Old/New Testament
107 Halleluja! Lov Herren, thi han er god, thi hans Miskundhed varer evindelig! 2 Så skal Herrens genløste sige, de, han løste af Fjendens Hånd 3 og samlede ind fra Landene, fra Øst og Vest, fra Nord og fra Havet.
4 I den øde Ørk for de vild, fandt ikke Vej til beboet By, 5 de led både Sult og Tørst, deres Sjæl var ved at vansmægte; 6 men de råbte til Herren i Nøden, han frelste dem at deres Trængsler 7 og førte dem ad rette Vej, så de kom til beboet By. 8 Lad dem takke Herren for hans Miskundhed, for hans Underværker mod Menneskens Børn. 9 Thi han mættede den vansmægtende Sjæl og fyldte den sultne med godt.
10 De sad i Mulm og Mørke, bundne i pine og Jern, 11 fordi de havde stået Guds Ord imod og ringeagtet den Højestes Råd. 12 Deres Hjerte var knuget af Kummer, de faldt, der var ingen, som hjalp; 13 men de råbte til Herren i Nøden, han frelste dem af deres Trængsler, 14 førte dem ud af Mørket og Mulmet og sønderrev deres Bånd. 15 Lad dem takke Herren for hans Miskundhed, for hans Underværker mod Menneskens Børn. 16 Thi han sprængte Døre af Kobber og sønderslog Slåer af Jern.
17 De sygnede hen for Synd og led for Brødes Skyld, 18 de væmmedes ved al Slags Mad, de kom Dødens Porte nær 19 men de råbte til Herren i Nøden, han frelste dem af deres Trængsler, 20 sendte sit Ord og lægede dem og frelste deres Liv fra Graven. 21 Lad dem takke Herren for hans Miskundhed, for hans Underværker mod Menneskens Børn 22 og ofre Lovprisningsofre og med Jubel forkynnde hans Gerninger.
23 De for ud på Havet i Skibe, drev Handel på vældige Vande, 24 blev Vidne til Herrens Gerninger, hans Underværker i Dybet; 25 han bød, og et Stormvejr rejste sig, Bølgerne tårnedes op; 26 mod Himlen steg de, i Dybet sank de, i Ulykken svandt deres Mod; 27 de tumled og raved som drukne, borte var al deres Visdom; 28 men de råbte til Herren i Nøden, han frelste dem af deres Trængsler, 29 skiftede Stormen til Stille, så Havets Bølger tav; 30 og glade blev de, fordi det stilned; han førte dem til Havnen, de søgte. 31 Lad dem takke Herren for hans Miskundhed, for hans Underværker mod Menneskens Børn, 32 ophøje ham i Folkets Forsamling og prise ham i de Ældstes Kreds!
33 Floder gør han til Ørken og Kilder til øde Land, 34 til Saltsteppe frugtbart Land for Ondskabens Skyld hos dem, som - bor der. 35 Ørken gør han til Vanddrag, det tørre Land til Kilder; 36 der lader han sultne bo, så de grunder en By at bo i, 37 tilsår Marker og planter Vin og høster Afgrødens Frugt. 38 Han velsigner dem, de bliver mange, han lader det ikke skorte på Kvæg. 39 De bliver få og segner under Modgangs og Kummers Tryk, 40 han udøser Hån over Fyrster og lader dem rave i vejløst Øde. 41 Men han løfter den fattige op af hans Nød og gør deres Slægter som Hjorde; 42 de oprigtige ser det og glædes, men al Ondskab lukker sin Mund. 43 Hvo som er viis, han mærke sig det og lægge sig Herrens Nåde på Sinde!
108 En Sang. En Salme af David.
2 Mit Hjerte er trøstigt, Gud, mit hjerte er trøstigt; jeg vil synge og lovprise dig, vågn op, min Ære! 3 Harpe og Citer, vågn op, jeg vil vække Morgenrøden. 4 Jeg vil takke dig, Herre, blandt Folkeslag, lovprise dig blandt Folkefærd; 5 thi din Miskundhed når til Himlen, din Sandhed til Skyerne. 6 Løft dig, o Gud, over Himlen, din Herlighed være over al Jorden!
7 Til Frelse for dine elskede hjælp med din højre, bønhør os! 8 Gud talede i sin Helligdom: "Jeg vil udskifte Sikem med Jubel, udmåle Sukkots Dal; 9 mit er Gilead, mit er Manasse, Efraim er mit Hoveds Værn, Juda min Herskerstav, 10 Moab min Vaskeskål, på Edom kaster jeg min Sko, over Filisterland jubler jeg." 11 Hvo bringer mig til den befæstede By, hvo leder mig hen til Edom?
12 Har du ikke, Gud, stødt os fra dig? Du ledsager ej vore Hære. 13 Giv os dog Hjælp mod Fjenden! Blændværk er Menneskers Støtte. 14 Med Gud skal vi øve vældige Ting, vore Fjender træder han ned!
109 Du min Lovsangs Gud, vær ej tavs! 2 Thi en gudløs, svigefuld Mund har de åbnet imod mig, taler mig til med Løgntunge, 3 med hadske Ord omringer de mig og strider imod mig uden Grund; 4 til Løn for min Kærlighed er de mig fjendske, skønt jeg er idel Bøn; 5 de gør mig ondt for godt, gengælder min Kærlighed med Had.
