Revised Common Lectionary (Complementary)
Det harmoniske fællesskab
133 En valfartssang af David.
Se, hvor smukt og dejligt det er,
når Guds folk er i harmoni med hinanden.
2 Det er som den kostbare salveolie,
der flyder fra Arons hoved
ned over hans skæg og præstedragt.
3 Det er som den friske morgendug på Hermon,
som den livgivende regn på Zions høje.
Dér er kilden til evigt liv,
den velsignelse, Herren har lovet.
Josefs død
22 Josef og hans brødre og deres familier blev boende i Egypten. Josef var efterhånden blevet 110 år gammel, 23 og han nåede at se sin søn Efraims børnebørn og Manasses søn Makirs børn. Han betragtede sine børnebørn som sine egne.
24 „Jeg skal snart dø,” sagde Josef til sine brødre, „men Gud vil helt sikkert føre jer ud af Egypten og bringe jer tilbage til det land, han lovede Abraham, Isak og Jakob.” 25 Så fik Josef sine brødre til at sværge på, at de ville opfylde hans sidste ønske: „Når Gud leder jer tilbage til Kana’an, så skal I tage mit lig med.”
26 Derefter døde Josef i en alder af 110 år. Han blev balsameret og lagt i en kiste.
Betydningen af tro og tilgivelse(A)
20 Næste morgen kom de forbi det figentræ, som Jesus havde forbandet, og disciplene lagde mærke til, at det var visnet fra roden af. 21 Peter huskede, hvad Jesus dagen forinden havde sagt til træet, og han udbrød: „Se, Mester! Det figentræ, du forbandede, er visnet!”
22 Jesus svarede sine disciple: „Ja, I må have tro til Gud. 23 Og det siger jeg jer: Hvis I befaler sådan et ‚bjerg’: ‚Du skal rykkes op og kastes i havet,’ så vil det ske, forudsat at I ikke inderst inde tvivler på det, men virkelig tror på, at det vil ske. 24 På den baggrund siger jeg til jer: Alt, hvad I beder og bønfalder om—tro, at I har fået det, så er det jeres!
25 Men før I begynder at bede, skal I tilgive dem, som I har noget imod, så jeres Far i Himlen også kan tilgive jer de synder, I har begået.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.