Old/New Testament

3 Min Søn, glem ikke, hvad jeg har lært dig, dit hjerte tage vare på mine bud! ² Thi en Række af Dage og Leveår og Lykke bringer de dig. ³ Godhed og Troskab vige ej fra dig, bind dem som Bånd om din Hals, skriv dem på dit Hjertes Tavle! ⁴ Så finder du Nåde og Yndest i Guds og Menneskers Øjne. ⁵ Stol på Herren af hele dit Hjerfe, men forlad dig ikke på din Forstand; ⁶ hav ham i Tanke på alle dine Veje, så jævner han dine Stier. ⁷ Hold ikke dig selv for viis, frygt Herren og vig fra det onde; ⁸ så får du Helse for Legemet, Lindring for dine Ledemod. ⁹ Ær med din Velstand Herren med Førstegrøden af al din Avl; ¹⁰ da fyldes dine Lader med Korn, dine Perser svømmer over af Most. ¹¹ Min Søn, lad ej hånt om Herrens Tugt, vær ikke ked af hans Revselse; ¹² Herren revser den, han elsker, han straffer den Søn, han har kær.

¹³ Lykkelig den, der har opnået Visdom, den, der vinder sig Indsigt; ¹⁴ thi den er bedre at købe end Sølv, bedre at vinde end Guld; ¹⁵ den er mere værd end Perler, ingen Klenodier opvejer den; ¹⁶ en Række af Dage er i dens højre, i dens venstre Rigdom og Ære; ¹⁷ dens Veje er liflige Veje, og alle dens Stier er Lykke; ¹⁸ den er et Livets Træ for dem, der griber den, lykkelig den, som holder den fast! ¹⁹ Herren grundlagde Jorden med Visdom, grundfæsted Himlen med Indsigt; ²⁰ ved hans Kundskab brød Strømmene frem, lader Skyerne Dug dryppe ned. ²¹ Min Søn, tag Vare på Snilde og Kløgt, de slippe dig ikke af Syne; ²² så bliver de Liv for din Sjæl og et yndigt Smykke til din Hals. ²³ Da vandrer du trygt din Vej, støder ikke imod med din Fod; - ²⁴ sætter du dig, skal du ikke skræmmes, lægger du dig, skal din Søvn vorde sød; ²⁵ du skal ikke frygte uventet Rædsel, Uvejret, når det kommer over gudløse; ²⁶ thi Herren skal være din Tillid, han vogter din Fod, så den ikke hildes.

²⁷ Nægt ikke den trængende Hjælp, når det står i din Magt at hjælpe; ²⁸ sig ej til din Næste: "Gå og kom igen, jeg vil give i Morgen!" - såfremt du har det. ²⁹ Tænk ikke på ondt mod din Næste, når han tillidsfuldt bor i din Nærhed. ³⁰ Yp ikke Trætte med sagesløs Mand, når han ikke har voldet dig Men. ³¹ Misund ikke en Voldsmand, græm dig aldrig over hans Veje; ³² thi den falske er Herren en Gru; mod retsindig er han fortrolig; ³³ i den gudløses Hus er Herrens Forbandelse, men retfærdiges Bolig velsigner han. ³⁴ Over for Spottere bruger han Spot, men ydmyge giver han Nåde. ³⁵ De vise får Ære til Arv, men Tåber høster kun Skam.

