Old/New Testament
Elihu blander sig i samtalen
32 De tre venner besluttede, at de ikke ville sige mere, for Job blev ved med at hævde sin uskyld.
2 Men der var en fjerde ven, som havde lyttet til samtalen uden at sige noget. Han hed Elihu og var søn af Barakel af Rams slægt fra byen Buz. Han var opbragt over, at Job ville retfærdiggøre sig selv overfor Gud. 3 Han var også vred på de tre venner, fordi de fordømte Job uden at kunne svare på hans spørgsmål. 4 Fordi Elihu var yngre end de andre, ventede han, mens de talte med Job. 5 Men da de tre venner ikke kunne give ham svar på tiltale, kunne Elihu ikke længere beherske sin vrede. Han sagde:
6 „Jeg er meget yngre end jer,
så derfor holdt jeg mig tilbage
og tøvede med at sige min mening.
7 Jeg tænkte: ‚Lad de ældre tale,
for livserfaring giver visdom.’
8 Men det er Guds Ånd, der giver indsigt,
når det drejer sig om åndelige ting.
9 Altså er det ikke kun et spørgsmål om alder.
De ældre er ikke nødvendigvis de klogeste.
10 Derfor siger jeg: ‚Hør også på mig.
Lad mig sige, hvad jeg er kommet frem til.’
11 Jeg ventede altså, mens I talte,
og lyttede til jeres kloge kommentarer,
mens I ledte efter ordene.
12 Jeg lyttede meget opmærksomt,
men ingen af jer kunne overbevise Job
eller besvare hans spørgsmål.
13 Sig nu ikke: ‚Han er for snedig for os.
Det bliver Guds sag at overbevise ham.’
14 Hvis Job havde henvendt sig til mig,
ville jeg bestemt ikke have svaret ham, som I gjorde.
15 Men nu er jeres ord sluppet op,
og I aner ikke, hvad I skal svare.
16 Skal jeg da pænt sidde og vente på,
at I finder på noget at sige?
17 Nej, nu vil jeg fortælle jer, hvad jeg mener,
sige, hvad selv en ung som jeg er klar over.
18 Jeg er fuld af ord, der presser sig på,
og ånden i mit indre må have luft.
19 Jeg er som en vinsæk, der er ved at sprænges
på grund af kraften fra den gærende vin.
20 Jeg må give luft for mine indestængte ord,
åbne min mund og tale frit fra leveren.
21 Jeg vil ikke tage parti for nogen af jer,
og jeg vil ikke smigre folk.
22 Nej, jeg vil ikke gøre brug af smiger,
for så ville Gud straffe mig.
Elihu irettesætter Job
33 Hør nu her, Job, hvad jeg har at sige.
Lyt omhyggeligt til alle mine ord.
2 Nu, da jeg har taget bladet fra munden,
og ordene ligger mig på tungen,
3 så lad mig sige, hvad jeg har på hjerte.
Jeg taler ærligt og oprigtigt.
4 Det var Guds Ånd, der skabte mig.
Den Almægtiges åndepust gav mig liv.
5 Gør dig parat til at svare, hvis du kan,
kom bare med dine argumenter.
6 Overfor Gud er vi lige, du og jeg.
Vi er begge skrøbelige mennesker.
7 Du behøver ikke at være bange,
for jeg ønsker ikke at genere dig.
8 Mens jeg sad og lyttede,
hørte jeg, at du sagde:
9 ‚Jeg er uskyldig og uden synd.
Jeg har en ren samvittighed.
10 Men Gud har fundet et påskud for at straffe mig,
han behandler mig som en fjende.
11 Han har lagt mine fødder i lænker,
han holder øje med alt, hvad jeg foretager mig.’
12 Men dertil må jeg sige, at du tager fejl,
for Gud er større end noget menneske.
13 Hvilken ret har du til at påstå,
at han ikke svarer på dine spørgsmål?
14 Gud taler på mange måder,
men tit hører vi ikke, hvad han siger.
15 Han taler gennem drømme og syner,
mens vi ligger i vores senge om natten.
16 Han hvisker os formaninger i øret,
viser os skræmmende billeder,
17 så vi ikke skal komme på gale veje
eller blive stolte og hovmodige.
18 Han ønsker nemlig at advare os,
så vi ikke går i dødens fælde.
19 Andre gange straffes et menneske med smerter,
så han ligger bundet til sengen i konstant pine.
20 Så mister han fuldstændig appetitten
og har ikke engang lyst til lækker mad.
21 Han taber sig og bliver en skygge af sig selv,
ender som det rene skind og ben.
22 Han hører dødens kalden
og nærmer sig gravens rand.
23 Men hvis en engel går i forbøn for ham,
hvis et af Guds tusinde sendebud
fortæller ham, hvad han bør gøre,
24 og hvis Gud derefter er nådig imod ham
og siger: ‚Løs ham! Han skal ikke dø,
for jeg har modtaget en løsesum,’
25 da får han sit helbred igen,
han får sin ungdoms styrke tilbage.
26 For når han beder Gud om nåde,
bliver han også taget til nåde.
Så bliver han forsonet med Gud
og kan igen tænke på ham med glæde.
27 Derefter kan han fortælle sine venner:
‚Jeg syndede og gjorde oprør mod Gud,
men han var nådig imod mig.
