Old/New Testament
Jerusalems unge piger:
6 „Du smukkeste blandt kvinder, sig os,
hvor din elskede er gået hen,
så vi kan hjælpe dig med at finde ham!”
Den unge pige:
2 „Min elskede er gået ned i sin have til bedene med krydderurter.
Der græsser han sin flok og plukker liljer.
3 Min elskede er min, og jeg er hans.
Han græsser sin flok mellem liljerne.”
Femte sang: De nygiftes glæde over hinanden
Den unge mand:
4 „Min elskede, du er yndig som kongebyen Tirtza,
bedårende som Jerusalem,
ærefrygtindgydende som en række bannere.[a]
5 Se ikke så direkte på mig,
for dine øjnes skønhed overvælder mig.
Dit hår bølger nedad som en flok sorte geder
på en bakkeskråning i Gilead.
6 Dine tænder er hvide som en nyvasket fåreflok;
hver har sin tvilling, ingen står alene.
7 Dine kinder bag sløret er røde
som to halve granatæbler.
8 Om jeg så havde tres dronninger og firs medhustruer
foruden utallige tjenestepiger,
9 ville du overgå dem alle i skønhed, min due—
du er fuldkommen!
Du er din mors eneste datter,
du er hendes yndling,
og hun har kun godt at sige om dig.
Byens piger priser din skønhed, når de ser dig,
dronninger og medhustruer lovpriser din charme og ynde.
10 ‚Hvem er skøn som morgenrøden,’ spørger de,
‚smuk som månen, strålende som solen,
og ærefrygtindgydende som en række bannere?’[b]
11 Jeg gik ned gennem nøddehegnet for at finde blomster i dalen,
for at se, om der var nye skud på vinrankerne
og blomsterknopper på granatæbletræerne.
12 Jeg var ude af mig selv af kærlighed.
Giv mig dér din dejlige ‚myrra’, du fyrstedatter.”[c]
Jerusalems unge piger:
7 „Drej dig, Shulamit,[d] drej dig,
så vi kan se dig danse endnu engang.”
Den unge pige:
„Hvorfor vil I have mig til at danse rundt
mellem de to rækker af dansere?”
Den unge mand:
2 „Dine dansetrin i sandalerne er så yndefulde,
oh, fyrstedatter!
Dine hofters kurver er et mesterværk af rang.
3 Din navle er så besnærende som en skål
fyldt med den fornemste vin.
Din mave er som en dynge hvede,
smukt omgærdet af liljer.
4 Dine bryster er som to gazelletvillinger.
5 Din hals er som et elfenbenstårn.
Dine øjne er klare og dybe
som Heshbons damme ved Bat-Rabbim-porten.
Din næse er fornem som Libanons tårn,
der kan ses helt ovre i Damaskus.
6 Dit hoved rejser sig majestætisk som Karmels bjerg,
dit hår skinner som det kostbare purpurstof.
Du har fortryllet en konge,
ja, fanget ham med en af dine hårlokker.
7 Hvor er du vidunderlig smuk, min elskede!
Hvor jeg nyder at se på dig!
8 Du er slank som et palmetræ,
dine bryster er som daddelklaser nær palmens top.
9 Jeg vil bestige palmen
og gribe fat om dens frugt.
Dine bryster er som vindrueklaser,
din ånde som duften af abrikoser,[e]
10 din mund giver mig udsøgt vin,
der flyder over mine læber og tænder.”
Den unge pige:
11 „Jeg er din, min elskede,
hende du begærer.
12 Kom min elskede, lad os tage ud på landet
og tilbringe natten under hennabuskene.
13 Lad os stå tidligt op og gå ud i vinmarkerne.
Lad os se, om der er nye skud på vinrankerne,
og om granatæbletræerne blomstrer.
Dér vil jeg give dig min kærlighed.
14 Kærlighedsplanten[f] dufter,
og alle de dejligste frugter er lige for hånden,
både de grønne og de modne,
for jeg har gemt dem til dig, min elskede.
