Old/New Testament

21 Under Davids Regering blev der Hungersnød tre År i Træk. Da søgte David Herrens Åsyn; og Herren sagde: "Der hviler Blodskyld på Saul og hans Hus, fordi han dræbte Gibeoniterne!" ² Kongen lod derfor Gibeoniterne kalde og sagde til dem - Gibeoniterne hørte ikke til Israeliterne, men til Levningerne af Amoriterne; og skønt Israeliterne havde givet dem endeligt Tilsagn, havde Saul i sin Iver for Israeliterne og Juda søgt at udrydde dem - ³ David sagde til Gibeoniterne: "Hvad kan jeg gøre for eder, og hvorledes skal jeg skaffe Soning, så at I kan velsigne Herrens Arvelod?" ⁴ Gibeoniterne svarede: "Det er ikke Sølv eller Guld, der er os og Saul og hans Hus imellem, og vi har ikke Lov at dræbe nogen Mand i Israel!" Han sagde da: "Hvad I forlanger, vil jeg gøre for eder!" ⁵ Så sagde de til Kongen: "Den Mand, som bragte Ødelæggelse over os og tænkte på at udrydde os, så vi ikke skulde kunne være nogetsteds inden for Israels Landemærke. ⁶ lad syv Mænd af hans Efterkommere blive udleveret os, for at vi kan hænge dem op for Herren i Gibeon på Herrens Bjerg!" Kongen sagde: "Jeg vil udlevere dem!" ⁷ Men Kongen skånede Mefibosjet, en Søn af Sauls Søn Jonatan, af Hensyn til den Ed ved Herren, som var imellem David og Sauls Søn Jonatan. ⁸ Derimod tog Kongen de to Sønnner, som Rizpa, Ajjas Datter, havde født Saul, Armoni og Mefibosjet, og de fem Sønner, som Merab, Sauls Datter, havde født Adriel, en Søn af Barzillaj fra Mehola, ⁹ og udleverede dem til Gibeoniterne, som hængte dem op på Bjerget for Herrens Åsyn. Således omkom alle syv på een Gang, og de blev dræbt først på Høsten, i Byghøstens Begyndelse.

¹⁰ Men Rizpa, Ajjas Datter, tog sit Sørgeklæde, bredte det ud på Klippen og sad der fra Høstens Begyndelse, indtil der atter strømmede Vand fra Himmelen ned over dem; og hun tillod ikke Himmelens Fugle at kaste sig over dem om Da- gen eller Markens Dyr om Natten. ¹¹ Da David fik at vide, hvad Rizpa, Ajjas Datter, Sauls Medhustru, havde gjort, ¹² drog han hen og hentede Sauls og hans Søn Jonatans Ben hos Borgerne i Jabesj i Gilead, som havde stjålet dem på Torvet i Bet-Sjan, hvor Filisterne havde hængt dem op, dengang de slog Saul på Gilboa. ¹³ Og da han havde hentet Sauls og hans Søn Jonatans Ben der, samlede man Benene af de hængte ¹⁴ og jordede dem sammen med Sauls og hans Søn Jonatans Ben i Zela i Benjamins Land i hans Fader Kisj's Grav. Alt, hvad Kongen havde påbudt, blev gjort; derefter forbarmede Gud sig over Landet.

¹⁵ Da det atter kom til Kamp mellem Filisterne og Israel, drog David med sine Folk ned og kastede sig ind i Gob og kæmpede med Filisterne. ¹⁶ Da fremstod Dod, som var af Rafaslægten, og hvis Spyd vejede 300 Sekel Kobber; han var iført en ny Rustning, og han havde i Sinde at slå David ihjel. ¹⁷ Men Abisjaj, Zerujas Søn, kom ham til Hjælp og huggede Filisteren ned. Da besvor Davids Mænd ham og sagde: "Du må ikke mere drage i Kamp med os, for at du ikke skal slukke Israels Lampe!"

¹⁸ Siden hen kom det atter til Kamp med Filisterne i Gob. Husjatiten Sibbekaj nedhuggede da Saf, som var af Rafaslægten.

¹⁹ Atter kom det til Kamp med Filisterne i Gob, Beflehemiten Elhanan, Ja'irs Søn, nedhuggede da Gatiten Goliat, hvis Spydstage var som en Væverbom.

