Old/New Testament

Herrens dom over Nordriget

⁷ Herren har udtalt sin dom over Israels rige, over Jakobs slægt. ⁸ Alle i Samaria har hørt det, det er kendt i Efraims land. Alligevel siger de i hovmod og trods: ⁹ „Hvis landet lægges i ruiner, bygger vi det bare op igen, så det bliver bedre end før. Vi bruger tilhugne natursten i stedet for brændte lersten, og vi erstatter det ødelagte morbærfigentræ med cedertræ.” ¹⁰ Herren vil svare på deres hovmod ved at føre fjender imod dem, ¹¹ aramæerne fra øst og filistrene fra vest. Med vidtåbne gab kommer de og opsluger Israel. Alligevel er Herrens vrede ikke forbi. Hans hånd er stadig løftet til slag.

¹² Men de angrede ikke over for ham, der straffede dem. De søgte stadig ikke Herren, den Almægtige. ^13-14 Derfor vil Herren hugge hoved og hale af Israel og tilintetgøre både høj og lav på samme dag. Landets ledere er hovedet, de løgnagtige profeter er halen. ¹⁵ Folkets ledere førte dem vild, de viste dem vej til afgrunden.

¹⁶ Derfor vil Herren ikke hjælpe de unge krigere, og han har ikke medynk med dem, der bliver enker, og dem, der bliver faderløse. De er jo alle onde og gudløse, og de taler som tåber. Derfor er Herrens vrede endnu ikke forbi. Hans hånd er stadig løftet til slag.

¹⁷ Ondskaben brænder som en ild, der fortærer tjørn og tidsel og antænder skovens tætte krat, så røgen hvirvler op. ^18-19 Herren den Almægtiges vrede afsvider landet, og folket bliver ildens bytte. Ingen hjælper hinanden, men de slås med deres nærmeste om føden. De stjæler mad fra hinanden, men bliver ikke mætte. De æder alt, hvad de kan finde af spiseligt, men er lige sultne. Nogle vil endda fortære deres egne børn. ²⁰ Manasse er imod Efraim, Efraim er imod Manasse—og sammen overfalder de Judas stamme. Alligevel er Herrens vrede endnu ikke forbi. Hans hånd er stadig løftet til slag.

10 Ve jer, I, som udsteder ondskabsfulde dekreter og afsiger uretfærdige domme for at undertrykke de svage, udnytte de hjælpeløse, ² frakende de fattige deres rettigheder og udplyndre både enker og faderløse børn.

³ Hvad vil I gøre, når straffen kommer over jer fra det fjerne? Hvem, tror I, vil hjælpe jer? Hvor vil I opbevare jeres rigdomme? ⁴ I bliver enten dræbt i krig eller ført bort som fanger. Alligevel er Herrens vrede ikke forbi. Hans hånd er stadig løftet til slag.

Herrens dom over Assyriens hovmod

⁵ Men jeg vil også dømme assyrerne, min vredes kæp. Det er min vrede, der giver dem sejr, ⁶ og jeg bruger dem til at straffe mit frafaldne folk, som har provokeret mig til vrede. Jeg lader den assyriske hær hærge og plyndre dem og trampe dem ned som gadens snavs. ⁷ Assyrerkongen ved ikke, at han er mit redskab. Han ønsker bare at tilintetgøre mange folkeslag. ⁸ „Er mine stormænd ikke mægtige som konger?” vil han sige. ⁹ „Vi indtog Kalno, som vi indtog Karkemish. Hamat måtte overgive sig nøjagtig som Arpad. Det gik Samaria som Damaskus. ¹⁰ Jeg har besejret riger, som havde langt flere guder til at beskytte sig end Jerusalem og Samaria. ¹¹ Hvem kan så hindre mig i at gøre med Jerusalem og dets guder, som jeg gjorde med Samaria og dets guder?”

¹² Men når Herren har udført sine planer imod Zions bjerg og Jerusalem, vender han sig imod Assyriens konge og straffer ham for hans hovmod, griskhed og praleri.

¹³ „Jeg er stærk, jeg er klog, jeg er mægtig!” praler han. „Se blot, hvor mange riger jeg har indtaget. Jeg har overskredet deres grænser, plyndret dem for skatte og stødt deres konger fra tronen. ¹⁴ Jeg har samlet deres rigdomme, som man samler æg fra en forladt fuglerede, uden at nogen gjorde modstand eller gav lyd fra sig!”

¹⁵ Men hør her, assyrerkonge! Praler en økse overfor den person, som svinger den? Bestemmer saven over den, som saver? Er en kæp herre over den, som slår med den? Kan en stok gå af sig selv?

¹⁶ På grund af dit praleri vil Herren, den Almægtige, lade sygdom tynde ud iblandt dine tropper. Under din ydre styrke ulmer ilden. ¹⁷ Lyset fra Israels Hellige vil blive som en fortærende ild. Pludselig vil han gøre det af med dig som tjørne og tidsler, der går op i røg. ¹⁸ Ja, Herren vil tynde ud både i din hær og i dit folk, som når træerne i en skov eller frugthave bliver fældet. ¹⁹ Der bliver så få tilbage, at selv et barn kan tælle dem.

Håb for Israels folks rest

²⁰ Til den tid skal den rest, som er tilbage af Israels og Judas folk, ikke længere støtte sig til assyrerne, som forrådte dem. I stedet skal de søge hjælp hos Herren, Israels hellige Gud. ²¹ Denne rest skal vende sig til den almægtige Gud. ²² Selv om Israels folk engang var talrigt som sandet ved stranden, vil kun få af dem vende tilbage. Herren er hellig og retfærdig, og han har besluttet at straffe dem. ²³ Den almægtige Herre og Gud vil gennemføre sin beslutning om at lægge hele landet øde.