8 Hvis du havde været min bror,
som havde diet ved min mors bryst,
så kunne jeg have kysset dig i alles påsyn,
uden at nogen ville blive forarget.
2 Så ville jeg have taget dig med til min mors hus,
hende som oplærte mig,
og have givet dig krydret vin og granatæblemost.”
Den unge pige til de andre piger:
3 „Han lagde sin venstre hånd under mit hoved
og omfavnede mig med sin højre.
4 Jerusalems unge piger,
lov mig, at I ikke vækker kærligheden, før tiden er inde.”
Jerusalems unge piger til hinanden:
5 „Hvem er den pige, der kommer gående fra ødemarken,
lænet til sin elskede?”
Den unge pige:
„Under det æbletræ, hvor du selv blev undfanget,
og din mor fødte dig med smerte—
dér vækkede jeg din lidenskab.
6 Lad mig være så tæt på dig,
som var jeg stemplet på dit hjerte,
eller sad som en ring på din arm.
For kærligheden er stærk som døden,
lidenskaben er uimodståelig som dødsriget selv:
den brænder med voldsomme flammer, som ikke kan slukkes.
7 Vand i mængde kan ikke slukke kærligheden,
floder kan ikke skylle den bort.
Kærlighed kan ikke købes for penge,
den, der forsøger det, får kun foragt.”
Sjette sang: Pigen, som ventede, til tiden var inde
Den unge piges brødre:
8 „Vi havde en lillesøster, som endnu ikke havde bryster.
Hvad skulle vi gøre, hvis der kom en frier til hende?
9 Stod hun imod fristelsen som en mur,
ville vi ære hende med sølvsmykker.
Men åbnede hun sig som en dør,
ville vi spærre hende af med cedertræsplanker.”
Den unge pige:
10 „Jeg stod imod som en mur,
og mine bryster er nu som tårne.
Derfor vidste han, at jeg ville bringe ham glæde og fred.
11 Salomon havde en vingård i Ba’al-Hamon,
som han overlod til forpagtere.
De måtte hver betale tusind stykker sølv
for at kunne få høsten af vindruer.
12 Min ‚vingård’ tilhører mig,
den bestemmer jeg selv over.
Men jeg har givet den til dig, Salomon,
og du kan godt beholde dine tusind sølvstykker,
men de, der har passet på den[g] indtil nu,
bør have tohundrede.”
Den unge mand:
13 „Oh, du, der vandrer rundt i den dejlige have,
mine venner vil gerne høre din stemme.
Men lad mig være den, der får lov til det!”
Den unge pige:
14 „Kom, min elskede,
lad os springe af fryd som gazellen
på de duftende bakkeskråninger.”
4 1-2 Lad mig bruge et eksempel. Tænk på et lille barn, som er arving til al sin fars ejendom. Indtil barnet når den myndighedsalder, som faderen forud har bestemt, har det ingen rettigheder over arven og kan derfor sammenlignes med faderens slaver. Barnet er under opsyn af en værge, og arven er i andres varetægt indtil det rette tidspunkt. 3 Sådan er det også med os. Indtil Kristus kom, levede vi som umyndige børn. Vi levede som slaver af religiøse regler og denne verdens tankegang. 4-5 Men da den tid kom, som Gud forud havde fastsat, sendte han sin Søn her til jorden, født af en kvinde. Kristus gik ind under den jødiske lovs herredømme for at kunne løskøbe os fra at være slaver af den og give os de fulde rettigheder som Guds sande børn.
6 Da I nu er blevet Guds børn, har Gud givet jer sin egen Søns Ånd, og det er den Ånd, som gør, at vi kan kalde Gud vores Far. 7 Altså er I ikke længere slaver, men børn af Gud. Men når I er børn, er I også retmæssige arvinger til alt, hvad Gud har til sine børn.