28 Han betalte løsesummen og reddede mig fra døden,
så nu kan jeg atter glædes ved livet.’
29 Ja, sådan gør Gud ofte:
Han giver os en chance til.
30 Han redder os på tærsklen til døden,
så vi atter kan glædes ved livet.
31 Hører du, hvad jeg siger, Job?
Du behøver ikke at svare endnu.
32 Men har du noget at sige, så kom bare med det,
for jeg ønsker at se dig blive genoprettet.
33 Hvis ikke, så lyt til mig lidt endnu.
Vær stille, så jeg kan lære dig visdom.”
Næste stop: Ikonion
14 I byen Ikonion gik det på samme måde. Paulus og Barnabas gik hen i synagogen og talte med en sådan gennemslagskraft, at mange af tilhørerne kom til tro, både jøder og grækere. 2 Men de jøder, der ikke ville lade sig overbevise, gik i gang med at vække misstemning og uvilje mod Paulus og Barnabas hos den græske befolkning. 3 Det afholdt dog ikke de to apostle fra at blive i længere tid på stedet og frimodigt fortsætte deres forkyndelse. Og Herren bekræftede budskabet ved at give dem kraft til at udføre store undergerninger. 4 Byen delte sig i to lejre. Nogle holdt med de jødiske ledere, andre holdt med apostlene.
5 En gruppe ledere blandt jøderne og grækerne fik samlet nogle folk, der skulle mishandle og stene Paulus og Barnabas. 6 Da de to apostle blev klar over det, skyndte de sig bort til området omkring Lystra og Derbe, to byer i provinsen Lykaonien. 7 Der vandrede de nu omkring og forkyndte det glædelige budskab.
En lam mand helbredes i Lystra
8-9 Imens Paulus talte i Lystra, var der blandt tilhørerne en mand, der havde været lam fra fødslen. Han havde aldrig kunnet stå eller gå. Han lyttede meget opmærksomt til, hvad Paulus sagde. Paulus kiggede nøje på ham og forstod, at manden havde tro til at blive helbredt.[a] 10 Derfor sagde han til ham med høj røst: „Rejs dig og stå på dine ben!” Straks sprang manden op og begyndte at gå omkring.
11 Da folkemængden så, hvad Paulus havde gjort, råbte de på deres eget lokale sprog: „Guderne er kommet ned til os i menneskeskikkelse.” 12 De mente, at Barnabas var den græske gud Zeus, og at Paulus var Hermes, fordi det var ham, der førte ordet. 13 Præsten ved Zeustemplet, som lå uden for byen, kom med nogle tyre draperet med blomsterkranse. Han gjorde sig klar til at ofre tyrene til deres ære på den offentlige plads ved byporten under deltagelse af en stor folkemængde.
14 Da det gik op for Barnabas og Paulus, hvad der var ved at ske, blev de forfærdede. De rev en flænge i deres kjortler og sprang ind blandt folkemængden, 15 mens de råbte: „Hvad er det dog, I gør? Lad være med det! Vi er ikke guder! Vi er ganske almindelige mennesker som I selv. Vi er her for at fortælle jer, at I skal vende om fra det nytteløse afguderi og komme til den levende Gud, som har skabt himlen og jorden og havet og alt, hvad der findes. 16 Han har indtil nu ladet de forskellige folkeslag passe sig selv, 17 men der har altid været nogle ting, der har vidnet om hans godhed mod alle mennesker: Han har sendt regnen fra himlen og givet vækst til jeres afgrøder, så I har kunnet glæde jer over at have mad at spise.”
18 Selv efter den forklaring var det kun med nød og næppe, at de to apostle fik folkeskaren til at lade være med at ofre til dem.
19 Senere kom nogle jøder fra Antiokia og Ikonion til Lystra, og de fik befolkningen over på deres side. De stenede Paulus, og derefter slæbte de ham uden for byen, for de var overbevist om, at han var død. 20 Men da disciplene slog kreds om ham, rejste han sig op og gik tilbage til byen.
Paulus og Barnabas vender tilbage til Antiokia
Den næste dag tog Barnabas og Paulus videre til Derbe, 21 hvor de forkyndte budskabet om Jesus og vandt mange disciple. Derefter begyndte de på hjemturen og lagde vejen om ad Lystra, Ikonion og Antiokia i Pisidien. 22 De tilbragte nogen tid hvert sted sammen med disciplene og opmuntrede dem til at holde fast ved troen, selv om de blev forfulgt: „Vi skal gennem mange trængsler, før vi når frem til det kommende Guds rige!” sagde de. 23 I hver af menighederne indsatte[b] apostlene et lederteam under bøn og faste, og de overgav så lederne og menigheden i den Herres varetægt, som de var kommet til tro på.
24 Derpå rejste de videre ned gennem Pisidien til Pamfylien. 25 De forkyndte ordet i Perge og tog så videre ned til havnebyen Attalia. 26 Derfra sejlede de til Antiokia, hvor deres rejse var begyndt, og hvorfra de var blevet udsendt med Guds velsignelse til det arbejde, som de nu havde fuldført.
27 Efter hjemkomsten kaldte de menigheden sammen og aflagde rapport om, hvad Gud havde udrettet gennem dem, og om, hvordan Gud også havde givet de ikke-jødiske folkeslag adgang til troen på Jesus. 28 Derefter blev de et godt stykke tid hos disciplene i Antiokia.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.