4 Hør, I sønner, på en Faders lyt til for at vinde Forstand; ² thi gavnlig Viden giver jeg jer, slip ej hvad jeg har lært jer. ³ Da jeg var min Faders Dreng, min Moders Kælebarn og eneste, ⁴ lærte han mig og sagde: Lad dit Hjerte gribe om mine Ord, vogt mine Bud, så skal du leve; ⁵ køb Visdom, køb Forstand, du glemme det ikke, vend dig ej bort fra min Munds Ord; ⁶ slip den ikke, så vil den vogte dig, elsk den, så vil den værne dig! ⁷ Køb Visdom for det bedste, du ejer, køb Forstand for alt, hvad du har; ⁸ hold den højt, så bringer den dig højt til Vejrs, den bringer dig Ære, når du favner den; ⁹ den sætter en yndig Krans på dit Hoved; den rækker dig en dejlig Krone. ¹⁰ Hør, min Søn, tag imod mine Ord, så bliver dine Leveår mange. ¹¹ Jeg viser dig Visdommens Vej, leder dig ad Rettens Spor; ¹² når du går, skal din Gang ej hæmmes, og løber du, snubler du ikke; ¹³ hold fast ved Tugt, lad den ikke fare, tag Vare på den, thi den er dit Liv. ¹⁴ Kom ikke på gudløses Sti, skrid ej frem ad de ondes Vej. ¹⁵ sky den og følg den ikke, vig fra den, gå udenom; ¹⁶ thi de sover ikke, når de ikke har syndet, og Søvnen flyr dem, når de ej har bragt Fald. ¹⁷ Thi de æder Gudløsheds Brød og drikker Urettens Vin. ¹⁹ Gudløses Vej er som Mørket, de skønner ej, hvad de snubler over, ¹⁸ men retfærdiges Sti er som strålende Lys, der vokser i Glans til højlys Dag: ²⁰ Mærk dig, min Søn, mine Ord, bøj Øret til, hvad jeg siger; ²¹ det slippe dig ikke af Syne, du vogte det dybt i dit Hjerte; ²² thi det er Liv for dem, der finder det, Helse for alt deres Kød. ²³ Vogt dit Hjerte mer end alt andet, thi derfra udspringer Livet. ²⁴ Hold dig fra Svig med din Mund, lad Læbernes Falskhed være dig fjern. ²⁵ Lad dine Øjne se lige ud, dit Blik skue lige frem; ²⁶ gå ad det lige Spor, lad alle dine Veje sigte mod Målet; ²⁷ bøj hverken til højre eller venstre, lad Foden vige fra ondt!

5 Mærk dig, min Søn, min Visdom, bøj til min Indsigt dit Øre, ² at Kløgt må våge øver dig, Læbernes kundskab vare på dig. ³ Thi af Honning drypper den fremmedes Læber, glattere end Olie er hendes Gane; ⁴ men til sidst er hun besk som Malurt, hvas som tveægget Sværd; ⁵ hendes Fødder styrer nedad mod Døden, til Dødsriget stunder hendes Fjed; ⁶ hun følger ej Livets Vej, hendes Spor er bugtet, hun ved det ikke. ⁷ Hør mig da nu, min Søn, vig ikke fra min Munds Ord! ⁸ Lad din Vej være langt fra hende, kom ej hendes Husdør nær, ⁹ at du ikke må give andre din Ære, en grusom Mand dine År. ¹⁰ at ikke dit Gods skal mætte fremmede, din Vinding ende i Andenmands Hus, ¹¹ så du gribes af Anger til sidst, når dit Kød og Huld svinder hen, ¹² og du siger: "Ak, at jeg hadede Tugt, at mit Hjerte lod hånt om Revselse, ¹³ så jeg ikke lød mine Læreres Røst, ej bøjed mit Øre til dem, som lærte mig! ¹⁴ Nær var jeg kommet i alskens Ulykke midt i Forsamling og Menighed!" ¹⁵ Drik Vand af din egen Cisterne og rindende Vand af din Brønd; ¹⁶ lad ej dine Kilder flyde på Gaden, ej dine Bække på Torvene! ¹⁷ Dig skal de tilhøre, dig alene, ingen fremmed ved Siden af dig! ¹⁸ Velsignet være dit Væld, og glæd dig ved din Ungdoms Hustru, ¹⁹ den elskelige Hind, den yndige Gazel; hendes Elskov fryde dig stedse, berus dig altid i hendes Kærlighed! ²⁰ Hvi beruser du dig, min Søn, i en fremmed og tager en andens Hustru i Favn? ²¹ Thi for Herrens Øjne er Menneskets Veje, grant følger han alle dets Spor; ²² den gudløse fanges af egen Brøde og holdes fast i Syndens Reb; ²³ han dør af Mangel på Tugt, går til ved sin store Dårskab.

