Old/New Testament

35 Herre, træt med dem, der trætter med mig, strid imod dem, der strider mod mig, ² grib dit Skjold og dit Værge, rejs dig og hjælp mig, ³ tag Spyd og Økse frem mod dem, der forfølger mig, sig til min Sjæl: "Jeg er din Frelse!" ⁴ Lad dem beskæmmes og blues, som vil mig til Livs, og de, der ønsker mig ondt, lad dem rødmende vige, ⁵ de blive som Avner for Vinden, og Herrens Engel nedstøde dem, ⁶ deres Vej blive mørk og glat, og Herrens Engel forfølge dem! ⁷ Thi uden Grund har de sat deres Garn for mig, gravet min Sjæl en Grav. ⁸ Lad Undergang uventet ramme ham, lad Garnet, han satte, hilde ham selv, lad ham falde i Graven. ⁹ Min Sjæl skal juble i Herren, glædes ved hans Frelse, ¹⁰ alle mine Ledemod sige: "Herre, hvo er som du, du, som frelser den arme fra hans Overmand, den arme og fattige fra Røveren!"

¹¹ Falske Vidner står frem, de spørger mig om, hvad jeg ej kender til; ¹² de lønner mig godt med ondt, min Sjæl er forladt. ¹³ Da de var syge, gik jeg i Sæk, med Faste spæged jeg mig, jeg bad med sænket Hoved, ¹⁴ som var det en Ven eller Broder; jeg gik, som sørged jeg over min Moder, knuget af Sorg. ¹⁵ Men nu jeg vakler, glæder de sig, de stimler sammen, Uslinger, fremmede for mig, stimler sammen imod mig, håner mig uden Ophør; ¹⁶ for min Venlighed dænger de mig med Hån, de skærer Tænder imod mig. ¹⁷ Herre, hvor længe vil du se til? Frels dog min Sjæl fra deres Brøl, min eneste fra Løver. ¹⁸ Jeg vil takke dig i en stor Forsamling, love dig blandt mange Folk.

¹⁹ Lad ej dem, som med Urette er mine Fjender, glæde sig over mig, lad ej dem, som hader mig uden Grund, sende spotske Blikke! ²⁰ Thi de taler ej Fred mod de stille i Landet udtænker de Svig; ²¹ de spærrer Munden op imod mig og siger: "Ha, ha! Vi så det med egne Øjne!" ²² Du så det, Herre, vær ikke tavs, Herre, hold dig ej borte fra mig; ²³ rejs dig, vågn op for min Ret, for min Sag, min Gud og Herre, ²⁴ døm mig efter din Retfærd Herre, min Gud, lad dem ikke glæde sig over mig ²⁵ Og sige i Hjertet: "Ha! som vi ønsked!" lad dem ikke sige: "Vi slugte ham!" ²⁶ Til Skam og Skændsel blive enhver, hvem min Ulykke glæder; lad dem, der hovmoder sig over mig, hyldes i Spot og Spe. ²⁷ Men de, der vil min Ret, lad dem juble og glæde sig, stadigen sige: "Lovet være Herren, som under sin Tjener Fred!" ²⁸ Min Tunge skal forkynde din Retfærd, Dagen igennem din Pris.

36 Til Sangmesteren. Af HerrenS Tjener David.

² Synden taler til den Gudløse inde i hans Hjerte; Gudsfrygt har han ikke for Øje; ³ thi den smigrer ham frækt og siger, at ingen skal finde hans Brøde og hade ham. ⁴ Hans Munds Ord er Uret og Svig, han har ophørt at handle klogt og godt; ⁵ på sit Leje udtænker han Uret, han træder en Vej, som ikke er god; det onde afskyr han ikke. ⁶ Herre, din Miskundhed rækker til Himlen, din Trofasthed når til Skyerne, ⁷ din Retfærd er som Guds Bjerge, dine Domme som det store Dyb; Herre, du frelser Folk og Fæ, ⁸ hvor dyrebar er dog din Miskundhed, Gud! Og Menneskebørnene skjuler sig i dine Vingers Skygge; ⁹ de kvæges ved dit Huses Fedme, du læsker dem af din Lifligheds Strøm; ¹⁰ thi hos dig er Livets Kilde, i dit Lys skuer vi Lys!

¹¹ Lad din Miskundhed blive over dem, der kender dig, din Retfærd over de oprigtige af Hjertet. ¹² Lad Hovmods Fod ej træde mig ned, gudløses Hånd ej jage mig bort. ¹³ Se, Udådsmændene falder, slås ned, så de ikke kan rejse sig.

