Print Page Options
Previous Prev Day Next DayNext

Revised Common Lectionary (Complementary)

Daily Bible readings that follow the church liturgical year, with thematically matched Old and New Testament readings.
Duration: 1245 days
Bibelen på hverdagsdansk (BPH)
Version
Salme 38

En bøn om hjælp i lidelse

38 En sang af David og en bøn til Herren om nåde.

Herre, straf mig ikke i vrede,
    irettesæt mig ikke i harme.
Dine pile sidder dybt i mig,
    din straffende hånd hviler tungt på mig.
Min krop sygner hen på grund af din vrede,
    mit helbred er nedbrudt som følge af synd.
Min skyld vokser mig over hovedet,
    min syndebyrde er ikke til at bære.
Mine sår er betændte og stinker
    på grund af min tåbelige synd.
Jeg er nedtrykt og meget bedrøvet,
    dagen igennem sørger jeg dybt.
Det føles som ild i mit indre,
    hele min krop er syg af feber.
Jeg er lamslået og knust,
    stønner i fortvivlelse og smerte.

10 Herre, du ved, hvad jeg længes efter!
    Du hører alle mine suk.
11 Mit hjerte hamrer, min kraft er borte,
    mine øjne har mistet deres glans.
12 Min lidelse holder slægt og venner borte,
    mine kære holder sig på afstand.
13 Mine fjender stiller fælder for mig,
    de, som ønsker mig død, lægger onde planer.
        De har altid kun forræderi i tanke.
14 Jeg er som en døv, der ikke kan høre,
    som en stum, der ikke kan tale.
15 Jeg lader, som om jeg ikke hører,
    undlader at svare på spørgsmål.
16 Jeg venter på, at du gør noget, Herre.
    Jeg længes efter at få et svar, min Gud.
17 Lad ikke mine fjender hovere over min tilstand,
    eller glæde sig over at se mig falde.
18 Jeg er på randen af et sammenbrud,
    jeg lider af konstante smerter.

19 Men jeg vil bekende min synd
    og angre det onde, jeg har gjort.

20 Mange er imod mig uden årsag,
    mange hader mig uden grund.
21 De gengælder godt med ondt.
    De er imod mig, fordi jeg ønsker at gøre det gode.

22 Herre, lad mig ikke i stikken,
    hold dig ikke borte fra mig.
23 Skynd dig at gribe ind,
    hjælp mig, min Herre og Frelser!

Mikas 4:1-7

Det kommende fredsrige

Men det skal ske i de sidste dage,
    at Herrens tempelbjerg bliver verdens knudepunkt.
        Alverdens folkeslag vil strømme derhen.
„Lad os rejse til Herrens bjerg,” vil de sige.
    „Lad os tage hen til Israels Guds bolig,
så vi kan lære hans vilje at kende
    og følge hans vejledninger,
for den sande lære kommer fra Zion,
    Herrens ord udgår fra Jerusalem.”
Herren vil afgøre folkenes stridigheder
    og være dommer for fjerne stormagter.
Da vil de smede deres sværd om til plovskær
    og omdanne deres spyd til vingårdsknive.
Landene vil holde op med at bekrige hinanden,
    og alt militær bliver overflødigt.
Til den tid kan man nyde freden i sin have,
    for der er ikke længere noget at frygte.
Dette er et budskab fra Herren, den Almægtige.
Folkeslagene følger hver deres gud,
    men vi vil for evigt følge Herren, vores Gud.

„Til den tid,” siger Herren,
    „vil jeg samle mit adspredte, forslåede folk
        og læge dem, jeg var nødt til at straffe.
Jeg vil begynde forfra med den rest, der er tilbage,
    og samle mit adspredte folk til en stærk nation.
Da vil jeg være deres konge
    og regere fra Zions bjerg for evigt.

2 Korinterne 1:1-11

Indledende hilsen

Dette brev er fra Paulus, som efter Guds vilje er apostel i tjenesten for Jesus Kristus. Jeg og min medarbejder, Timoteus, sender mange hilsener til jer, som hører til menigheden i Korinth, samt til alle de andre kristne i Akaja. Nåde være med jer og fred fra Gud, vores Far, og Herren Jesus Kristus.

Lovprisning til den barmhjertige Gud, der redder os ud af trængslerne

Vi takker og priser Gud, som er Far til vores Herre, Jesus Kristus. Han er en barmhjertig Gud, der opmuntrer os på alle måder. Han trøster og styrker os i alle vores trængsler, så vi kan videregive hans trøst og styrke til andre, der har det svært. Det er jo sådan, at jo mere vi lider for Kristus, des mere giver han os af sin trøst og opmuntring. Når vi bliver udsat for trængsler, kommer det faktisk jer til gode! Når vi er kommet styrket igennem lidelserne, kan vi nemlig opmuntre jer til at udholde tilsvarende lidelser. Vi har fuld tillid til, at I vil komme styrket igennem, for vi er overbeviste om, at når I står over for sådanne lidelser, vil I få den samme trøst og hjælp, som vi har fået.

Vi kan godt fortælle jer, venner, at de trængsler, vi var udsat for i provinsen Asien, var så overvældende, at vi næsten ikke kunne holde det ud. Vi havde opgivet alt håb om at slippe levende fra det. Vi regnede os faktisk allerede for døde, for at vi ikke skulle tro, at vi havde nogen chance for at redde os selv. Det var kun Gud, der kunne hjælpe os, han, som endog formår at give nyt liv til de døde. 10 Og han greb ind! Han reddede os fra den visse død, og vi har tillid til, at det vil han fortsat gøre, 11 når I står sammen med os i bøn. Når Gud så i sin nåde redder os, vil mange mennesker lovprise ham, netop fordi så mange har bedt for os.

Bibelen på hverdagsdansk (BPH)

Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.