Old/New Testament
Mirjam gør oprør mod Moses
12 En dag gjorde Mirjam og Aron oprør imod Moses, fordi han havde taget sig en kone fra det land, der hed Kush,[a] syd for Egypten. 2 „Kan Herren kun tale til Moses?” sagde de. „Hvad med os? Herren kan vel lige så godt tale til os.” Herren hørte det, 3 men Moses prøvede ikke at forsvare sig, for han var jordens mest ydmyge menneske. 4 Herren talte nu til både Moses, Aron og Mirjam og sagde: „Gå alle tre hen til åbenbaringsteltet!” Da stillede de sig foran teltet.
5 Derpå steg Herren ned, skjult i en sky, og stillede sig ved indgangen til teltet. „Aron og Mirjam, træd frem,” beordrede han. Det gjorde de så. 6 Herren fortsatte: „Når jeg taler til en profet, gør jeg det normalt gennem syner og drømme, 7 men det er ikke på den måde, jeg kommunikerer med min tjener Moses. Han er en trofast leder for mit folk.[b] 8 Med ham taler jeg ansigt til ansigt og ikke i gåder. Han har set mig, som jeg er. Hvor vover I så at gøre oprør imod ham?”
9 Så forlod Herren dem i vrede, 10 og da skyen løftede sig fra teltet, var Mirjam fyldt med hvide pletter over hele kroppen. Aron var rystet over synet af det 11 og udbrød: „Åh Moses, gå i forbøn for os, så vi ikke mister livet på grund af denne tåbelige synd. 12 Mirjam ligner jo et dødfødt barn, der allerede er begyndt at gå i forrådnelse.”
13 Da råbte Moses til Herren: „Herre, jeg beder dig: Gør hende rask.”
14 Herren svarede: „Hvis hendes egen far havde spyttet hende i ansigtet, var hun blevet uren og måtte bære sin skam i syv dage. Send hende derfor uden for lejren. Efter syv dage kan hun vende tilbage igen.”
15 Så blev Mirjam udstødt af lejren i syv dage, og folket måtte vente på hende, før de kunne rejse videre. 16 Derefter forlod de Hatzerot og nåede frem til Parans ørken, hvor de slog lejr og blev et stykke tid.
Moses sender spioner til Kana’an
13 Herren sagde nu til Moses: 2 „Udtag en leder fra hver stamme og send dem af sted for at udspionere det land, jeg vil give jer.”
3-15 På det tidspunkt lå folket i lejr i Parans ørken. Moses gjorde, som Herren havde befalet. Følgende stammeledere blev udtaget som spioner: Shammua, søn af Zakkur, fra Rubens stamme; Shafat, søn af Hori, fra Simeons stamme; Kaleb, søn af Jefunne, fra Judas stamme; Jigal, søn af Josef, fra Issakars stamme; Hosea, søn af Nun, fra Efraims stamme; Palti, søn af Rafu, fra Benjamins stamme; Gaddiel, søn af Sodi, fra Zebulons stamme; Gaddi, søn af Susi, fra Manasses stamme; Ammiel, søn af Gemalli, fra Dans stamme; Setur, søn af Mikael, fra Ashers stamme; Nahbi, søn af Vafsi, fra Naftalis stamme; og Geuel, søn af Maki, fra Gads stamme. 16 Det var ved den lejlighed, at Moses ændrede Hoseas navn til Josva.
17 Inden Moses sendte dem af sted, sagde han: „Gå nordpå gennem Negev[c] op i bjergene 18 hvor I har overblik og kan danne jer et indtryk af landet og dets indbyggere. Læg mærke til, hvor mange de er, og hvor stærke de er. 19-20 Læg mærke til, om jorden er frugtbar, om der er mange træer, og om folket bor i åbne landsbyer eller i byer med mure omkring. Drag modigt af sted og kom tilbage med nogle af landets frugter.” Det var nemlig den tid på året, hvor druerne var ved at være modne.
