Old/New Testament
Job beklager sig over for Gud
17 Mit livsmod er brudt,
mine dage er talte,
og graven venter mig.
2 Jeg er omgivet af folk,
som blot gør nar ad mig.
3 Det er kun dig, der kan hjælpe mig, Gud.
Ingen anden kan løse mit problem,
4 for du har ikke givet dem indsigt til at forstå det.
Derfor bør de ikke hovere over mig.
5 Når nogen lader sin ven i stikken,
rammer straffen hans egne børn.
6 Du har gjort mig berygtet,
én man håner og spytter i ansigtet.
7 Mit blik er sløret af tårer,
jeg er ikke andet end skind og ben.
8 Retskafne folk er bestyrtede over min ulykke
og oprørte over de gudløses fremgang.
9 Men de retsindige lader sig ikke lokke til synd,
de, som har rene motiver, får ny styrke.
Job er frustreret over sine venner
10 Men hvad jer angår, mine venner,
finder jeg ingen visdom i jeres ord.
11 Mit livsløb er snart forbi,
og mine ønsker blev ikke opfyldt.
12 I siger, at lyset er ved at bryde frem,
men jeg ser ikke andet end mørke.
13 Jeg ser frem til at blive lagt i graven,
hvor jeg kan hvile mig i dødens mørke.
14 Forrådnelsen bliver som en far for mig,
ormene som en mor eller søster.
15 Hvad mener I om sådan et håb?
Hvem kan få øje på min lykke?
16 Er der håb tilbage, når man ligger i graven?
Har man stadig et håb, når man bliver til støv?”
Bildads anden tale til Job
18 Nu gik Bildad igen i rette med Job:
2 „Hold nu op med al din snak, Job!
Kom til fornuft, så vi kan tale sammen.
3 Hvad regner du os egentlig for?
En flok dumme, umælende får?
4 Du opnår intet ved at pine og plage dig selv.
Verden går videre, uanset hvad du gør.
5 Synd fører nu engang til straf,
og de ondes livslys slukkes.
6 Mørket indhyller deres bolig,
og de får et ulykkelig endeligt.
7 Deres faste skridt bliver usikre,
de snubler over deres egne ben.
8 Deres fødder fører dem til fald,
de er ude på gyngende grund.
9 De går lige i fælden og sidder fast i saksen,
får en løkke om foden og kan ikke komme fri.
10 En skjult snor er spændt ud over vejen,
et reb ligger parat som en løkke.
11 Rædselen kommer imod dem fra alle sider,
angsten er lige i hælene på dem.
12 Deres livskraft udtæres,
undergangen ligger på lur efter dem,
13 sygdom æder dem langsomt op,
døden har lagt sin klamme hånd på dem.
14 De trækkes ud af deres trygge bolig
og føres frem til den frygtelige død.
15 Ild og svovl regner ned over dem,
deres ejendom bliver omdannet til aske.
16 De er som et træ med udtørrede rødder,
hvor alle grenene er ved at visne.
17 Ingen mindes dem, når de er borte,
deres navne går hurtigt i glemmebogen.
18 De udslettes fra jordens overflade,
skubbes fra lyset ind i mørket.
19 De efterlader sig ingen arvinger,
deres slægt uddør med dem.
20 Alle, som hører om deres ulykke,
gribes af gru og forfærdelse.
21 Ja, sådan går det onde mennesker,
dem, der ikke har ærefrygt for Gud.”
Jobs sjette tale: Et svar til Bildad
19 Job gav følgende svar:
2 „Hvor længe bliver I ved med at håne mig?
Hvor længe vil I plage mig med jeres fornærmelser?
3 I anklager mig nu for tiende gang,
mishandler mig uden barmhjertighed.
4 Hvis jeg har gjort noget forkert,
så er det mit problem og ikke jeres.
5 I mener, at I er bedre end mig,
og at mine lidelser er straf for min synd.
6 Forstår I ikke, at Gud gør mig uret
ved at sende disse ulykker over mig?
7 Jeg råber om hjælp, men får intet svar.
Jeg skriger højt, men ingen griber ind.
8 Gud har spærret vejen for mig,
han har indhyllet mit liv i mørke.
9 Han har berøvet mig min ære,
ødelagt mit gode omdømme.
10 Han angreb mig fra alle sider, så jeg faldt.
Han har taget ethvert håb fra mig.
11 Hans vrede blussede op imod mig,
han behandlede mig som en fjende.
12 Han sender en hær af ulykker imod mig,
de omringer mit hus og falder over mig.
13 Mine slægtninge har slået hånden af mig,
mine bekendte vil ikke kendes ved mig.
14 Min familie har vendt mig ryggen,
mine nærmeste venner ignorerer mig.
15 Mine gæster ser på mig som en fremmed,
mine tjenestepiger gør intet for mig.