²⁰ Atter kom det til Kamp i Gat. Da var der en kæmpestor Mand med seks Fingre på hver Hånd og seks Tæer på hver Fod, i alt fire og tyve; han var også af Rafaslægten. ²¹ Han hånede Israel, og derfor huggede Jonatan, en Søn af Davids Broder Sjim'a, ham ned.

²² Disse fire var af Rafaslægten i Gat; de faldt for Davids og hans Mænds Hånd.

22 David sang Herren denne Sang, dengang Herren havde frelst ham af alle hans Fjenders og af Sauls Hånd. ² Han sang: "Herre, min Klippe, min Borg, min Befrier, ³ min Gud, mit Bjerg, hvortil jeg tyr, mit Skjold, mit Frelseshorn, mit Værn, min Tilflugt, min Frelser, som frelser mig fra Vold! ⁴ Jeg påkalder Herren, den Højlovede, og frelses fra mine Fjender.

⁵ Dødens Brændinger omsluttede mig, Ødelæggelsens Strømme forfærdede mig, ⁶ Dødsrigets Reb omspændte mig, Dødens Snarer faldt over mig; ⁷ i min Vånde påkaldte jeg Herren og råbte til min Gud. Han hørte min Røst fra sin Helligdom, mit Råb fandt ind til hans Ører! ⁸ Da rystede Jorden og skjalv, Himlens Grundvolde bæved og rysted, thi hans Vrede blussede op. ⁹ Røg for ud af hans Næse, fortærende Ild af hans Mund, Gløder gnistrede fra ham. ¹⁰ Han sænkede Himlen, steg ned med Skymulm under sine Fødder; ¹¹ båret af Keruber fløj han, svæved på Vindens Vinger; ¹² han omgav sig med Mulm som en Bolig, mørke Vandmasser, vandfyldte Skyer. ¹³ Fra Glansen foran ham for der Hagl og Ildgløder ud. ¹⁴ Herren tordned fra Himlen, den Højeste lod høre sin Røst; ¹⁵ han udslynged Pile, adsplittede dem, lod Lynene funkle og skræmmede dem. ¹⁶ Havets Bund kom til Syne, Jordens Grundvolde blottedes ved Herrens Trusel, for hans Vredes Pust.

¹⁷ Han udrakte Hånden fra det høje og greb mig, drog mig op af de vældige Vande, ¹⁸ frelste mig fra mine mægtige Fjender, fra mine Avindsmænd; de var mig for stærke. ¹⁹ På min Ulykkes Dag faldt de over mig, men Herren blev mig et Værn. ²⁰ Han førte mig ud i åbent Land, han frelste mig, thi han havde Behag i mig.

²¹ Herren gengældte mig efter min Retfærd, lønned mig efter mine Hænders Uskyld; ²² thi jeg holdt mig til Herrens Veje, svigted i Gudløshed ikke min Gud; ²³ hans Bud stod mig alle for Øje, jeg veg ikke fra hans Love. ²⁴ Ustraffelig var jeg for ham og vogtede mig for Brøde. ²⁵ Herren lønned mig efter min Retfærd, mine Hænders Uskyld, som var ham for Øje! ²⁶ Du viser dig from mod den fromme, retsindig mod den retsindige, ²⁷ du viser dig ren mod den rene og vrang mod den svigefulde. ²⁸ De arme giver du Frelse, hovmodiges Øjne Skam! ²⁹ Ja, du er min Lampe, Herre! Herren opklarer mit Mørke. ³⁰ Thi ved din Hjælp søndrer jeg Mure, ved min Guds Hjælp springer jeg over Volde. ³¹ Fuldkommen er Guds Vej, lutret er Herrens Ord. Han er et Skjold for alle, der sætter deres Lid til ham.