21 Så tog de af sted og udspionerede landet lige fra Zins ørken til Rehob nær Lebo-Hamat. 22 På rejsen kom de først gennem Negev og nåede derefter til Hebron—en by så gammel, at den var blevet grundlagt syv år før Zoan i Egypten. I Hebron så de akimanitterne, sheshajitterne og talmajitterne—tre slægter, der nedstammede fra de anakitiske kæmper. 23 Derefter kom de til et sted, som de kaldte Eshkoldalen. Der tog de en drueklase så stor, at der måtte to mand til at bære den på en stang imellem sig. De plukkede også nogle af landets granatæbler og figner. 24 Den enorme drueklase, de fandt der, var årsag til, at de kaldte stedet Eshkoldalen.[d]
25 Efter at have udspioneret landet i 40 dage vendte de tilbage 26 og aflagde rapport til Moses, Aron og Israels folk, der nu var nået til Kadesh i Parans ørken, og de viste dem de frugter, de havde taget med sig fra landet.
27 „Da vi kom et stykke ind i det land, du sendte os til, så vi, hvor rigt landet var,” sagde de til Moses. „Det er virkelig et land, der ‚flyder med mælk og honning’. De frugter, vi har med tilbage, er bevis nok. 28 Men med hensyn til indbyggerne har vi dårlige nyheder: Det er et uhyre stærkt folk, som bor i store, befæstede byer. Ja, vi så tilmed nogle af de berygtede anakitiske kæmper iblandt dem. 29 I Negev-området bor amalekitterne; i bjerglandet bor hittitterne, jebusitterne og amoritterne; og langs Middelhavet og Jordanfloden bor kana’anæerne.”
30 Efter den rapport begyndt folket straks at beklage sig over for Moses. Men Kaleb kaldte forsamlingen til ro og orden. „Lad os komme af sted! Vi kan helt afgjort indtage landet,” sagde han.
31-33 „Det er lettere sagt end gjort,” indvendte de andre spioner. „Glem ikke, at vi her står over for nogle uhyre stærke krigere—selveste Anaks efterkommere. De er kæmper, og vi har ikke en chance imod dem. Da vi så dem, følte vi os på størrelse med græshopper—og sådan ser de nok også på os.” På den måde tog de modet fra folket.
Folk gør oprør på grund af vantro
14 Da brød hele folket ud i klageråb, og de græd og klagede hele natten. 2 Derefter gik de hen til Moses og Aron og beklagede sig: „Gid vi var døde i Egypten—eller endda her i ørkenen. 3 Hvorfor har Herren ført os hertil, når vi skal dø i krig og vores koner og børn føres bort som slaver. Lad os dog vende om og se at komme tilbage til Egypten.” 4 Længslen efter Egypten bredte sig i lejren. „Ja, lad os vælge en anden leder og vende tilbage til Egypten!” blev der råbt.
5 Da kastede Moses og Aron sig ned foran folket med ansigtet mod jorden, 6 og to af spionerne—Josva og Kaleb—som havde været inde og udspejde landet, rev flænger i deres tøj af fortvivlelse over folkets oprør. 7 „Begriber I ikke, at det er et vidunderligt land?” råbte de. 8 „Hvis vi er lydige mod Herren, vil han føre os ind i landet og give det til os. Det er et fantastisk frugtbart land, der i den grad ‚flyder med mælk og honning’. 9 Hvorfor vil I gøre oprør imod Herren? Hvorfor er I bange for landets indbyggere? Vi kan sagtens indtage landet, for Herren er med os, mens de er uden beskyttelse. Hvad er I bange for?”
10 Josvas og Kalebs ord gjorde kun ondt værre, og folket talte allerede om at stene dem. Da viste Herrens herlighed sig pludselig over åbenbaringsteltet, 11 og Herren sagde til Moses: „Hvor længe skal det her folk have lov til at foragte mig? Hvor længe vil de nægte at tro på mig, selv efter alle de undere, jeg har udført iblandt dem? 12 Jeg vil sende sygdom imod dem og udrydde dem, og så vil jeg begynde forfra med dig og gøre dig til et endnu mægtigere folk end dem.”
