Old/New Testament

27 Ros dig ikke af Dagen i Morgen, du ved jo ikke, hvad Dag kan bringe. ² Lad en anden rose dig, ikke din Mund, en fremmed, ikke dine egne Læber. ³ Sten er tung, og Sand vejer til, men tung fremfor begge er Dårers Galde. ⁴ Vrede er grum, og Harme skummer, men Skinsyge, hvo kan stå for den? ⁵ Hellere åbenlys Revselse end Kærlighed, der skjules. ⁶ Vennehånds Hug er ærligt mente, Avindsmands Kys er mange. ⁷ Den mætte vrager Honning, alt beskt er sødt for den sultne. ⁸ Som Fugl, der må fly fra sin Rede, er Mand, der må fly fra sit Hjem: ⁹ Olie og Røgelse fryder Sindet, men Sjælen sønderslides af Kummer. ¹⁰ Slip ikke din Ven og din Faders Ven, gå ej til din Broders Hus på din Ulykkes Dag. Bedre er Nabo ved Hånden end Broder i det fjerne. ¹¹ Vær viis, min Søn, og glæd mit Hjerte, at jeg kan svare den, der smæder mig. ¹² Den kloge ser Faren og søger i Skjul, tankeløse går videre og bøder, ¹³ Tag hans Klæder, han borged for en anden, pant ham for fremmedes Skyld! ¹⁴ Den, som årle højlydt velsigner sin Næste, han får det regnet for Banden. ¹⁵ Ustandseligt Tagdryp en Regnvejrsdag og trættekær Kvinde ligner hinanden; ¹⁶ den, som vil skjule hende, skjuler Vind, og hans højre griber i Olie. ¹⁷ Jern skærpes med Jern, det ene Menneske skærper det andet. ¹⁸ Røgter man et Figentræ, spiser man dets Frugt; den, der vogter sin Herre, æres. ¹⁹ Som i Vandspejlet Ansigt møder Ansigt, slår Menneskehjerte Menneske i Møde. ²⁰ Dødsrige og Afgrund kan ikke mættes, ej heller kan Menneskens Øjne mættes. ²¹ Digel til Sølv og Ovn til Guld, efter sit Ry bedømmes en Mand. ²² 0m du knuste en Dåre i Morter med Støder midt imellem Gryn, hans Dårskab veg dog ej fra ham. ²³ Mærk dig, hvorledes dit Småkvæg ser ud, hav Omhu for dine Hjorde; ²⁴ thi Velstand varer ej evigt, Rigdom ikke fra Slægt til Slægt; ²⁵ er Sommergræsset svundet, Grønt spiret frem, og sankes Bjergenes Urter, ²⁶ da har du Lam til at give dig Klæder og Bukke til at købe en Mark, ²⁷ Gedemælk til Mad for dig og dit Hus, til Livets Ophold for dine Piger.

28 Den gudløse flyr, skønt ingen er efter ham; tryg som en Løve er den retfærdige. ² Ved Voldsmands Brøde opstår Strid, den kvæles af Mand med Forstand. ³ En fattig Tyran, der kuer de ringe, er Regn, der hærger og ej giver Brød. ⁴ Hvo Loven sviger, roser de gudløse, hvo Loven holder, er på Krigsfod med dem. ⁵ Ildesindede fatter ej Ret; alt fatter de, som søger Herren. ⁶ Hellere en fattig med lydefri Færd end en, som går Krogveje, er han end rig. ⁷ Forstandig Søn tager Vare på Loven, men Drankeres Fælle gør sin Fader Skam. ⁸ Hvo Velstand øger ved Åger og Opgæld, samler til en, som er mild mod de ringe. ⁹ Den, der vender sit Øre fra Loven, endog hans Bøn er en Gru. ¹⁰ Leder man retsindige vild på onde Veje, falder man selv i sin Grav; men de lydefri arver Lykke. ¹¹ Rigmand tykkes sig viis, forstandig Småmand gennemskuer ham. ¹² Når retfærdige jubler, er Herligheden stor, vinder gudløse frem, skal man lede efter Folk. ¹³ At dølge sin Synd fører ikke til Held, men bekendes og slippes den, finder man Nåde. ¹⁴ Saligt det Menneske, som altid ængstes, men forhærder man sit Hjerte, falder man i Ulykke. ¹⁵ En brølende Løve, en grådig Bjørn er en gudløs, som styrer et ringe Folk. ¹⁶ Uforstandig Fyrste øver megen Vold, langt Liv får den, der hader Rov. ¹⁷ Et Menneske, der tynges af Blodskyld, er på Flugt til sin Grav; man hjælpe ham ikke. ¹⁸ Den, som vandrer lydefrit, frelses, men den, som går Krogveje, falder i Graven. ¹⁹ Den mættes med brød, som dyrker sin Jord, med Fattigdom den, der jager efter Tomhed. ²⁰ Ærlig Mand velsignes rigt, men Jag efter Rigdom undgår ej Straf. ²¹ At være partisk er ikke godt, en Mand kan forse sig for en Bid Brød. ²² Misundelig Mand vil i Hast vinde Gods; at Trang kommer over ham, ved han ikke. ²³ Den, der revser, får Tak til sidst fremfor den, hvis Tunge er slesk. ²⁴ Stjæle fra Forældre og nægte, at det, er Synd, er at være Fælle med hærgende Mand. ²⁵ Den vindesyge vækker Splid, men den, der stoler på Herren, kvæges. ²⁶ Den, der stoler på sit Vid, er en Tåbe, men den, der vandrer i Visdom, reddes. ²⁷ Hvo Fattigmand giver, skal intet fattes, men mangefold bandes, hvo Øjnene lukker. ²⁸ Vinder gudløse frem, kryber Folk i Skjul; når de omkommer, bliver de retfærdige mange.