1 Paulus, ved Guds Villie Kristi Jesu Apostel, og Broderen Timotheus til Guds Menighed, som er i Korinth, tillige med alle de hellige, som ere i hele Akaja: ² Nåde være med eder og Fred fra Gud vor Fader og den Herre Jesus Kristus!

³ Lovet være Gud og vor Herres Jesu Kristi Fader, Barmhjertighedens Fader og al Trøsts Gud, ⁴ som trøster os under al vor Trængsel, for at vi må kunne trøste dem, som ere i alle Hånde Trængsel, med den Trøst, hvormed vi selv trøstes af Gud! ⁵ Thi ligesom Kristi Lidelser komme rigeligt over os, således bliver også vor Trøst rigelig ved Kristus. ⁶ Men hvad enten vi lide Trængsel, sker det til eders Trøst og Frelse, eller vi trøstes, sker det til eders Trøst, som viser sin Kraft i, at I udholde de samme Lidelser, som også vi lide; og vort Håb om eder er fast, ⁷ efterdi vi vide, at ligesom I ere delagtige i Lidelserne, således ere I det også i Trøsten. ⁸ Thi vi ville ikke, Brødre! at I skulle være uvidende om den Trængsel, som kom over os i Asien, at vi bleve overvættes besværede, over Evne, så at vi endog mistvivlede om Livet. ⁹ Ja, selv have vi hos os selv fået det Svar: "Døden", for at vi ikke skulde forlade os på os selv, men på Gud, som oprejser de døde, ¹⁰ han, som friede os ud af så stor en Dødsfare og vil fri os, til hvem vi have sat vort Håb, at han også fremdeles vil fri os, ¹¹ idet også I komme os til Hjælp med Bøn for os, for at der fra mange Munde må blive rigeligt takket for os, for den Nåde, som er bevist os.

¹² Thi dette er vor Ros, vor Samvittigheds Vidnesbyrd, at i Guds Hellighed og Renhed, ikke i kødelig Visdom, men i Guds Nåde have vi færdedes i Verden, men mest hos eder. ¹³ Thi vi skrive eder ikke andet til end det, som I læse eller også erkende; men jeg håber, at I indtil Enden skulle erkende, ¹⁴ ligesom I også til Dels have erkendt om os, at vi ere eders Ros, ligesom I ere vor, på den Herres Jesu Dag. ¹⁵ Og i Tillid hertil havde jeg i Sinde at komme først til eder, for at I skulde få Nåde to Gange, ¹⁶ og om ad eder at drage til Makedonien og atter fra Makedonien at komme til eder og blive befordret videre af eder til Judæa. ¹⁷ Når jeg nu havde dette i Sinde, mon jeg da så handlede i Letsindighed? Eller hvad jeg beslutter, beslutter jeg det efter Kødet, for at der hos mig skal være Ja, Ja og Nej, Nej? ¹⁸ Så sandt Gud er trofast, er vor Tale til eder ikke Ja og Nej. ¹⁹ Thi Guds Søn, Kristus Jesus, som blev prædiket iblandt eder ved os, ved mig og Silvanus og Timotheus, han blev ikke Ja og Nej, men Ja er vorden i ham. ²⁰ Thi så mange, som Guds Forjættelser ere, i ham have de deres Ja; derfor få de også ved ham deres Amen, Gud til Ære ved os. ²¹ Men den, som holder os med eder fast til Kristus og salvede os, er Gud, ²² som også beseglede os og gav os Åndens Pant i vore Hjerter. ²³ Men jeg kalder Gud til Vidne over min Sjæl på, at det var for at skåne eder, at jeg ikke igen kom til Korinth. ²⁴ Ikke at vi ere Herrer over eders Tro, men vi ere Medarbejdere på eders Glæde; thi i Troen stå I.