Moses går i forbøn for folket
13 „Men hvad vil egypterne sige, når de hører om det?” indvendte Moses. „De så jo din vældige kraft demonstreret, da du befriede dit folk. 14 Indbyggerne i dette land er også allerede klar over, at du bor blandt dit folk Israel og taler til dem ansigt til ansigt. De har hørt om skysøjlen, der går foran os om dagen, og ildsøjlen, der lyser for os om natten. 15 Men hvis du nu udrydder dit folk, vil disse nationer sige: 16 ‚Herren dræbte sit folk, fordi han ikke var i stand til at føre dem ind i det land, han havde lovet dem.’ 17 Herre, vis nu din storhed ved at stå ved de ord, du har udtalt: 18 at du sjældent bliver vred, og at din trofasthed er stor. Du tilgiver mennesker deres synd og oprør, også selv om den skyldige skal straffes og fædrenes synd får konsekvenser indtil tredje eller fjerde slægtled. 19 Jeg trygler dig, Herre: Vis din trofasthed og nåde imod dette folk, så du tilgiver dem deres synd, sådan som du har tilgivet dem hele vejen, siden de forlod Egypten.”
20 Da svarede Herren: „Godt, jeg vil tilgive dem, sådan som du har bedt om. 21 Men så sandt jeg er den levende Gud, så sandt min herlighed fylder hele jorden, 22 så skal ingen af de mænd, som har været vidne til de undere, jeg gjorde i Egypten og i ørkenen, og som nu for tiende gang har provokeret mig med deres ulydighed, 23 få det land at se, som jeg lovede deres forfædre. Ingen af dem, der har vist mig foragt, skal få landet at se. 24 Men min tjener Kaleb har en anden ånd end resten af folket, og han har bevist sin lydighed imod mig. Derfor skal han få lov til at komme ind i landet, og hans efterkommere skal tage deres del i besiddelse. 25 Da nu amalekitterne og kana’anæerne bor i lavlandet,[e] skal I i morgen tidlig bryde op og vende tilbage til ørkenen ad vejen mod Det Røde Hav.”
Herrens straf over det vantro folk
26 Herren sagde til Moses og Aron: 27 „Hvor længe skal jeg finde mig i, at det her onde folk hele tiden beklager sig? Jeg har set deres oprør og hørt deres beklagelser. 28 Giv dem nu følgende besked fra mig: Så sandt jeg lever, skal I få, hvad I har bedt om: 29 I skal få lov at dø i ørkenen—alle I, der er over 20 år, I, der beklagede jer over mig. 30 Ingen af jer skal nå ind i det land, som jeg svor at give til jer—bortset fra Kaleb og Josva. 31 I sagde, at jeres børn ville blive taget til fange og gjort til slaver; men jeg siger, at det bliver dem, der går ind og tager det land i besiddelse, som I har vraget, 32 mens I selv skal dø i ørkenen.
33 Jeres børn skal vokse op som nomader, mens I vandrer rundt i ørkenen i 40 år, indtil den sidste af jer, som gjorde oprør, er død. Det er resultatet af jeres troløshed. 34 Ligesom spionerne vandrede rundt i landet i 40 dage, skal I vandre rundt i ørkenen i 40 år—ét år for hver dag er straffen for jeres synd. På den måde vil jeg lære jer, hvilke konsekvenser det får, når I forkaster mig. 35 Jeg, Herren, har talt. Sådan vil jeg gøre mod dette onde folk, som har rottet sig sammen imod mig og derfor skal dø her i ørkenen.”
36-38 De ti spioner, som havde foranlediget oprøret imod Herren ved at sprede frygt blandt folket, faldt derefter døde om for Herrens ansigt; kun Josva og Kaleb var tilbage. 39 Og da Moses bekendtgjorde Herrens ord til folket, blev de grebet af dyb sorg.
40 Men tidligt næste morgen var de klar til at drage af sted mod løfternes land. „Vi tog fejl,” sagde de, „men nu er vi parat til at gå ind i det land, Herren har lovet os.”