29 Hvo Nakken gør stiv, skønt revset tit, han knuses brat uden Lægedom. ² Er der mange retfærdige, glædes Folket, men råder de gudløse, sukker Folket. ³ Hvo Visdom elsker, glæder sin Fader, hvo Skøger omgås, bortødsler Gods. ⁴ Kongen grundfæster Landet med Ret, en Udsuger lægger det øde. ⁵ Mand, der smigrer sin Næste, breder et Net for hans Fod. ⁶ I sin Brøde hildes den onde, den retfærdige jubler af Glæde. ⁷ Den retfærdige kender de ringes Retssag; den gudløse skønner intet. ⁸ Spottere ophidser Byen, men Vismænd, de stiller Vrede. ⁹ Går Vismand i Rette med Dåre, vredes og ler han, alt preller af. ¹⁰ De blodtørstige hader lydefri Mand, de retsindige tager sig af ham. ¹¹ En Tåbe slipper al sin Voldsomhed løs, Vismand stiller den omsider. ¹² En Fyrste, som lytter til Løgnetale, får lufter gudløse Tjenere. ¹³ Fattigmand og Blodsuger mødes, Herren giver begges Øjne Glans. ¹⁴ En Konge, der dømmer de ringe med Ret, hans Trone står fast evindelig. ¹⁵ Ris og Revselse, det giver Visdom, uvorn Dreng gør sin Moder Skam. ¹⁶ Bliver mange gudløse tiltager Synd; retfærdige ser med Fryd deres Fald. ¹⁷ Tugt din Søn, så kvæger han dig og bringer din Sjæl, hvad der smager. ¹⁸ Uden Syner forvildes et Folk; salig den, der vogter på Loven. ¹⁹ Med Ord lader Træl sig ikke tugte, han fatter dem vel, men adlyder ikke. ²⁰ Ser du en Mand, der er hastig til Tale, for en Tåbe er der snarere Håb end for ham. ²¹ Forvænner man sin Træl fra ung, vil han til sidst være Herre. ²² Hidsig Mand vækker Strid, vredladen Mand gør megen Synd. ²³ Et Menneskes Hovmod ydmyger ham, den ydmyge opnår Ære. ²⁴ Hæleren hader sit Liv, han hører Forbandelsen, men melder intet. ²⁵ Frygt for Mennesker leder i Snare, men den, der stoler på Herren, er bjærget. ²⁶ Mange søger en Fyrstes Gunst; Mands Ret er dog fra Herren. ²⁷ Urettens Mand er retfærdiges Gru, hvo redeligt vandrer, gudløses Gru.

10 Men jeg selv, Paulus, formaner eder ved Kristi Sagtmodighed og Mildhed, jeg, som, "når I se derpå, er ydmyg iblandt eder, men fraværende er modig over for eder", ² ja, jeg beder eder om ikke nærværende at skulle være modig med den Tillidsfuldhed, hvormed jeg agter at træde dristigt op imod nogle, som anse os for at vandre efter Kødet. ³ Thi om vi end vandre i Kødet, så stride vi dog ikke efter Kødet; ⁴ thi vore Stridsvåben er ikke kødelige, men mægtige for Gud til Fæstningers Nedbrydelse, ⁵ idet vi nedbryde Tankebygninger og al Højhed, som rejser sig imod Erkendelsen af Gud, og tage enhver Tanke til Fange til Lydighed imod Kristus ⁶ og ere rede til at straffe al Ulydighed, når eders Lydighed er bleven fuldkommen. ⁷ Se I på det udvortes? Dersom nogen trøster sig til selv at høre Kristus til, da slutte han igen fra sig selv, at ligesom han hører Kristus til, således gøre vi det også. ⁸ Ja, dersom jeg endog vilde rose mig noget mere af vor Magt, som Herren gav os til eders Opbyggelse og ikke til eders Nedbrydelse, skal jeg dog ikke blive til Skamme, ⁹ for at jeg ikke skal synes at ville skræmme eder ved mine Breve; ¹⁰ thi Brevene, siger man, ere vægtige og stærke, men hans legemlige Nærværelse er svag, og hans Tale intet værd. ¹¹ En sådan betænke, at således som vi fraværende ere med Ord ved Breve, således ville vi, også nærværende være i Gerning.

¹² Thi vi driste os ikke til at regne os iblandt eller sammenligne os med somme af dem, der anbefale sig selv; men selv indse de ikke, at de måle sig med sig selv og sammenligne sig med sig selv. ¹³ Vi derimod ville ikke rose os ud i det umålelige, men efter Målet af den Grænselinie, som Gud har tildelt os som Mål, at nå også til eder. ¹⁴ Thi vi strække os ikke for vidt, som om vi ikke nåede til eder; vi ere jo komne også indtil eder i Kristi Evangelium, ¹⁵ så vi ikke rose os ud i det umålelige af andres Arbejder, men have det Håb, at, når eders Tro vokser, ville vi hos eder blive store, efter vor Grænselinie, så vi kunne komme langt videre ¹⁶ og forkynde Evangeliet i Landene hinsides eder, men ikke rose os inden for en andens Grænselinie af det allerede fuldførte. ¹⁷ Men den, som roser sig, rose sig af Herren! ¹⁸ Thi ikke den, der anbefaler sig selv, står Prøve, men den, hvem Herren anbefaler.