Old/New Testament
41 Det er håbløst at forsøge at fange den.
Synet af den er nok til, at modet forsvinder.
2 Når ingen tør kæmpe mod dette mægtige dyr,
hvem tør da kæmpe imod mig?
3 Hvem tør sige, at jeg skylder dem noget?
Alt i hele verden tilhører mig.
4 Lad mig beskrive Livjatans krop.
Den er velformet med enorme lemmer og vældig styrke.
5 Hvem kan flå huden af den
eller trænge ind under dens panser?
6 Hvem kan åbne munden på den,
så man ser de frygtindgydende tænder?
7 Ryggen er dækket af rækker af plader,
der beskytter den fuldstændigt som skjolde.
8 Pladerne sidder så tæt,
at intet kan trænge ind imellem dem.
9 De overlapper hinanden,
og det er umuligt at skille dem ad.
10 Når den fnyser, er det som lysglimt,
øjnene gløder som en solopgang.
11 Flammer står ud af munden på den,
et fyrværkeri af gnister.
12 Damp kommer ud ad dens næsebor
som fra en kedel med kogende vand.
13 Dens ånde får kul til at gløde,
fra gabet spruder den ild.
14 Halsmusklerne er utroligt stærke,
den skaber rædsel overalt, hvor den kommer.
15 Dens bug er hård og fast,
den kan modstå ethvert angreb.
16 Dens hjerte er hårdt som sten,
urokkeligt som en møllesten.
17 Går den til angreb, gyser de stærkeste helte,
de løber rædselsslagne deres vej.
18 Det er nytteløst at kæmpe imod den med sværd,
hverken spyd, pil eller lanse kan bruges.
19 Den bøjer jernstænger, som var det strå,
bronze splintrer den som råddent træ.
20 Pile kan ikke jage den på flugt,
og sten preller af som ingenting.
21 Stridskøller har ingen virkning,
og kastespyd ler den blot ad.
22 Dens bug er dækket af skarpe skæl,
som sætter dybe spor i jorden.
23 Flodvandet pisker den i kog,
det bobler som i en gryde.
24 Kølvandet er som en glinsende sti,
en stribe af sølvhvidt skum.
25 Der findes ingen skabning på jorden,
der er så frygtløs som den.
26 Den har intet at være bange for,
den er det stolteste dyr på jorden.”
Job ydmyger sig for Gud
42 Da svarede Job:
2 „Jeg ved, at du er almægtig,
at ingen har magt til at standse dig.
3 Du spurgte mig: ‚Hvorfra kender du mine tanker,
når du knap nok ved, hvem jeg er?’[a]
Jeg indrømmer, at jeg har udtalt mig om ting,
som går over min forstand.
4 Du sagde også: ‚Lad mig stille dig nogle spørgsmål,
så får vi se, om du kan svare på dem.’
5 Det eneste svar, jeg kan give, er:
Før havde jeg kun hørt om dig,
nu har jeg set dig med egne øjne.
6 Hvad jeg har sagt, tager jeg i mig igen,
jeg angrer skamfuldt i støv og aske.”
Jobs videre skæbne
7 Da Herren var færdig med at tale til Job, sagde han til Elifaz:
„Jeg er vred på dig og dine to venner, for I fortalte ikke sandheden om mig, som min tjener Job gjorde. 8 Tag derfor syv ungtyre og syv væddere og bring dem som brændoffer for jer, mens Job ser på det. Så vil han gå i forbøn for jer, og jeg vil høre hans bøn, så jeg ikke straffer jer med ulykke for den synd, I har begået ved at tale usandt om mig.”
9 Så gjorde Elifaz, Bildad og Zofar, som Herren havde sagt, og Herren hørte Jobs bøn for dem, så de blev tilgivet.
10 Efter at Job således havde bedt for sine venner, velsignede Herren ham igen, så han fik dobbelt så meget, som han havde før. 11 Alle hans brødre og søstre og alle hans gamle venner kom tilbage til ham og holdt fest i hans hjem for at trøste og opmuntre ham efter de prøvelser, Herren havde tilladt ham at gennemgå. Og hver af dem gav ham et sølvstykke og en guldring.