²⁴ Derfor siger Herren, den Almægtige: „Mit folk, som bor i Jerusalem, I skal ikke være bange for assyrerne, der undertrykker jer, som egypterne gjorde engang. ²⁵ Det kommer ikke til at vare længe. Om kort tid er min vrede imod jer forbi, og så vil jeg vende min vrede mod assyrerne og udrydde dem.”

²⁶ Herren, den Almægtige, vil svinge sin pisk over dem, ligesom dengang midjanitterne blev slået ved Orebs klippe. Hans stav er udrakt over dem, som dengang han druknede den egyptiske hær i havet. ²⁷ Han vil løfte byrden fra jeres skuldre og åget fra jeres nakke. I vil nægte at bære åg, fordi Herren har gjort jer så stærke.^[a]

^28-29 Assyrerhæren rykkede frem til Ajjat og passerede gennem Migron. Ved Mikmas efterlod de en del af forsyningerne, hvorefter de marcherede over passet. Ved Geba slog de lejr for natten. Rama rystede af skræk, og indbyggerne i Sauls Gibea flygtede for livet. ³⁰ Skrig af frygt, I folk fra Gallim, råb op, Laisha, stem i, Anatot! ³¹ Madmenas indbyggere flygtede, og Gebims indbyggere bragte sig i sikkerhed. ³² Fjendehæren nåede frem til Nob, hvor de slog lejr og nu truer med knyttede næver mod Jerusalem og Zions bjerg.

³³ Men se! Herren, den Almægtige, fælder dem som grene, der hugges af træerne. Selv de stolteste stammer segner. ³⁴ Der bliver lyst i skovens tykning. Som skovhuggeren fælder træerne på Libanons bjerge, sådan fælder den Almægtige sine fjender.

Paulus’ særlige opgave er at forkynde budskabet for ikke-jøder

3 Jeg, Paulus, sidder nu i fængsel, fordi jeg tjener Jesus Kristus og har forkyndt budskabet om ham for jer og andre ikke-jøder. ² Som I ved, har Gud i sin nåde givet mig den opgave at bringe budskabet om ham til de ikke-jødiske folkeslag. ³ Jeg har allerede kort omtalt den frelsesplan, som hidtil har været et mysterium for jøderne, men som Gud har åbenbaret for mig. ⁴ Når I læser det, jeg her skriver, kan I forstå, at Gud har givet mig indsigt i sin plan angående Messias. ⁵ Han indviede ikke de tidligere generationer i denne plan, men nu har han gennem Helligånden åbenbaret den for sine hellige apostle og profeter. ⁶ Planen går ud på, at også de, som ikke er jøder, nu ved tro på Kristus kan få del i Guds løfter. De bliver en del af Kristi legeme og får deres andel i alt det, Gud har lovet at give sine børn.

⁷ Gud greb ind i mit liv med sin vældige kraft, og i sin nåde gav han mig det privilegium at tjene ham ved at forkynde det glædelige budskab om Jesus. ⁸ Tænk engang! Jeg, som er den ringeste af alle Guds børn, har fået lov til at fortælle alle folkeslagene om de ufattelige, åndelige rigdomme, de har adgang til gennem Kristus. ⁹ Gud, som er alle tings skaber, har haft sin frelsesplan klar fra tidernes morgen, men først nu er den blevet åbenbaret, og det blev min opgave at klargøre denne plan for alle^[a] mennesker. ¹⁰ Gennem effektueringen af den plan er menigheden i stand til at demonstrere de mange facetter af Guds fantastiske visdom over for de himmelske magter og autoriteter. ¹¹ Hele denne evige plan har sit centrum i Jesus Kristus, vores Herre, og det er ham, der førte planen ud i livet. ¹² Alle vi, som tror på ham, kan nu frimodigt og tillidsfuldt komme frem for Gud. ¹³ Derfor skal I ikke tabe modet over det, jeg må lide for jeres skyld. I skal hellere føle jer beæret over, at jeg er villig til at lide for at bringe jer ikke-jøder det glædelige budskab.

Paulus beder for menigheden

¹⁴ Når jeg tænker på storheden og visdommen i Guds frelsesplan, må jeg bøje mine knæ for Faderen i taknemmelighed og lovprisning. ¹⁵ Han er et forbillede for ethvert faderforhold i Himlen og på jorden. ¹⁶ Jeg beder om, at Gud ved sin Helligånd og i kraft af sin mægtige herlighed vil give jer stor indre styrke, ¹⁷ og om, at jeres tro på Kristus må være af en sådan art, at han kan have fast bopæl i jeres hjerter. Jeg beder også om, at I må blive fast forankret i hans kærlighed, ¹⁸ så I sammen med alle de andre kristne kan forstå, hvor bred og lang og høj og dyb den er.

¹⁹ Jeg beder om, at I virkelig må kunne tage imod Kristi kærlighed, der overgår menneskelig fatteevne, så I fuldt ud kan opleve alt det, Gud har til jer.

Afsluttende lovprisning

^20-21 Gud virker gennem os med sin kraft og kan gøre meget mere, end vi beder om eller forstår. Lad os som hans menighed til enhver tid, både nu og i al evighed, give ham ære for, hvad han har gjort muligt gennem Jesus, som er Messias. Amen.