16 Min tjener kommer ikke, når jeg kalder,
ikke engang når jeg trygler ham om hjælp.
17 Min kone føler afsky ved min ånde,
mine brødre kan ikke udholde stanken.
18 Selv børnene regner mig ikke for noget.
Når jeg rejser mig op, håner de mig.
19 Mine bedste venner viser mig afsky,
de, jeg holder mest af, har vendt mig ryggen.
20 Jeg er ikke andet end skind og ben,
med nød og næppe undgik jeg døden.
21 Vis dog lidt barmhjertighed, venner!
Hav medlidenhed, for Guds vrede har ramt mig.
22 Hvorfor vil I straffe mig, som Gud gør?
Har jeg ikke lidt tilstrækkeligt allerede?
23 Ak, gid mine ord blev skrevet ned,
gid nogen ville optegne dem i en bog.
24 Gid nogen ville mejsle dem i sten,
indridse dem i en klippe for evigt.
25 Men jeg ved, at der er en, som vil befri mig,
engang skal han stå frem på jorden.
26 Jeg ved, at selv om min krop går til grunde,
får jeg mulighed for bagefter at se Gud.
27 Jeg skal se ham med mine egne øjne.
Jeg kan næsten ikke rumme den tanke.
28 Hvor vover I da at anklage mig
og påstå, at min lidelse er en velfortjent straf?
29 Pas på, at I ikke selv bliver straffet,
bliver ramt af Guds vrede og dom.”
Kornelius får besøg af en engel
10 I Cæsarea boede der en mand, som hed Kornelius. Han var officer ved det romerske regiment, der kaldtes „Det italienske”. 2 Han var en religiøs mand, der sammen med hele sin husstand var gået over til jødedommen. Han hjalp de fattige i den jødiske menighed og bad regelmæssigt til Gud. 3 En eftermiddag ved tretiden[a] så han ganske tydeligt i et syn en engel, der kom hen til ham og sagde: „Kornelius!” 4 Han stirrede skrækslagen på englen og udbrød: „Hvad er der, Herre?”
Englen fortsatte: „Dine bønner og barmhjertighedsgaver har Gud taget imod som et vellugtende offer.[b] 5 Nu skal du sende nogle mænd til Joppe for at hente en mand, som hedder Simon Peter. 6 Han bor nede ved stranden hos en garver, der også hedder Simon.”
7 Så snart englen var forsvundet, kaldte Kornelius på to af sine tjenere og en gudfrygtig soldat blandt sine betroede folk. 8 Han fortalte dem, hvad der var sket, og sendte dem derpå af sted til Joppe.
Peters syn om, hvad der er rent og urent
9 Den følgende dag ved tolvtiden ankom de tre mænd til byen. Peter var gået op på husets flade tag for at bede. 10 Han var godt sulten og ville gerne snart have noget at spise. Mens maden blev tilberedt, fik han et syn: 11 Himlen var åben, og noget kom dalende ned mod jorden. Det lignede en stor dug, der blev holdt oppe i de fire hjørner. 12 I dugen var der mange forskellige dyrearter, som jøderne regner for urene og derfor ikke må spise, både pattedyr, krybdyr og fugle. 13 I det samme hørte han en stemme sige: „Rejs dig, Peter, slagt og spis!” 14 „Ikke tale om, Herre!” erklærede Peter. „Jeg har jo aldrig spist noget urent eller vanhelligt.” 15 Stemmen talte igen: „Det, som Gud har erklæret for rent, må du ikke kalde urent.” 16 Det hele skete tre gange, hvorefter dugen blev løftet op til himlen igen.
Peter får besked på at tage til et ikke-jødisk hjem
17 Peter var forvirret. Hvad kunne det syn betyde? Hvad skulle han gøre? Men netop på det tidspunkt havde de mænd, som Kornelius havde sendt af sted, spurgt sig frem til huset. De stod nu uden for porten 18 og spurgte, om der i huset var en gæst, der hed Simon Peter. 19 Mens Peter stadig spekulerede over det syn, han lige havde haft, sagde Helligånden: „Der er kommet tre mænd for at tale med dig. 20 Gå ned og tag imod dem. Derefter skal du gå med dem uden betænkeligheder, for det er mig, der har sendt dem.” 21 Peter gik så ned ad trappen fra taget og hen til porten og sagde til dem: „Det er mig, I leder efter. Hvad vil I mig?” 22 Så fortalte de ham om den romerske officer, Kornelius: „Han er en god og gudfrygtig mand, som jøderne sætter stor pris på, og han har af en engel fået besked på at hente dig til sit hjem, for at han kan høre, hvad du har at fortælle.” 23 Så indbød Peter dem til at komme indenfor, og de blev godt beværtet.
Næste dag tog Peter af sted sammen med de tre udsendinge, og nogle af menighedens ledere fra Joppe tog også med.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.