Revised Common Lectionary (Complementary)
En bøn om hjælp i lidelse
38 En sang af David og en bøn til Herren om nåde.
2 Herre, straf mig ikke i vrede,
irettesæt mig ikke i harme.
3 Dine pile sidder dybt i mig,
din straffende hånd hviler tungt på mig.
4 Min krop sygner hen på grund af din vrede,
mit helbred er nedbrudt som følge af synd.
5 Min skyld vokser mig over hovedet,
min syndebyrde er ikke til at bære.
6 Mine sår er betændte og stinker
på grund af min tåbelige synd.
7 Jeg er nedtrykt og meget bedrøvet,
dagen igennem sørger jeg dybt.
8 Det føles som ild i mit indre,
hele min krop er syg af feber.
9 Jeg er lamslået og knust,
stønner i fortvivlelse og smerte.
10 Herre, du ved, hvad jeg længes efter!
Du hører alle mine suk.
11 Mit hjerte hamrer, min kraft er borte,
mine øjne har mistet deres glans.
12 Min lidelse holder slægt og venner borte,
mine kære holder sig på afstand.
13 Mine fjender stiller fælder for mig,
de, som ønsker mig død, lægger onde planer.
De har altid kun forræderi i tanke.
14 Jeg er som en døv, der ikke kan høre,
som en stum, der ikke kan tale.
15 Jeg lader, som om jeg ikke hører,
undlader at svare på spørgsmål.
16 Jeg venter på, at du gør noget, Herre.
Jeg længes efter at få et svar, min Gud.
17 Lad ikke mine fjender hovere over min tilstand,
eller glæde sig over at se mig falde.
18 Jeg er på randen af et sammenbrud,
jeg lider af konstante smerter.
19 Men jeg vil bekende min synd
og angre det onde, jeg har gjort.
20 Mange er imod mig uden årsag,
mange hader mig uden grund.
21 De gengælder godt med ondt.
De er imod mig, fordi jeg ønsker at gøre det gode.
22 Herre, lad mig ikke i stikken,
hold dig ikke borte fra mig.
23 Skynd dig at gribe ind,
hjælp mig, min Herre og Frelser!
Guds barmhjertighed—folkets redning
18 Men Herren længes efter at være nådig og barmhjertig imod jer. Han er en god Gud, og han velsigner dem, der søger hjælp hos ham.
19 Mit folk i Jerusalem, hold op med at græde, for Herren er barmhjertig. Han vil høre dig, hvis du beder om hans hjælp. Han vil svare dig, så snart du råber til ham. 20 Selv når han sender dig modgang og bitter lidelse, er han med dig for at vejlede dig. Med dine egne øjne skal du se dine vejledere.[a] 21 Når du er ved at komme på afveje og fare vild, skal du høre en stemme bag dig sige: „Her er den vej, du skal følge.” 22 Da vil du ødelægge alle dine forsølvede afguder og forgyldte gudestatuetter. Du vil kaste dem bort som affald. „Ud med dem!” vil du sige.
23 Da vil Gud velsigne det, du har sået, med masser af regn. Afgrøden vil vokse godt, og høstudbyttet blive stort. Dit kvæg får vidtstrakte græsgange. 24 Okser og æsler, som arbejder for dig, får det fineste og bedste foder. 25 Den dag Gud griber ind og besejrer dine fjender, vil han sende dig strømme af vand fra hvert bjerg og bakkedrag. 26 Månen vil skinne som solen, og solen vil skinne syv[b] gange stærkere end før, som syv dages dagslys på én gang. Sådan vil det gå, når Herren helbreder sit forslåede folk og heler de sår, han gav dem.
En lam mand helbredes i Lystra
8-9 Imens Paulus talte i Lystra, var der blandt tilhørerne en mand, der havde været lam fra fødslen. Han havde aldrig kunnet stå eller gå. Han lyttede meget opmærksomt til, hvad Paulus sagde. Paulus kiggede nøje på ham og forstod, at manden havde tro til at blive helbredt.[a] 10 Derfor sagde han til ham med høj røst: „Rejs dig og stå på dine ben!” Straks sprang manden op og begyndte at gå omkring.
11 Da folkemængden så, hvad Paulus havde gjort, råbte de på deres eget lokale sprog: „Guderne er kommet ned til os i menneskeskikkelse.” 12 De mente, at Barnabas var den græske gud Zeus, og at Paulus var Hermes, fordi det var ham, der førte ordet. 13 Præsten ved Zeustemplet, som lå uden for byen, kom med nogle tyre draperet med blomsterkranse. Han gjorde sig klar til at ofre tyrene til deres ære på den offentlige plads ved byporten under deltagelse af en stor folkemængde.
14 Da det gik op for Barnabas og Paulus, hvad der var ved at ske, blev de forfærdede. De rev en flænge i deres kjortler og sprang ind blandt folkemængden, 15 mens de råbte: „Hvad er det dog, I gør? Lad være med det! Vi er ikke guder! Vi er ganske almindelige mennesker som I selv. Vi er her for at fortælle jer, at I skal vende om fra det nytteløse afguderi og komme til den levende Gud, som har skabt himlen og jorden og havet og alt, hvad der findes. 16 Han har indtil nu ladet de forskellige folkeslag passe sig selv, 17 men der har altid været nogle ting, der har vidnet om hans godhed mod alle mennesker: Han har sendt regnen fra himlen og givet vækst til jeres afgrøder, så I har kunnet glæde jer over at have mad at spise.”
18 Selv efter den forklaring var det kun med nød og næppe, at de to apostle fik folkeskaren til at lade være med at ofre til dem.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.