³² Ja, hvem er Gud uden Herren, hvem er en Klippe uden vor Gud, ³³ den Gud, der omgjorded mig med Kraft, jævnede Vejen for mig, ³⁴ gjorde mine Fødder som Hindens og gav mig Fodfæste på Højne, ³⁵ oplærte min Hånd til Krig, så mine Arme spændte Kobberbuen? ³⁶ Du gav mig din Frelses Skjold, din Nedladelse gjorde mig stor; ³⁷ du skaffede Plads for mine Skridt, mine Ankler vaklede ikke. ³⁸ Jeg jog mine Fjender, indhentede dem, vendte først om, da de var gjort til intet, ³⁹ slog dem ned, så de ej kunde rejse sig, men lå faldne under min Fod. ⁴⁰ Du omgjorded mig med Kraft til Kampen, mine Modstandere tvang du i Knæ for mig; ⁴¹ du slog mine Fjender på Flugt mine Avindsmænd ryddede jeg af Vejen. ⁴² De råbte, men ingen hjalp, til Herren, han svared dem ikke. ⁴³ Jeg knuste dem som Jordens Støv, som Gadeskarn tramped jeg på dem.

⁴⁴ Du friede mig af Folkekampe, du satte mig til Folkeslags Høvding; nu tjener mig ukendte Folk; ⁴⁵ Udlandets Sønner kryber for mig; blot de hører om mig, lyder de mig: ⁴⁶ Udlandets Sønner vansmægter, kommer skælvende frem af deres Skjul. ⁴⁷ Herren lever, højlovet min Klippe, ophøjet være min Frelses Gud, ⁴⁸ den Gud, som giver mig Hævn, lægger Folkeslag under min Fod ⁴⁹ og frier mig fra mine Fjender! Du ophøjer mig over mine Modstandere, fra Voldsmænd frelser du mig. ⁵⁰ Herre, derfor priser jeg dig blandt Folkene og lovsynger dit Navn, ⁵¹ du, som kraftig hjælper din Konge og viser din Salvede Miskundhed. David og hans Æt evindelig.

²⁴ Men da Jesus så, at han blev dybt bedrøvet, sagde han: "Hvor vanskeligt komme de, som have Rigdom, ind i Guds Rige! ²⁵ thi det er lettere for en Kamel at gå igennem et Nåleøje end for en rig at gå ind i Guds Rige." ²⁶ Men de, som hørte det, sagde: "Hvem kan da blive frelst?" ²⁷ Men han sagde: "Hvad der er umuligt for Mennesker, det er muligt for Gud." ²⁸ Men Peter sagde: "Se, vi have forladt vort eget og fulgt dig." ²⁹ Men han sagde til dem: "Sandelig, siger jeg eder, der er ingen, som har forladt Hus eller Forældre eller Brødre eller Hustru eller Børn for Guds Riges Skyld, ³⁰ uden at han skal få det mange Fold igen i denne Tid og i den kommende Verden et evigt Liv."

³¹ Men han tog de tolv til sig og sagde til dem: "Se, vi drage op til Jerusalem, og alle de Ting, som ere skrevne ved Profeterne, skulle fuldbyrdes på Menneskesønnen. ³² Thi han skal overgives til Hedningerne og spottes, forhånes og bespyttes, ³³ og de skulle hudstryge og ihjelslå ham; og på den tredje Dag skal han opstå." ³⁴ Og de fattede intet deraf, og dette Ord var skjult for dem, og de forstode ikke det, som blev sagt.

³⁵ Men det skete, da han nærmede sig til Jeriko, sad der en blind ved Vejen og tiggede. ³⁶ Og da han hørte en Skare gå forbi, spurgte han, hvad dette var. ³⁷ Men de fortalte ham, at Jesus af Nazareth kom forbi. ³⁸ Og han råbte og sagde:"Jesus, du Davids Søn,forbarm dig over mig!" ³⁹ Og de, som gik foran, truede ham, for at han skulde tie; men han råbte meget stærkere: "Du Davids Søn, forbarm dig over mig!" ⁴⁰ Og Jesus stod stille og bød, at han skulde føres til ham; men da han kom nær til ham, spurgte han ham og sagde: ⁴¹ "Hvad vil du, at jeg skal gøre for dig?" Men han sagde: "Herre! at jeg må blive seende." ⁴² Og Jesus sagde til ham: "Bliv seende! din Tro har frelst dig." ⁴³ Og straks blev han seende, og han fulgte ham og priste Gud; og hele Folket lovpriste Gud, da de så det.