12 Herren velsignede den sidste del af Jobs liv langt mere, end han havde velsignet ham tidligere. Han blev ejer af 14.000 får, 6000 kameler, 1000 par okser og 1000 hunæsler.
13 Gud gav ham desuden syv nye sønner og tre døtre. 14 Døtrenes navne var Jemima, Ketzia og Keren-Happuk. 15 I hele landet var der ingen kvinder så smukke som Jobs døtre, og de arvede på lige fod med deres brødre.
16 Job levede endnu 140 år, og han oplevede at få både børnebørn og oldebørn. 17 Han blev altså meget gammel og døde mæt af dage.
En fangevogter og hans husstand bliver frelst
22 Mængden tilsluttede sig anklagen mod Paulus og Silas. Dommerne gav ordre til, at tøjet skulle rives af dem, og at de skulle prygles med knipler. 23 Efter at de var gennembanket, blev de kastet i fængsel, og fangevogteren fik strenge ordrer til at sørge for, at de ikke undslap. 24 Han tog ingen chancer, men kastede dem i den inderste celle og spændte deres fødder fast i nogle tunge træblokke.
25 Ved midnatstid var Paulus og Silas i færd med at synge lovsange til Gud, mens alle de andre fanger lyttede. 26 Pludselig blev fængslet gennemrystet af et kraftigt jordskælv, så det rystede i sin grundvold. I samme øjeblik sprang fængselsdørene op, og alle lænkerne faldt af fangerne. 27 Fangevogteren vågnede med et sæt, og da han så fængslets døre stå på vid gab, troede han, at fangerne var stukket af, og han greb sit sværd for at begå selvmord.[a] 28 Men Paulus råbte til ham: „Stands! Gør ikke dig selv fortræd! Vi er her jo alle sammen!” 29 Rystende af angst råbte fangevogteren: „En fakkel! Kom med en fakkel!” hvorpå han styrtede ind i fængslet og kastede sig ned foran Paulus og Silas. 30 Så førte han dem udenfor og spurgte: „Hvad skal jeg gøre for at blive frelst?” 31 „Hvis du tager imod Jesus som din Herre, bliver du frelst,” svarede de. „Det gælder både dig og din husstand.”
32 Så forkyndte Paulus og Silas om Jesus både til ham og til de andre, der hørte til husstanden. 33 Selv om det var midt om natten, gik fangevogteren i gang med at rense deres sår, og straks efter blev han og hele hans husstand døbt. 34 Da det var sket, tog han Paulus og Silas med ind i sit hus og serverede mad for dem, og alle i huset var jublende glade, fordi de var kommet til tro på Gud.
35 Næste morgen sendte dommerne nogle betjente til fangevogteren med besked om, at han nu kunne løslade de to mænd. 36 Fangevogteren førte dem hen til Paulus i hans celle og sagde: „Dommerne har sendt besked om, at I skal løslades. Derfor er I fri til at rejse videre i fred.” 37 Men Paulus svarede: „Til trods for at vi er romerske statsborgere, er vi offentligt og uden dom blevet gennembanket og kastet i fængsel. Og nu vil man så hemmeligt sende os bort. Nej, lad dommerne selv komme herhen og føre os ud af fængslet.” 38 Betjentene gik tilbage med den besked. Da dommerne hørte, at de var romerske statsborgere, blev de bange. 39 De kom derfor hen til fængslet og gav dem en undskyldning, hvorefter de førte dem ud af fængslet med en opfordring til at forlade byen. 40 Men Paulus og Silas gik først tilbage til Lydias hus, hvor de samledes med de troende og opmuntrede dem til at holde fast ved troen. Derpå fortsatte de deres rejse.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.