6 Straf ham for hans Gudløshed, lad en Anklager stå ved hans højre, 7 lad ham gå dømt fra Retten, hans Bøn blive regnet for Synd; 8 hans Livsdage blive kun få, hans Embede tage en anden; 9 hans Børn blive faderløse, hans Hustru vorde Enke; 10 hans Børn flakke om og tigge, drives bort fra et øde Hjem; 11 Ågerkarlen rage efter alt, hvad han har, og fremmede rane hans Gods; 12 ingen være langmodig imod ham, ingen ynke hans faderløse; 13 hans Afkom gå til Grunde, hans Navn slettes ud i næste Slægt: 14 lad hans Fædres Skyld ihukommes hos Herren, lad ikke hans Moders Synd slettes ud, 15 altid være de, Herren for Øje; hans Minde vorde udryddet af Jorden, 16 fordi det ej faldt ham ind at vise sig god, men han forfulgte den arme og fattige og den, hvis Hjerte var knust til Døde; 17 han elsked Forbandelse, så lad den nå ham; Velsignelse yndede han ikke, den blive ham fjern! 18 Han tage Forbandelse på som en Klædning, den komme som Vand i hans Bug, som Olie ind i hans Ben; 19 den blive en Dragt, han tager på, et Bælte, han altid bærer! 20 Det være mine Modstanderes Løn fra Herren, dem, der taler ondt mod min Sjæl.
21 Men du, o Herre, min Herre, gør med mig efter din Godhed og Nåde, frels mig for dit Navns Skyld! 22 Thi jeg er arm og fattig, mit Hjerte vånder sig i mig; 23 som Skyggen, der hælder, svinder jeg bort, som Græshopper rystes jeg ud; 24 af Faste vakler mine Knæ, mit Kød skrumper ind uden Salve; 25 til Spot for dem er jeg blevet, de ryster på Hovedet, når de 26 Hjælp mig, Herre min Gud, frels mig efter din Miskundhed, 27 så de sander, det var din Hånd, dig, Herre, som gjorde det! 28 Lad dem forbande, du vil velsigne, mine uvenner vorde til Skamme, din Tjener glæde sig; 29 lad mine Fjender klædes i Skændsel, iføres Skam som en Kappe! 30 Med min Mund vil jeg højlig takke Herren, prise ham midt i Mængden; 31 thi han står ved den fattiges højre at fri ham fra dem, der dømmer hans Sjæl.
4 Således agte man os; som Kristi Tjenere og Husholdere over Guds Hemmeligheder! 2 I øvrigt kræves her af Husholdere, at man må findes tro, 3 Men mig er det såre lidet at bedømmes af eder eller af en menneskelig Ret; ja, jeg bedømmer end ikke mig selv. 4 Thi vel ved jeg intet med mig selv, dog er jeg ikke dermed retfærdiggjort; men den, som bedømmer mig, er Herren. 5 Derfor dømmer ikke noget før Tiden, førend Herren kommer, som både skal bringe for lyset det, som er skjult i Mørket, og åbenbare Hjerternes Råd; og da skal enhver få sin Ros fra Gud.
6 Men dette, Brødre! har jeg anvendt på mig selv og Apollos for eders Skyld, for at I på os kunne lære dette "ikke ud over, hvad der står skrevet", for at ikke nogen af eder for eens Skyld skal opblæse sig mod en anden. 7 Thi hvem giver dig Fortrin? og hvad har du, som du ikke har fået givet? men når du virkelig har fået det, hvorfor roser du dig da, som om du ikke havde fået det? 8 I ere allerede mættede, I ere allerede blevne rige, I ere blevne Konger uden os, ja, gid I dog vare blevne Konger, for at også vi kunde være Konger med eder! 9 Thi mig synes, at Gud har fremstillet os Apostle som de ringeste, ligesom dødsdømte; thi et Skuespilere vi blevne for Verden, både for Engle og Mennesker. 10 Vi ere Dårer for Kristi Skyld, men I ere kloge i Kristus; vi svage, men I stærke; I hædrede, men vi vanærede. 11 Indtil denne Time lide vi både Hunger og Tørst og Nøgenhed og få Næveslag og have intet blivende Sted 12 og arbejde møjsommeligt med vore egne Hænder. Udskælder man os, velsigne vi; forfølger man os, finde vi os deri; 13 spotter man os, give vi gode Ord; som Verdens Fejeskarn ere vi blevne, et Udskud for alle indtil nu.
14 Ikke for at beskæmme eder skriver jeg dette; men jeg påminder eder som mine elskede Børn. 15 Thi om I end have ti Tusinde Opdragere i Kristus, have I dog ikke mange Fædre; thi jeg har i Kristus Jesus avlet eder ved Evangeliet. 16 Jeg formaner eder altså, vorder mine Efterfølgere! 17 Derfor har jeg sendt Timotheus til eder, som er mit elskede og trofaste Barn i Herren, og han skal minde eder om mine Veje i Kristus, således som jeg lærer alle Vegne i enhver Menighed. 18 Men nogle ere blevne opblæste, i den Tanke, at jeg ikke kommer til eder; 19 men jeg skal snart komme til eder, om Herren vil, og gøre mig bekendt, ikke med de opblæstes Ord, men med deres Kraft. 20 Thi Guds Rige består ikke i Ord, men i Kraft. 21 Hvad ville I? Skal jeg komme til eder med Ris eller med Kærlighed og Sagtmodigheds Ånd?