Revised Common Lectionary (Complementary)

Na’amans helbredelse

5 Den aramæiske konges hærfører hed Na’aman. Han var højt agtet og havde stor indflydelse, fordi Herren havde givet ham en lang række militære sejre. Men han led af en uhelbredelig hudsygdom.

² Nu var det sådan, at Na’amans kone havde en tjenestepige, der som lille var blevet bortført af nogle aramæiske soldater under et plyndringstogt i Israel.

³ En dag sagde den unge pige til sin frue: „Jeg ville ønske min herre kunne besøge profeten i Samaria. Jeg er sikker på, at han kan helbrede ham.”

⁴ Na’aman gik derefter hen til kongen og fortalte ham, hvad pigen havde sagt. ⁵ „Tag endelig af sted,” udbrød kongen. „Jeg skriver straks en anbefaling, som du kan aflevere til Israels konge.”

Så tog Na’aman af sted, og han havde rigeligt med gaver med sig—ti sække med sølv, to sække med guld^[a] og ti sæt smukke festklæder. ⁶ Han ankom til Israels konge og rakte ham brevet, hvor der stod: „Jeg sender hermed min embedsmand Na’aman til dig, for at du kan helbrede ham for hans sygdom.”

⁷ „Hvordan skulle jeg kunne helbrede nogen,” jamrede kongen. „Er jeg måske Gud? Er jeg herre over liv og død? Hvad er han ude på? Er det her et påskud til at angribe os igen?” I ren og skær fortvivlelse rev han sit tøj i stykker.

⁸ Da profeten Elisa hørte om kongens desperate reaktion, sendte han bud til ham. „Hvorfor er du så fortvivlet? Send bare Na’aman til mig—så skal han få at se, at der stadig findes en Guds profet i Israel.”

⁹ Na’aman kom så kørende til Elisas hus med sine heste og vogne. ¹⁰ Da han gjorde holdt foran døren, sendte Elisa en tjener ud til ham med følgende besked: „Tag ned til Jordanfloden og bad dig syv gange i den, så bliver du helbredt for din hudsygdom.” ¹¹ Na’aman blev dybt fornærmet over en så ugæstfri behandling og kørte sin vej. „Han kom ikke engang ud for at hilse på mig,” mumlede han vredt. „Jeg havde forestillet mig, at han ville svinge sin hånd over det syge sted og påkalde sin Gud og på den måde helbrede mig. ¹² Er vores egne floder, Abana og Parpar, måske ikke bedre end samtlige floder i Israel? Hvis jeg bare skulle bade mig i en flod, kunne jeg lige så godt være blevet hjemme.” Na’aman kørte altså derfra i vrede.

¹³ Men hans tjenere forsøgte at tale ham til fornuft. „Hvad nu hvis profeten havde befalet dig at gøre et eller andet vanskeligt?” spurgte de. „Ville du så ikke have gjort det? Hvorfor så ikke gøre, som han siger? Bad dig i floden og bliv helbredt!”

¹⁴ Na’aman kørte så ned til Jordanfloden og dukkede sig ned under vandet syv gange, sådan som profeten havde sagt—og hans hud blev som en nyfødts—han var helbredt!

Lovsang efter helbredelse

30 En sang af David, som blev sunget ved templets indvielse.

Selvsikkerhedens fristelse

Det kræver disciplin at vinde sejren

²⁴ Tænk på dem, der løber om kap på et atletikstadion. De er alle med fra starten, men kun én vinder førstepræmien. Løb for at vinde! ²⁵ Idrætsfolk må give afkald på mange ting for at vinde sejren. De gør det for at få en sejrskrans,^[a] som hurtigt visner, men vi gør det for at få en sejrskrans, som aldrig visner. ²⁶ Altså løber jeg direkte mod målet, fast besluttet på at vinde. Jeg bokser ikke ud i luften. ²⁷ Jeg holder min krop i ave og tøjler den, for at ikke jeg, der har forkyndt for andre, skal risikere at blive diskvalificeret og ikke nå frem til målet.

Jesus helbreder en spedalsk mand^(A)

⁴⁰ En dag kom der en spedalsk^[a] mand til Jesus. Han faldt på knæ og bad indtrængende om at blive helbredt. „Hvis du vil, kan du gøre mig rask!” sagde han. ⁴¹ Jesus fik dyb medlidenhed med ham, rakte hånden ud og rørte ved ham. „Det vil jeg!” sagde Jesus. „Bliv rask!” ⁴² I samme øjeblik forsvandt spedalskheden. Manden var totalt helbredt. ⁴³ Jesus sagde da til ham: ⁴⁴ „Lad være med at fortælle det her til nogen. Men gå hen og lad dig undersøge af en præst, så du kan blive erklæret rask. Husk at medbringe den offergave, som Toraen foreskriver for spedalske, der er blevet helbredt.”

⁴⁵ Men da manden gik derfra, råbte han til højre og venstre, at han var blevet helbredt. Folk stimlede nu sammen i store klynger omkring Jesus, og fra den dag var det umuligt for ham at gå ubemærket ind i en by. Han opholdt sig på øde steder, men selv dér kom folk til ham alle vegne fra.