirakler. 17 Tænk blot på Elias. Han var ligesom os, et ganske almindeligt menneske, men han bad inderligt om, at det ikke måtte regne, og der faldt ingen regn i tre og et halvt år i hele landet. 18 Så bad han om, at det igen måtte regne, og det begyndte at øse ned, så planterne kunne vokse.
19 Kære venner, hvis en af jer er kommet bort fra sandheden, og en anden hjælper ham tilbage på den rette vej, 20 så har det menneske reddet en sjæl fra døden, og mange synder er blevet tilgivet.[a]
Den, der ikke er imod, er for(A)
38 Johannes sagde nu til Jesus: „Mester! Vi så en mand drive dæmoner ud i dit navn, og vi sagde til ham, at det skulle han holde op med, for han var ikke en af dine disciple.”
39 „Lad være med at hindre ham,” sagde Jesus. „Ingen kan det ene øjeblik gøre undere i mit navn og så i det næste tale ondt om mig. 40 Den, der ikke er imod os, er for os.[a] 41 Og hvis nogen giver jer blot et glas vand, fordi I hører mig til, så kan jeg love jer, at det menneske ikke skal gå glip af sin belønning.
Fristelser, som fører til fortabelse(B)
42 Men hvis nogen ødelægger troen hos en af de små, der har tillid til mig, var det bedre for det menneske, om det blev kastet i havet med en møllesten om halsen.
43 Hvis din hånd er skyld i, at du falder fra troen, så hug den af! Det er bedre for dig at gå ind til det evige liv uden din hånd end at blive kastet i Helvedes uudslukkelige ild med begge hænder i behold.[b] 45 Er det din fod, der får dig til at falde fra troen, så hug den af! Det er bedre for dig at gå haltende ind til det evige liv end at blive kastet i Helvede med begge ben i behold. 47 Er det øjet, der får dig til at falde fra troen, så riv det ud! Det er bedre for dig at gå enøjet ind i Guds rige end at blive kastet i Helvede med begge øjne i behold. 48 Det er et sted, hvor ‚ormene aldrig dør, og ilden aldrig slukkes.’[c]
Gennem prøvelsernes ild til hellighed
49 Enhver discipel skal renses gennem prøvelsernes ild. 50 Et liv levet i fuld lydighed til Gud er et prisværdigt liv—men et liv uden lydighed er lige så nytteløst som salt, der har mistet sin kraft. Lev med visdom og hold fred med hinanden.”[d]
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.