Print Page Options
Previous Prev Day Next DayNext

Revised Common Lectionary (Complementary)

Daily Bible readings that follow the church liturgical year, with thematically matched Old and New Testament readings.
Duration: 1245 days
Bibelen på hverdagsdansk (BPH)
Version
Salme 110

Den mægtige konge

110 En sang af David.

Herren sagde til min Herre:
„Sæt dig ved min højre side,
    imens jeg overvinder dine fjender.”
Herren vil give dig et mægtigt kongerige,
    fra Zion skal du herske over alle dine fjender.
Dit folk kommer villigt på kampens dag,
    din hær af friske unge samles ved solopgang på det hellige bjerg.[a]
Herren har aflagt et løfte, som aldrig kan rokkes:
    „Du skal være præst efter Melkizedeks forbillede for evigt.”
Herren er ved din side, han er din styrke,
    han knuser de fjendtlige konger i sin vrede.
Han holder dom over folkeslagene,
    han knuser jordens ledere, dalene fyldes med lig.
Han drikker af en bæk langs vejen,
    han rejser sig med fornyet styrke.

2 Mosebog 3:7-15

Herren fortsatte: „Jeg har set, hvordan mit folk bliver undertrykt i Egypten, og jeg har hørt deres klageskrig. Jeg føler med dem i deres lidelser, og jeg er kommet ned for at befri dem fra egypterne. Jeg vil føre dem ud af Egypten og ind i deres eget gode land, hvor der er masser af plads—et land, der flyder med mælk og honning. Det er landet, hvor kana’anæerne, hittitterne, amoritterne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne bor. Israelitternes skrig er nået mig, og jeg har set, hvordan egypterne har undertrykt dem med hårdt arbejde. 10 Derfor sender jeg nu dig til Farao, for du skal føre mit folk, israelitterne, ud af Egypten.”

11 „Jamen, det kan jeg da ikke,” indvendte Moses. „Jeg kan da ikke møde frem foran Farao. Og hvordan skulle jeg kunne føre israelitterne ud af Egypten?”

12 Men Gud sagde: „Jeg vil være med dig! Lad dette være et tegn på, at det er mig, som har sendt dig: Efter at du har ført folket ud af Egypten, skal I tilbede mig ved det bjerg, du står ved lige nu.”

13 „Men,” indvendte Moses, „hvis jeg går til Israels folk og fortæller dem, at deres forfædres Gud har sendt mig, vil de med det samme spørge: ‚Hvad hedder den Gud?’ Hvad skal jeg så sige til dem?”

14 „Jeg er den, som altid er!” svarede Gud. „Du skal fortælle dem, at ‚jeg er’ har sendt dig til dem. 15 Sig til dem, at Jahve,[a] deres forfædre Abrahams, Isaks og Jakobs Gud, har sendt dig til dem. Det har altid været mit navn, og sådan skal jeg huskes fra slægt til slægt.

Johannes 8:39-59

39 „Vores far, det er Abraham,” sagde de.

„Hvis I virkelig var Abrahams børn, ville I gøre, som han gjorde,” fortsatte Jesus. 40 „Men nu prøver I at slå mig ihjel, jeg, som har sagt jer sandheden, den sandhed, jeg har fået fra Gud. Det ville Abraham aldrig have gjort. 41 Nej, I adlyder jeres virkelige far, når I bærer jer sådan ad.”

„Vi er ikke uægte børn,” råbte de. „Vi har kun én far, og det er Gud!”

42 „Hvis Gud havde været jeres far, så ville I have elsket mig, for det er Gud, der har sendt mig. 43 Hvorfor forstår I ikke, hvad jeg siger? Fordi I er ude af stand til at høre efter. 44 Jeres far er Djævelen, og I er villige til at gøre alt det onde, som han gerne vil have jer til at gøre. Han har altid været ude på at ødelægge mennesker. Han har sat sig op imod sandheden, og der findes ikke noget sandt i ham. Det er helt naturligt for ham at lyve, for han er ophavsmand til alle former for løgn og bedrag. 45 Mig tror I ikke på, fordi jeg siger sandheden. 46 Hvem af jer kan påvise, at jeg skulle have gjort noget forkert? Når nu det, jeg siger, er sandt, hvorfor tror I så ikke på mig? 47 Den, der tilhører Gud, lytter til hans ord. Men I lytter ikke til Guds ord, fordi I ikke er hans børn.”

48 „Din samaritaner!” snerrede de. „Har vi ikke hele tiden sagt, at du er besat af en ond ånd?”

49 „Jeg er ikke besat af nogen ond ånd,” svarede Jesus. „Jeg ærer min Far, men I vanærer mig. 50 Jeg søger ikke min egen ære. Det er der en anden, der gør, og han skal dømme jer. 51 Det siger jeg jer: Den, der adlyder mit ord, skal aldrig dø.”

52 „Nu ved vi, at du er besat af en ond ånd!” sagde de jødiske ledere triumferende. „Abraham er død. Profeterne er døde. Og nu kommer du og siger, at hvis man bare adlyder dig, skal man aldrig dø. 53 Du påstår vel ikke, at du er større end vores far Abraham, der dog ligger i sin grav. Eller større end profeterne, som måtte dø. Hvem tror du egentlig, du er?”

54 Jesus svarede: „Hvis jeg lovpriste mig selv, ville det ikke være noget værd. Nu er det imidlertid min Far, der giver mig ære, ham, som I kalder jeres Gud, 55 selv om I slet ikke kender ham. Men jeg kender ham, og hvis jeg sagde, at jeg ikke kendte ham, ville jeg være lige så stor en løgner, som I er. Ikke alene kender jeg ham, men jeg adlyder hans ord. 56 Jeres stamfar Abraham så med glæde frem til den dag, jeg skulle komme. Han fik lov at se mig, og han frydede sig over det.”

57 „Du er ikke engang 50 år, og så påstår du at have set Abraham!” protesterede de.

58 Jesus svarede: „Det siger jeg jer: Jeg har levet, fra længe før Abraham blev født.”[a]

59 Det blev dem for meget, og de begyndte at samle sten op for at slå ham ihjel, men Jesus forsvandt i mængden og gik bort fra tempelområdet.

Bibelen på hverdagsdansk (BPH)

Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.