Old/New Testament

16 Vogt mig, Gud, thi jeg lider på dig! ² Jeg siger til Herren: "Du er min Herre; jeg har ikke andet Gode end dig. ³ De hellige, som er i Landet, de er de herlige, hvem al min Hu står til." ⁴ Mange Kvaler rammer dem, som vælger en anden Gud; deres Blodofre vil jeg ikke udgyde, ej tage deres Navn i min Mund. ⁵ Herren er min tilmålte Del og mit Bæger. Du holder min Arvelod i Hævd. ⁶ Snorene faldt mig på liflige Steder, ja, en dejlig Arvelod tilfaldt mig. ⁷ Jeg vil prise Herren, der gav mig Råd, mine Nyrer maner mig, selv om Natten.

⁸ Jeg har altid Herren for Øje, han er ved min højre, jeg rokkes ikke. ⁹ Derfor glædes mit Hjerte, min Ære jubler, endogså mit Kød skal bo i Tryghed. ¹⁰ Thi Dødsriget giver du ikke min Sjæl, lader ikke din hellige skue Graven. ¹¹ Du lærer mig Livets Vej; man mættes af Glæde for dit Åsyn, Livsalighed er i din højre for evigt.

17 Herre, hør en retfærdig Sag, lyt til min Klage lån Øre til Bøn fra svigløse Læber! ² Fra dig skal min Ret udgå, thi hvad ret er, ser dine Øjne. ³ Prøv mit Hjerte, se efter om Natten, ransag mig, du finder ej Svig hos mig. ⁴ Ej synded min Mund, hvad end Mennesker gjorde; ved dine Læbers Ord vogted jeg mig for Voldsmænds Veje; ⁵ mine Skridt har holdt dine Spor, jeg vaklede ej på min Gang.

⁶ Jeg råber til dig, thi du svarer mig, Gud, bøj Øret til mig, hør på mit Ord! ⁷ Vis, dig underfuldt nådig, du Frelser for dem, der tyr til din højre for Fjender! ⁸ Vogt mig som Øjestenen, skjul mig i dine Vingers Skygge ⁹ for gudløse, der øver Vold imod mig, glubske Fjender, som omringer mig; ¹⁰ de har lukket deres Hjerte med Fedt, deres Mund fører Hovmodstale. ¹¹ De omringer os, overalt hvor vi går, de sigter på at slå os til Jorden. ¹² De er som den rovgridske Løve, den unge Løve, der ligger på Lur.

¹³ Rejs dig, Herre, træd ham i Møde, kast ham til Jorden, fri med dit Sværd min Sjæl fra den gudløses Vold, ¹⁴ fra Mændene, Herre, med din Hånd, fra dødelige Mænd - lad dem få deres Del i levende Live! Fyld deres Bug med dit Forråd af Vrede, lad Børnene mættes dermed og efterlade deres Børn, hvad de levner! ¹⁵ Men jeg skal i Retfærd skue dit Åsyn, mættes ved din Skikkelse, når jeg vågner.

20 Men efter at dette Røre var stillet, lod Paulus Disciplene hente og formanede dem, tog Afsked og begav sig derfra for at rejse til Makedonien. ² Og da han var dragen igennem disse Egne og havde formanet dem med megen Tale, kom han til Grækenland. ³ Der tilbragte han tre Måneder, og da Jøderne havde Anslag for imod ham, just som han skulde til at sejle til Syrien, blev han til Sinds at vende tilbage igennem Makedonien. ⁴ Men Pyrrus's Søn Sopater fra Berøa og af Thessalonikerne Aristarkus og Sekundus og Kajus fra Derbe og Timotheus og af Asiaterne Tykikus og Trofimus fulgte med ham til Asien. ⁵ Disse droge forud og biede på os i Troas; ⁶ men vi sejlede efter de usyrede Brøds Dage ud fra Filippi og kom fem Dage efter til dem i Troas, hvor vi tilbragte syv Dage. ⁷ Men på den første Dag i Ugen, da vi vare forsamlede for at bryde Brødet, samtalede Paulus med dem, da han den næste Dag vilde rejse derfra, og han blev ved med at tale indtil Midnat. ⁸ Men der var mange Lamper i Salen ovenpå, hvor vi vare samlede. ⁹ Og der sad i Vinduet en ung Mand ved Navn Eutykus; han faldt i en dyb Søvn, da Paulus fortsatte Samtalen så længe, og overvældet af Søvnen styrtede han ned fra det tredje Stokværk og blev tagen død op. ¹⁰ Men Paulus gik ned og kastede sig over ham og omfavnede ham og sagde: "Larmer ikke; thi hans Sjæl er i ham." ¹¹ Men han gik op igen og brød Brødet og nød deraf og talte endnu længe med dem indtil Dagningen, og dermed drog han bort. ¹² Men de bragte det unge Menneske levende op og vare ikke lidet trøstede.

¹³ Men vi gik forud til Skibet og sejlede til Assus og skulde derfra tage Paulus med; thi således havde han bestemt det, da han selv vilde gå til Fods. ¹⁴ Da han nu stødte til os i Assus, toge vi ham om Bord og kom til Mitylene. ¹⁵ Og vi sejlede derfra og kom den næste Dag lige udfor Kios; Dagen derpå lagde vi til ved Samos og kom næste Dag til Milet. ¹⁶ Thi Paulus havde besluttet at sejle Efesus forbi, for at det ikke skulde hændes, at han blev opholdt i Asien; thi han hastede for at komme til Jerusalem på Pinsedagen, om det var ham muligt.