25 Da Festus nu havde tiltrådt sit Landshøvdingembede, drog han efter tre Dages Forløb fra Kæsarea op til Jerusalem. ² Da førte Ypperstepræsterne og de fornemste af Jøderne Klage hos ham imod Paulus og henvendte sig til ham, ³ idet de med ondt i Sinde imod Paulus bade ham om at bevise dem den Gunst, at han vilde lade ham hente til Jerusalem; thi de lurede på at slå ham ihjel på Vejen. ⁴ Da svarede Festus, at Paulus blev holdt bevogtet i Kæsarea, men at han selv snart vilde drage derned. ⁵ "Lad altså," sagde han, "dem iblandt eder, der have Myndighed dertil, drage med ned og anklage ham, dersom der er noget uskikkeligt ved Manden." ⁶ Og da han havde opholdt sig hos dem ikke mere end otte eller ti Dage, drog han ned til Kæsarea, og den næste Dag satte han sig på Dommersædet og befalede, at Paulus skulde føres frem. ⁷ Men da han kom til Stede, stillede de Jøder, som vare komne ned fra Jerusalem sig omkring ham og fremførte mange og svare Klagemål, som de ikke kunde bevise, ⁸ efterdi Paulus forsvarede sig og sagde: "Hverken imod Jødernes Lov eller imod Helligdommen eller imod Kejseren har jeg syndet i noget Stykke."

⁹ Men Festus. som vilde fortjene sig Tak af Jøderne, svarede Paulus og sagde: "Er du villig til at drage op til Jerusalem og der stå for min Domstol i denne Sag?" ¹⁰ Men Paulus sagde: "Jeg står for Kejserens Domstol, og der bør jeg dømmes. Jøderne har jeg ingen Uret gjort, som også du ved helt vel. ¹¹ Dersom jeg så har Uret og har gjort noget, som fortjener Døden, vægrer jeg mig ikke ved at dø; men hvis det, hvorfor disse anklage mig, intet har på sig, da kan ingen prisgive mig til dem. Jeg skyder mig ind under Kejseren." ¹² Da talte Festus med sit Råd og svarede: "Du har skudt dig ind under Kejseren; du skal rejse til Kejseren."

¹³ Men da nogle Dage vare forløbne, kom Kong Agrippa og Berenike til Kæsarea og hilste på Festus. ¹⁴ Og da de opholdt sig der i flere Dage, forelagde Festus Kongen Paulus's Sag og sagde: "Der er en Mand, efterladt af Feliks som Fange; ¹⁵ imod ham førte Jødernes Ypperstepræster og Ældste Klage, da jeg var i Jerusalem, og bade om Dom over ham. ¹⁶ Dem svarede jeg, at Romere ikke have for Skik at prisgive noget Menneske, førend den anklagede har Anklagerne personligt til Stede og får Lejlighed til at forsvare sig imod Beskyldningen. ¹⁷ Da de altså kom sammen her, tøvede jeg ikke, men satte mig den næste Dag på Dommersædet og bød, at Manden skulde føres frem. ¹⁸ Men da Anklagerne stode omkring ham, fremførte de ingen sådan Beskyldning, som jeg havde formodet; ¹⁹ men de havde nogle Stridsspørgsmål med ham om deres egen Gudsdyrkelse og om en Jesus, som er død, men som Paulus påstod er i Live. ²⁰ Men da jeg var tvivlrådig angående Undersøgelsen heraf, sagde jeg, om han vilde rejse til Jerusalem og der lade denne Sag pådømme. ²¹ Men da Paulus gjorde Påstand på at holdes bevogtet til Kejserens Kendelse, befalede jeg, at han skulde holdes bevogtet, indtil jeg kan sende ham til Kejseren." ²² Da sagde Agrippa til Festus: "Jeg kunde også selv ønske at høre den Mand." Men han sagde: "I Morgen skal du få ham at høre." ²³ Næste Dag altså, da Agrippa og Berenike kom med stor Pragt og gik ind i Forhørssalen tillige med Krigsøversterne og Byens ypperste Mænd, blev på Festus's Befaling Paulus ført frem. ²⁴ Og Festus siger: "Kong Agrippa, og alle I Mænd, som ere med os til Stede! her se I ham, om hvem hele Jødernes Mængde har henvendt sig til mig, både i Jerusalem og her, råbende på, at han ikke længer bør leve. ²⁵ Men jeg indså, at han intet havde gjort, som fortjente Døden, og da han selv skød sig ind under Kejseren, besluttede jeg at sende ham derhen. ²⁶ Dog har jeg intet sikkert at skrive om ham til min Herre. Derfor lod jeg ham føre frem for eder og især for dig, Kong Agrippa! for at jeg kan have noget at skrive, når Undersøgelsen er sket. ²⁷ Thi det synes mig urimeligt at sende en Fange uden også at angive Beskyldningerne imod ham."