41 „Nej,” svarede Moses, „I har forspildt jeres chance. Vil I nu synde igen ved at gøre oprør mod Herrens ordre om at vende tilbage til ørkenen? 42 Gå ikke ind i landet nu, for Herren er ikke med jer. Gør I det alligevel, vil I blot blive slået af fjenderne. 43 Amalekitterne og kana’anæerne vil besejre jer. Når I vender jer fra Herren, vender han sig fra jer.”
44 Alligevel satte de kursen mod bjerglandet, selv om pagtens ark og Moses blev tilbage i lejren. 45 Men de amalekitter og kana’anæere, der boede på vejen til bjerglandet, rykkede ud mod dem, slog dem og forfulgte dem helt til Horma.
Ved tro bliver en kvinde helbredt og en pige oprejst fra de døde(A)
21 Så snart Jesus var nået tilbage over søen og gået i land, samledes en stor skare mennesker omkring ham. Mens han endnu stod nede på søbredden, 22 kom en synagogeforstander derhen. Hans navn var Jairus. Da han kom hen til Jesus, faldt han på knæ foran ham 23 og bad indtrængende: „Min lille datter ligger for døden derhjemme! Men hvis du kommer og lægger hænderne på hende, så vil hun blive rask og leve!”
24 Jesus gik med ham, men en vældig masse mennesker trængtes stadig om ham. 25 Mellem de mange mennesker var der en kvinde, som igennem 12 år havde lidt af vedvarende blødninger. 26 I alle de år havde hun gennemgået meget hos forskellige læger, og selv om hun havde brugt alle sine penge i håb om at blive rask, var hendes tilstand ikke blevet bedre—tværtimod. 27-28 Hun havde hørt, hvad folk fortalte om Jesus, og hun trængte sig nu frem gennem mængden for at nå hen til ham. „Hvis bare jeg får rørt ved hans bedesjal, bliver jeg helbredt,” tænkte hun. Forsigtigt rørte hun bagfra ved sjalet. 29 Straks standsede blødningerne, og hun kunne mærke, at hun var blevet rask.
30 Jesus standsede op og vendte sig om, for han havde mærket, at en helbredende kraft var strømmet ud fra ham. „Hvem var det, der rørte ved mit sjal?” spurgte han.
31 „Hele mængden maser jo ind på dig,” indvendte disciplene. „Og så spørger du, hvem der har rørt ved dig?”
32 Jesus blev imidlertid stående og så sig omkring for at få øje på den, der havde gjort det.
33 Den forskrækkede kvinde kom frem. Hun rystede af sindsbevægelse, for hun vidste jo, hvad der var sket. „Det var mig,” sagde hun og faldt på knæ foran ham. Og så fortalte hun det hele. 34 „Min ven, det var din tro, der reddede dig,” sagde Jesus. „Gå med fred! Du er nu fuldstændig helbredt.”
35 Mens han endnu stod og talte med hende, kom der nogle til Jairus med en besked fra hans hjem: „Din datter er død,” sagde de til ham. „Der er ingen grund til at ulejlige mesteren mere.” 36 Jesus hørte, hvad der blev sagt, og sagde henvendt til Jairus: „Vær ikke bange. Du skal bare tro på mig.”
37 Jesus ville ikke have andre med sig hen til Jairus’ hjem end Peter, Jakob og dennes bror Johannes. 38 Da de kom derhen, var der en vældig larm. Folk græd og jamrede højlydt inde i huset. 39 Jesus og disciplene gik indenfor. „Hvorfor græder og jamrer I sådan?” spurgte han. „Den lille pige er ikke død. Hun sover bare.” 40 De lo ad ham, men han bad dem alle gå udenfor og tog kun den lille piges far og mor og de tre disciple med ind i det værelse, hvor hun lå.
41 Han gik hen til sengen, tog pigens hånd og sagde: „Stå op, min pige!” 42 Straks rejste hun sig op og begyndte at gå omkring. Hun var 12 år gammel. Forældrene stod og stirrede med åben mund. 43 „I må ikke sige det til nogen,” sagde Jesus strengt, „og sørg for, at hun får noget at spise.”
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.