Vend ikke tilbage til slaveriet
8 Før i tiden var I slaver af afguder og ting, der ikke kommer fra den sande Gud. I kendte ham jo ikke dengang. 9 Men nu kender I Gud, ja endnu mere: I er kendt af Gud. Hvorfor vil I så vende tilbage til et liv styret af ineffektive lovregler og nytteløse anstrengelser? Vil I gerne være slaver af dem igen? 10 I går højt op i reglerne for de ugentlige, månedlige og årlige jødiske ceremonier og fester. 11 Jeg er bange for, at mit arbejde hos jer har været forgæves. 12 Kære venner, jeg beder jer inderligt om at leve, som jeg gør—i frihed fra disse ting—for jeg er blevet som jer ikke-jøder—frigjort fra de jødiske lovregler.
I tog så venligt imod mig, da jeg kom til jer første gang. 13 I husker jo nok, at det var min fysiske svaghed, der blev anledningen til, at jeg første gang fortalte jer om Jesus. 14 Men selvom jeg så ynkelig ud, viste I hverken foragt eller afsky for mig. I tog imod mig som Guds sendebud, ja, som havde jeg været Frelseren Jesus selv. 15 I var så glade og lykkelige dengang. Hvor er den glæde henne i dag? Jeg husker jeres kærlighed til mig. I ville endog have revet jeres øjne ud og givet dem til mig, hvis det havde været muligt. 16 Mon I nu bliver vrede på mig, fordi jeg siger jer sandheden?
17 De mennesker, som ønsker, at I skal følge de jødiske lovregler, gør alt, for at I skal komme over på deres side. De tænker ikke på, hvad der er bedst for jer, men kun på at trække jer væk fra os, så I kan blive lige så ivrige efter at følge reglerne, som de selv er. 18 Det er fint at være ivrig, hvis det altså er efter at gøre det rigtige. Det burde I altid være, ikke kun når jeg er hos jer. 19 Åh, mine elskede børn, jeg føler en dyb smerte for jer, som om jeg var i fødselsveer. Jeg kæmper for, at I må komme til at ligne Kristus mere og mere. 20 Jeg ville ønske, at jeg var hos jer nu, så jeg kunne udtrykke mig klarere og bedre vide, hvad jeg skal sige. Jeg ved snart ikke, hvad jeg skal tænke om jer.
21 Sig mig engang, I som så gerne vil følge de jødiske lovbøger, ved I egentlig, hvad der står i dem? 22 Der står blandt andet, at Abraham fik to sønner. Den ene blev født af slavekvinden Hagar, den anden af hans kone Sara, den frie kvinde.[a] 23 Slavekvindens søn blev født som følge af menneskelige planer. Den frie kvindes søn blev født som følge af et løfte fra Gud. 24 Den historie har en dybere betydning. De to kvinder symboliserer de to pagter mellem Gud og mennesker. Lovens pagt, som Gud oprettede med Israels folk på Sinaibjerget, svarer til slavekvinden Hagar. Den pagts „børn” lever som slaver. 25 Sinaibjerget i Arabien symboliserer det jordiske Jerusalem, som er centrum for de jøder, der lever som slaver af loven. 26 Den frie kvinde, Sara, er symbol på det himmelske Jerusalem, og hendes „børn” lever i frihed. Hun er „mor” til alle os, som tror på Kristus. 27 Der står jo skrevet:
„Glæd dig, du kvinde, som ikke kan få børn.
Bryd ud i jubel, du, som ikke kender til veer.
Den tilsidesatte hustru får masser af børn,
langt flere end hende, der har manden.”[b]
28 I, som er kristne, ligner Saras søn, Isak, idet jeres åndelige fødsel er et resultat af Guds løfte til Abraham. 29 Men det samme som skete dengang, sker også i dag. De, som er „født” i kraft af menneskelig tankegang, forfølger dem, som er „født” i kraft af Helligånden. 30 Det har Skriften også noget at sige om: „Jag slavekvinden og hendes søn bort, for slavekvindens søn må aldrig få del i den frie søns arv.”[c] 31 Altså er vi ikke født til at leve i slaveri, men til at leve i frihed.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.